Region Sjælland har nu sat navn på, hvem der skal lede Det Nære Sundhedsvæsen frem til etableringen af den nye Region Østdanmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at valget er faldet på Dan Brun Petersen, speciallæge i akutmedicin og hidtidig lægefaglig vicedirektør på Holbæk Sygehus.
Han fremhæves af regionsdirektør Mette Touborg som en profil med både ”tung ledelseserfaring og bred indsigt i mange grene af sundhedsvæsenet”.
Det skal her bemærkes for dem der ikke kan huske det, at Dan Brun Petersen også var vicedirektør, da regionsdirektør Mette Touborg var hospitalsdirektør på Holbæk Sygehus, så de har tidligere arbejdet tæt sammen.
Dan Brun Petersen er tiltrådt tirsdag den 19. august og han forventes at blive i posten frem til udgangen af 2026, hvor Region Østdanmark går i drift, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det er dermed ikke givet at han også er direktør for “Det nære Sundhedsvæsen” i fremtidens Østdanmark.
Et pludseligt skifte
Konstitueringen kommer kun en uge efter at hans forgænger, Trine Holgersen, forsvandt stille ud ad døren. Regional-indsigt kunne dengang som første medie afsløre fratrædelsen, der blev kommunikeret via en intern mail til samarbejdspartnere.
Læs også: Direktør forlader Region Sjælland – kan være første træk i stoleleg
Officielt skete det ”efter gensidig aftale” – men uden et presseopslag som det vi ser ved Dan Brun Petersens tiltrædelse.
At Holgersen måtte stoppe med så kort tid til etableringen af Region Østdanmark, har undret mange. Region Sjælland står bl.a. foran en kæmpe opgave med at sikre markant flere praktiserende læger i udkantsområderne.
Trine Holgersen havde som noget af det sidste som direktør været involveret i den kontroversielle sag om lægebussen på Lolland, hvor regionen administrativt afviste en større bus trods fondsmidler og uden driftsudgift var til stede.
En beslutning, der udløste kritik fra både læger og politikere
Tavshed fra både region og hovedperson
Hvorfor Holgersen måtte forlade posten, har ingen villet udtale sig om. Sjællandske medier har forgæves forsøgt at få svar fra regionens topledelse, men undre sig over det svar mediet har fået fra regionen hvor man skriver, at Trine Holgersen har stået i spidsen for udvikling af nye og innovative løsninger, der vil være afgørende, når sundhedsreformens mål om et nært og sammenhængende sundhedsvæsen skal implementeres.
Dermed står billedet tilbage af en direktør, der forsvandt i tavshed, og en ny profil en anden type af erfaring, der træder til midt i både sundhedsreformens implementering og forberedelserne til Region Østdanmark.
”Region Sjælland sidder med alle esserne”
Selv er Dan Brun Petersen klar over udfordringerne:
”Region Sjælland er der, hvor alle udfordringer mødes. Her er i nogle områder langt mellem husene og endnu længere mellem lægerne. Men jeg har samtidig en oplevelse af, at Region Sjælland sidder med alle esserne, når det kommer til praktisk erfaring med, hvad der virker og hvad der ikke virker,” siger han.
Med andre ord overtager en akutlæge nu styringen af det nære sundhedsvæsen.