Skip to main content

Når nordjyderne går til stemmeurnerne i november, er Anne Honoré Østergaard blandt kandidaterne til regionsrådet for Venstre. Hun ser sundhedsreformen og etableringen af sundhedsrådene som en sjælden chance for at opbygge noget nyt i regionen.

”Noget af det, der gør, at jeg stiller op igen, er, at regionen skal være med til at bygge noget nyt op. “Det passer rigtig godt til min erfaring og mit drive – hvornår får man ellers lov at skabe noget fra bunden?”” siger hun til Regional-Indsigt.

Hun er stærkt optaget af, at den betydning som sundhedsrådene får i forhold til samarbejdet mellem kommuner og regioner ude i det nære sundhedsvæsen.

Regionerne skal sidde for bordenden

Anne Honoré Østergaard stiller også op til kommunalbestyrelsen i Aalborg og selvom der har været megen debat op til sundhedsreformen og kritik fra kommunerne af, at regionerne skulle sidde for bordenden, så mener hun, at det giver god mening, at flertallet i sundhedsrådene placeres hos regionspolitikerne.

”Jeg har tidligere set borgmestre kæmpe for deres egen kommune. Men når vi sidder i regionen har vi ansvaret for helheden. Derfor er det klogt, at man har valgt at give flertallet til regionen. På den måde sikrer vi, at hele Nordjylland er med  og vi undgår, at arbejdet ender i små lokale interesser fremfor helheden,” siger hun.

Men giver det ikke udfordringer sådan potentielt at have to kasketter?

Anne Honoré Østergaard erkender, at det kan give udfordringer, hvis hun vælges til både regionsrådet og kommunalbestyrelsen i Aalborg.

“Hvis jeg bliver valgt begge steder, vil jeg bruge det som en styrke. Det giver mig mulighed for at skabe bedre sammenhæng mellem region og kommune – præcis dér, hvor vi i dag ser alt for mange brud,” lyder hendes svar.

Satser på helhed og pragmatisme

Anne Honoré Østergaard har erfaring fra både Folketinget og regionsrådet og peger på, at hendes blik altid vil være på hele Nordjylland – ikke kun Aalborg. Hun ser derfor ikke den konfliktpalette, som man kan opleve på Sjælland.

“Nordjyderne er traditionelt præget af pragmatisme, og jeg forventer også vil præge samarbejdet i de nye sundhedsråd,” siger hun.

Hun lægger samtidig afstand til det sognerådsperspektiv, der tidligere er set i andre fora. Sidder man i regionsrådet, drejer det sig om at have fokus på helheder, lyder det.

Kampagnen uden Meta

Som mange andre kandidater mærker hun konsekvensen af, at Meta har lukket for politiske reklamer. Det får hende dog ikke til at give op på synligheden.

”Jeg bruger min bil som en kørende valgplakat. Det er lidt som en busreklame – bare meget billigere. Og så har jeg selvfølgelig de klassiske valgplakater og bannere.”

Hun satser samtidig på sociale medier – og især på LinkedIn, hvor hun aktuelt oplever stor gennemslagskraft, med opslag der når over 10.000 læsere.

”Jeg har været overrasket over, hvor godt LinkedIn virker. Det er faktisk et rigtig fint sted at nå folk,” siger Anne Honoré Østergaard.

Derudover overvejer hun at genstarte hendes TikTok-konto.

Kampen om stemmerne

For at bevare sin plads i regionsrådet skal Anne Honoré Østergaard denne gang ud og skrabe langt flere stemmer sammen end tidligere. Ved valget i 2021 svarede et mandat i Region Nordjylland til omkring 7.900 stemmer.

Til valget i 2025 har vi tidligere på Regional- Indsigt vurderet, at tallet kunne stige til omkring 12.900 stemmer – bl.a. fordi antallet af mandater i regionen reduceres, og fordi fraflytningen fra Nordjylland overstiger tilflytningen.

”Jeg er fuldt bevidst om, at det kræver rigtig mange stemmer at blive valgt. Det handler om at komme bredt ud – og derfor bruger jeg både plakater, bilen og sociale medier og så naturligvis møder med vælgere og nordjyderne ude i hverdagen,” siger hun.

Med sin kombination af politisk erfaring, sundhedsfokus og aktiv tilstedeværelse på sociale medier tegner Anne Honoré Østergaard et billede af en kandidat, der vil meget mere end blot genopstille.


Fakta: Anne Honoré Østergaard (V)

  • 47 år, bosat i Aalborg
  • Uddannet sygeplejerske og selvstændig
  • Medlem af Folketinget 2015-2019
  • Regionsrådsmedlem i Nordjylland siden 2021
  • Medlem af forretningsudvalget i Region Nordjylland
  • 8 års erfaring fra Aalborg Byråd
  • Kandidat til både Regionsrådet og Aalborg Byråd ved valget 2025

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind