Det netop udsendte lovforslag til en ny sundhedsstruktur i 2027, afslører i løbet af sine mere end 900 sider en betydelig centralisering af sundhedsopgaver.
Det er næppe en hemmelighed, at de nye sundhedsråd får en central rolle i forvaltningen af det nære sundhedsvæsen, og selvom det hele tiden har ligget i kortene, at kommunerne ikke har helt samme vilkår, når det kommer til indflydelse, så bliver endnu mere tydeligt, når man læser de 900 sider, at kommunerne slet ikke får lige vilkår med regionerne i beslutningsprocesserne.
En særlig problematik er kommunernes begrænsede adgang til information, hvilket kan svække deres mulighed for reel indflydelse.
Begrænsning af sagsindsigt i sundhedsrådene
En af de væsentligste udfordringer for kommunerne i den nye sundhedsstruktur er deres begrænsede adgang til sagsindsigt. Ifølge overgangsloven kan regionsrådsformanden begrænse adgangen til information, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til sagsbehandlingens effektivitet eller hvis det vil medføre “uforholdsmæssigt store vanskeligheder.”
“Regionsrådsformanden vil kunne begrænse retten til sagsindsigt, når det er nødvendigt af hensyn til sagernes ekspedition, eller når en adgang til sagsindsigt i øvrigt vil være forbundet med uforholdsmæssigt store vanskeligheder.” (s. 121.)
Dette betyder, at kommunale medlemmer kan stå i en situation, hvor de ikke har adgang til de nødvendige informationer til at træffe informerede beslutninger. I praksis kan dette give regionerne en betydelig fordel, da de har den administrative kontrol over, hvilke oplysninger der bliver delt.
Regionsrådets beslutning om informationsdeling
Overgangsloven giver regionsrådene en central rolle i at fastlægge retningslinjer for informationsdeling i sundhedsrådene. Det betyder, at det regionale niveau bestemmer, hvor meget og hvilken type information kommunerne får adgang til.
“Regionsrådet vil dog kunne fastsætte nærmere retningslinjer for udøvelsen af retten til at få tilsendt sagsmateriale, herunder begrænsninger i retten hertil, når dette findes nødvendigt.” (s.121)
Dette indebærer, at kommunerne ikke har en automatisk ret til samme niveau af sagsindsigt som regionerne. I en situation, hvor sundhedsrådene skal tage beslutninger om fordelingen af ressourcer eller nye sundhedsinitiativer, vil kommunale repræsentanter dermed kunne befinde sig i en position, hvor de ikke har adgang til det samme datagrundlag som deres regionale modparter.
Det skal her bemærkes, at som regionsrådene ser ud i dag, er der mange der sidder på dobbeltmandater, idet de også er medlem af en kommunalbestyrelse, så derfor bliver det interessant at følge i hvilket omfang, det her får betydning.
Instruktionsbeføjelser over for kommunale medlemmer
Et andet vigtigt aspekt af overgangsloven er, at kommunale medlemmer af sundhedsrådene ikke må modtage instrukser fra deres hjemkommune i deres virke i rådene. De handler uafhængigt og kan ikke tvinges til at repræsentere kommunens interesser.
“Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil have adgang til at udøve instruktionsbeføjelser over for et medlem af sundhedsrådet, der vil repræsentere kommunalbestyrelsen, i forbindelse med medlemmets virke i sundhedsrådet.” (s. 159)
Dette kan føre til en fragmentering af kommunernes interesser, da hver enkelt kommunal repræsentant agerer på egne vegne i stedet for på vegne af en samlet kommune eller blok af kommuner. Samtidig betyder det, at regionerne har et stærkere organisatorisk fundament, da de potentielt kan koordinere deres repræsentanter mere effektivt.
Adgang til forberedende materiale
Overgangsloven fastsætter, at sundhedsrådene skal have adgang til dagsordener og relevante materialer forud for deres møder. Imidlertid har regionerne kontrol over, hvordan og hvornår dette materiale deles, hvilket skaber en potentiel skævvridning i adgangen til viden.
“Forud for de forberedende sundhedsråds møder vil der skulle udsendes en dagsorden og det fornødne materiale til bedømmelse af de sager, der er optaget på dagsordenen, til medlemmerne.” (s. 381)
Da regionerne fastsætter retningslinjerne for deling af forberedende materiale, kan de potentielt tilbageholde eller begrænse adgangen til centrale dokumenter, som kommunale medlemmer ellers ville have haft gavn af i deres deltagelse i beslutningsprocesserne. Det betyder, at de kommunale medlemmer i praksis kan blive tvunget til at træffe beslutninger på et begrænset informationsgrundlag.
Konsekvenser for kommunernes rolle i sundhedsrådene
De ovenstående faktorer peger samlet set på, at kommunerne får en svagere position i de nye sundhedsråd end regionerne. Kommunernes adgang til information er ikke garanteret, og regionerne har kontrol over både sagsmateriale, mødegrundlag og beslutningsprocesser. Dette fører til flere centrale problemstillinger:
- Manglende lige adgang til information: De kommunale medlemmer har ikke en selvstændig ret til sagsindsigt, men er afhængige af regionernes velvilje til at dele oplysninger.
- Fragmenteret kommunal repræsentation: Kommunale medlemmer kan ikke modtage instruktioner fra deres kommunalbestyrelser, hvilket svækker den kommunale stemme i sundhedsrådene.
- Regionernes beslutningsmonopol: Regionerne har den afgørende stemme i sundhedsrådene og kan kontrollere, hvilke oplysninger der deles med kommunerne.
- Asymmetrisk beslutningsgrundlag: Da regionerne har større administrativ kapacitet og adgang til forberedende materiale, har de en strategisk fordel i beslutningsprocesserne.
Det skal her bemærkes, at der i de kommende sundhedsråd over tid potentielt kan opstå et meget broget politisk beslutningsbillede, hvor man ikke kan tale om kommunale eller regionale repræsentanter, idet der findes relativt mange medlemmer i regionerne med dobbeltmandater. Det er derfor potentielt muligt, at regionsmedlemmer, der også sidder i en kommunalbestyrelse i forskellige sager vil vælge at stemme sammen med de “rene” kommunale medlemmer.
Mulige løsninger
For at give kommunerne en stærkere stemme i sundhedsrådene, kunne følgende overvejes:
- Lovsikret adgang til sagsmateriale: Kommunale medlemmer bør have en eksplicit ret til samme sagsindsigt som regionale medlemmer.
- Forvaltningsmæssig bistand til kommunale medlemmer: De kommunale medlemmer bør kunne trække på en fælles administrativ enhed, der sikrer, at de har samme adgang til sagsforberedelse som de regionale.
- Stærkere kommunal koordinering: De kommunale medlemmer vil få brug for at koordinere deres repræsentation i sundhedsrådene for at stå stærkere i beslutningsprocesserne. Det kan dog potentielt give nogle udfordringer, fordi man så får noget, som minder om et dårligt fungerende to-parts-system med hver deres forvaltningsmæssige back up.
Overgangsloven indebærer en ny organisering af sundhedsvæsenet, men den skaber samtidig en magtbalance, hvor regionerne har en betydelig fordel over kommunerne.
Med en begrænset adgang til information og sagsindsigt risikerer de kommunale medlemmer at blive reduceret til en rådgivende funktion uden reel beslutningskraft. Skal sundhedsreformen lykkes med at skabe et nært og tilgængeligt sundhedsvæsen, er det afgørende, at de kommunale medlemmer sikres en mere reel og ligeværdig plads ved bordet.
