Regeringen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) præsenterede mandag et fælles forståelsespapir om udviklingen af almen praksis. Dermed er en periode med markant konflikt afløst af en aftale, hvor parterne erklærer sig enige om kursen for det nære sundhedsvæsen.
I sommers sendte ministeren et udkast til lovpakke 2b i høring, og næsten siden har lægerne været i en kraftig modoffensiv.
Lægeforeningen og PLO advarede gang på gang og i et utal af medier mod, at centrale områder som honorarer, åbningstider, kvalitetsarbejde og efteruddannelse blev flyttet ud af aftalesystemet og ind under statslig styring. PLO kaldte det både “problematisk” og i strid med sundhedsreformens ånd.
På sidelinjen stod Danske Regioner, der valgte at bakke op om pakken uden stort set, at gå ind i lægernes kritik på diverse medier.
Fælles forståelse efter forhandling
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) valgte at reagere. Efter intense forhandlinger lægger hun i præsentationen af et forståelsespapir med PLO vægt på lægernes placering i sundhedsvæsnet:
“De praktiserende læger er i dag en hjørnesten i vores sundhedsvæsen, og med sundhedsreformen er lægerne også i fremtiden tiltænkt en nøglerolle,” siger hun i en pressemeddelelse, hvor hun understreger, at det er vigtigt at lægerne kan se sig selv i reformen,
“For de er en helt central sparrings- og aftalepartner i arbejdet med at styrke og udvikle det nære sundhedsvæsen. Og jeg er glad for, at vi er lykkedes med at opnå en fælles forståelse”, lyder det.
PLO udtrykker også tilfredshed med forståelsespapieret.
“Det betyder, at lægerne fortsat har reel indflydelse på rammerne for deres arbejde. Det skaber ro og tryghed, og det kommer patienterne til gavn,” siger formand for PLO Jørgen Skadborg.
Men det korte af det lange er, at PLO kommer til at spille en betydeligt mindre rolle end i dag.
Hvad opnåede opnåede parterne?
Spørgsmålet er nemlig om PLO fik fjernet alle de nye elementer, man ville af med i form af en national opgavebeskrivelse, et praksisklagenævn og en smallere ramme for aftaler end i dag?
Det korte svar er – ja, de fik fjernet noget af de de agiterede imod. For eksempel at almen praksis fortsat skal være et aftalebaseret område, at ændringer skal ske i dialog, og at økonomi og rammer fortsat forhandles mellem PLO og RLTN.
Men de måtte acceptere en strammere national styring end hidtil. Forståelsespapiret bekræfter nemlig, at der indføres en national opgavebeskrivelse og en basisfunktion, fastlagt af Sundhedsstyrelsen, som alle klinikker skal rette ind efter. Dertil kommer et nyt praksisklagenævn og et smallere aftalegrundlag end i dag.
Ser vi det i ministerperspektiv, er der særligt en passus i forståelsespapiret, som er værd at bemærke:
“At ændrede opgaver og justeringer i basisfunktionen eller øvrige krav, som udgangspunkt ikke
automatisk forudsætter en genforhandling af de økonomiske vilkår.”
Det smager lidt af, at regionerne og ministeren har skåret ledelsesretten ud i pap i denne overenskomst.
Ser ser vi på det samlede forhandlingsforløb, ligner det et, hvor ministeren fra start har sat barren højere og hårdt for at kunne give indrømmelser og dermed sikre opbakning – uden at give køb på de grundlæggende styringselementer, og det er derfor et åbent spørgsmål om ministeren i virkeligheden lander der, hvor hun på forhånd troede det muligt.
Regionerne skal løfte
Hos Danske Regioner hilser man officielt aftalen velkommen og ser man det med regionale briller, så har regionerne fået mere ansvar og flere forpligtelser – men de skal også levere langt mere understøttelse af almen praksis.
Det kan hurtigt føles som en ekstra byrde, især fordi regionerne allerede kæmper med lægedækningsproblemer (jf. udviklingen i Nordjylland med flere regionsklinikker).
Så selvom Danske Regioners pressemeddelelse giver indtryk af bred tilfredshed, er spørgsmålet, om regionerne i praksis er helt så begejstrede. Forståelsespapiret lægger op til, at regionerne skal løfte en tungere koordinations- og understøttelsesopgave, men uden at få meget mere styringskraft over økonomien – den forbliver i aftaler mellem PLO og RLTN.
Ser man på forløbet, har lægerne altså fået sikret en plads ved bordet – men på et smallere bord end før. Regeringen fastholder de store styringselementer, mens PLO kan sige til sine medlemmer, at man har afværget det værste og sikret reelle forhandlinger om rammer og økonomi.
Overblik
PLO fik:
- Fortsat aftalebaseret system: Aftaler mellem PLO og RLTN bevares – også om drift, klinikformer, efteruddannelse og kvalitet.
- Kobling mellem krav og økonomi: Nye eller væsentligt ændrede krav (fx åbningstider) skal udløse genforhandling af økonomien.
- Gradvis honorarændring: Ny differentieret honorarstruktur indfases fra 2027 med overgangsordning, så læger ikke mister indtægt fra dag ét.
- Politisk signal: Regeringen slår fast, at almen praksis fortsat er “rygraden” i sundhedsvæsenet, og at lægerne er en central aftalepartner.
PLO måtte acceptere:
- National styring: En ny national opgavebeskrivelse og basisfunktion, fastlagt af Sundhedsstyrelsen, sætter rammerne for klinikkernes arbejde.
- Mere kontrol: Det er alene regionen, der beslutter, om en klinik eller en læge skal have en sanktioners ved en klage – der dog kan ankes til et nyt praksisklagenævn, ligesom rammerne for, hvornår læger kan frasige patienter lægges i regionens hænder – og så skal regionerne have adgang til økonomiske nøgletal.
- Smallere forhandlingsrum: Aftaler kan stadig indgås, men på færre områder end i dag. Staten og regionerne får større rolle i styring og koordinering.
