Mens sommeren står for døren, begynder forberedelserne til efterårets regionalvalg for alvor at tage form i det østlige Danmark.
Regionsrådene i både Region Hovedstaden og Region Sjælland har nu behandlet hver deres enslydende dagsordenspunkter, der markerer et startskud for en fælles kommunikationskampagne målrettet regionsvalget i Region Østdanmark.
Baggrunden er den politiske aftale om sundhedsreformen, som betyder, at borgerne i Østdanmark til november for første gang skal stemme til ét samlet regionsråd for hele Sjælland og øerne.
Læs også: Pia i kampform: Hvad er der i vente for de andre spidskandidater i Region Østdanmark?
To-trins kampagne
For at sikre, at vælgerne føler sig klædt på til den nye virkelighed, planlægger regionerne en todelt kampagne i samarbejde med Danske Regioner.
Kampagnen består af en såkaldt forbrænderkampagne, der starter i september og skal give borgerne viden om den nye regionsdannelse, efterfulgt af en stemmekampagne i de sidste uger op til valgdagen den 18. november.
Begge dele lægger sig tæt op ad Danske Regioners nationale “Stem med”-kampagne, men får et særligt østligt præg med fokus på fælles identitet og demokrati.
Har afsat to millioner
Regionerne trækker i fællesskab på et eksternt unavngivet bureau for at udvikle et kreativt koncept og en målrettet medieplan, og har samlet afsat to millioner kroner til indsatsen. Initiativet skal både mindske tvivl og øge stemmedeltagelsen i en ny administrativ virkelighed, hvor mange vælgere for første gang skal forholde sig til en ny geografisk og politisk enhed.
De ensartede dagsordenspunkter, som nu er/bliver behandlet i begge regionsråd understreger, at det ikke kun er politisk, men nede i det forvaltningsmæssige maskinhus, at Østdanmark gearer endnu et hak op.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan Region Sjælland og Region Hovedstaden indfører ens retningslinjer for valgaktiviteter forud for valget til Region Østdanmark.
Læs også: Fælles spilleregler skal sikre fair valgkamp i ny storregion