I takt med at Danmarks befolkning ældes, kunne man forvente en eksplosion i de offentlige sundhedsudgifter. Men ny forskning viser, at denne frygt ikke nødvendigvis bliver til virkelighed.
En stor del af sundhedsudgifterne koncentreres i de sidste leveår, uanset hvornår de opstår i livet og det er en effekt, der kan beskytte sygehusbudgetterne mod eksplosiv vækst. Til gengæld står vi med en forventning om en markant stigning i udgifter ud i det nære sundhedsvæsen og kommunerne. Det fremgår af ny forskning finansieret af ROCKWOOL Fonden.
”Efter at have gennemgået al væsentlig viden på området, er vores konklusion, at hvis der er politisk vilje, kan vi som samfund godt kontrollere sundhedsudgifterne, selvom der bliver næsten dobbelt så mange +80-årige,” siger Jes Søgaard, sundhedsøkonom og professor emeritus ved Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
Antal +80-årige fordobles
Forskningsresultatet er interessant, fordi regeringen og Folketing netop har besluttet sig for en Sundhedsreform, hvor man flytter en del af fokus fra de højt specialiserede sygehuse til det nære sundhedsvæsen.
Samtidig skal det ses i perspektiv, at antallet af +80-årige i Danmark næsten fordobles fra 2024 til 2050 ifølge Danmarks Statistik.
Graferne viser tal i forskellige aldersgrupper. Fra 2025 og frem vises Danmarks Statistiks befolkningsprognose. Den blå kurve viser, hvordan antallet af danskere på +80 år næsten tredobles fra 2000 til 2050.
Denne udvikling har i flere vestlige lande ført til en stigning i sundhedsudgifterne, som i gennemsnit er vokset fra 5 % af BNP i 1970 til 10 % i 2019. Men ifølge det nye studie fra forskere ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, behøver det ikke at føre til et ukontrolleret pres på de danske sundhedsbudgetter, forstået som inde på sygehusene.
Tid-til-død-effekten
En af de vigtigste faktorer bag den forventede udvikling i Danmark er den såkaldte “tid-til-død”-effekt. Studiet viser, at omkring 10 % af sundhedsudgifterne bruges i patienters sidste leveår, uanset deres alder ved død. Det betyder, at en person, der lever til 85 år, ikke nødvendigvis bruger flere sundhedsudgifter end en, der dør som 80-årig – de store udgifter opstår først i det sidste leveår.
”Den ældre lever altså flere år i relativ sundhed, inden de helt dyre udgifter på sundhedsbudgettet sætter ind i det sidste leveår. Og så betyder det ikke så meget, om man er 80 eller 85 år gammel, når livet slutter,” forklarer Jes Søgaard.
Denne mekanisme hjælper med at stabilisere de offentlige sundhedsudgifter, da den stigende levetid blot forskyder de store sundhedsudgifter til et senere tidspunkt, uden at de nødvendigvis bliver større.
Stram styring holder hospitalsudgifterne i ro
En anden afgørende faktor er den stramme økonomiske styring af sundhedsvæsenet, som har været på plads siden indførelsen af Budgetloven i 2014.
”Det er blandt andet sket med en stram prioritering i det offentlige sundhedsvæsen med nationale beslutninger for, hvilke hospitalsydelser og lægemidler borgerne kan få tilbudt,” siger Søgaard.
Denne kontrol med sundhedsbudgetterne betyder, at selvom efterspørgslen på sundhedsydelser vokser med en aldrende befolkning, vil udbuddet ikke nødvendigvis følge med, hvilket holder udgifterne i skak. Det er en væsentlig årsag til, at Danmark, modsat mange andre lande, har set en flad udvikling i sundhedsudgifterne som andel af BNP over de seneste ti år.
Medicinsk teknologi kan drive udgifterne op
Selvom tid-til-død-effekten og stram økonomistyring holder sundhedsudgifterne nede, er der andre faktorer, der kan presse udgifterne op. Et af de største pres kommer fra den medicinske udvikling, som især gavner ældre patienter.
Fænomenet kaldes “aldersstejling” og dækker over, at ældre modtager flere og dyrere behandlinger i takt med den teknologiske udvikling. Det er blandt andet blevet påvist i internationale studier, hvor det fremgår, at medicinsk praksis har favoriseret ældre mere end yngre patienter.
”Det er altså både den kraftige stigning i antallet af ældre patienter og det faktum, at den gennemsnitlige ældre patient modtager flere dyre behandlinger, som vækker bekymring,” fremgår det af forskernes bagvedliggende studie.
Plejeudgifterne bliver en udfordring for kommunerne
Mens sygehusudgifterne ser ud til i et vist omfang at kunne kontrolleres, ser billedet anderledes ud for kommunernes ældrepleje.
Ifølge studiet vil udgifterne til plejehjem og hjemmehjælp stige markant i takt med, at flere danskere lever længere.
”Til trods for, at kommunerne hele tiden søger og finder nye og mere effektive måder at yde pleje til ældre borgere, vil der altid være en vis del af de ældre borgere, der er så svækkede, at de gennem lang tid har brug for meget basal pleje enten i hjemmet eller på et plejecenter,” konkluderer forskerne.
I 2023 udgjorde de samlede udgifter til personlig ældrepleje næsten 56 mia. kr., hvilket svarer til omkring halvdelen af de samlede hospitalsudgifter på 116 mia. kr. Denne andel forventes at vokse betydeligt i takt med den aldrende befolkning.
