Klimaprojektet LIFE ACT løb i efteråret 2024 ind i nogle ledelsesmæssige udfordringer i forhold til EU, da den politiske aftale på sundhedsområdet fratog regionerne ansvaret for klima og grøn omstilling.
Det har siden krævet et intensivt arbejde i Region Midtjylland, som ellers var påtegnet som projektejer for det store projekt med et samlet budget på 212 mio. kr., men nu er det altså lykkedes at finde en projektejer, sådan som EU ønsker det, fremgår det af en pressemeddelelse.
Lettet formand
Resultatet er en ny ledelsesstruktur, hvor Aarhus Kommune overtager projektejerskabet for LIFE ACT, der oprindeligt skulle være startet op den 1. januar 2025 med henblik på at accelerere implementeringen af kommunale klimahandlingsplaner med 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Og det er en glad formand for projektet, som kan ånde lettet op med udsigten til, at man kan beholde godt 118 mio. kr. fra EU og drive projektet videre
“I et enestående og nyskabende regionalt samarbejde har vi og de øvrige partnere brugt mange ressourcer på at udvikle LIFE ACT og få det gennem nåleøjet til EU LIFE-midler. Derfor er jeg også både glad for og lettet over, at vi sammen med det nye ledelseskonsortium med kommuner, et universitet og en styrelse er lykkedes med at finde en ny perspektivrig løsning for ledelse af LIFE ACT,” siger Kim Kofod Hansen, udviklingsdirektør i Region Midtjylland og formand for styregruppen i LIFE ACT.
Et ledelseskonsortium
Aarhus kommune var allerede ude i december, for at tilbyde sig:
”Vi er i Aarhus klar til at tage ansvar for, at kommunerne har midler til at fortsætte det store arbejde mod et klimaneutralt og klimarobust samfund,” lød det fra Anders Winnerskjold, borgmester i Aarhus Kommune.
Læs også: Kommune byder ind på regionalt EU-projekt
Aarhus Kommune får i det nye ledelseskonsortium støtte af SDU Climate Cluster, som både vil bidrage til projektets ledelse og den forskningsmæssige udvikling.
De to partnere danner sammen med Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning og kommunerne Høje-Taastrup, Kalundborg, Odsherred og Middelfart også rammen om den daglige ledelse af projektets syv tematiske indsatsområder – de såkaldt faglige arbejdspakker.
Universitet ser stort potentiale
Den nye ledelsesstruktur giver også kommunerne en større rolle i projektets daglige koordinering og strategiske retning.
”Vi ser frem til at løfte projektejerskabet i samarbejde med de øvrige partnere. Det er en unik mulighed for at lære og videregive viden, og vi er stolte over at kunne gå forrest i arbejdet for hurtigere klimahandling,” udtaler Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Samtidig får SDU Climate Cluster en fremtrædende rolle i projektets forskningsbaserede arbejde. Forskningsmiljøerne vil blandt andet bidrage med viden om høstning og lagring af solenergi, naturbaserede løsninger, arealanvendelse samt strategier til at håndtere ekstreme vejrforhold som hedebølger og tørke.
”Som universitet med stærkt fokus på klima er LIFE ACT et utroligt spændende projekt at deltage i. Vi ser et stort potentiale i at bringe vores viden i spil til gavn for de forandringer, Danmark står overfor. Dette projekt giver os en fantastisk mulighed for at afprøve løsninger og lære sammen på tværs af sektorer,” siger professor Sebastian Mernild, leder af SDU Climate Cluster.Der er oprettet en hjemmeside for LIFE ACT-partnerskabet bl.a. med en beskrivelse af de ledelsesmæssige og tematiske arbejdspakker, der er planlagt. Læs mere på www.life-act.eu.