Efter et usædvanligt turbulent forhandlingsforløb har Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) indgået en etårig overenskomst for almen praksis i 2026.
Aftalen faldt først på plads i slutningen af januar – efter at PLO i november trak sig fra forhandlingerne og offentligt satte spørgsmålstegn ved regionernes vilje til at investere i det nære sundhedsvæsen.
Det fremgår af to enslydende pressemeddelelser fra de to organisationer.
Resultatet er en aftale, der i høj grad skal forstås som en overgangsløsning: Konflikten er afværget, men de grundlæggende uenigheder om økonomi, styring og honorarstruktur er ikke løst – blot udskudt.
Fra sammenbrud til kompromis
Da forhandlingerne brød sammen i november 2025, var meldingen fra PLO usædvanlig skarp. Ifølge PLO var regionerne ikke parate til at sikre den nødvendige økonomiske plads til den markante udbygning af almen praksis, som sundhedsreformen forudsætter:
”Når regionerne ikke vil prioritere de nødvendige investeringer, kan PLO ikke indgå en aftale om almen praksis i 2026,” udtalte PLO-formand Jørgen Skadborg i en pressemeddelelse.
Han pegede samtidig på, at antallet af praktiserende læger allerede i 2026 forventes at stige markant, og at det forudsætter en aftale, der giver plads til både flere læger og mere aktivitet.
Hos Danske Regioner var man ærgerlig over udviklingen. Her mente man at man havde imødekommet PLO ønske om prioritering ved at øge økonomiloftet.
“Regionerne havde lagt op til et trecifret millionbeløb i vækst på et enkelt år for almen praksis. Så der var også god plads til flere læger,” lød det fra RLTN-formand Lars Gaardhøj i en pressemeddelelse.
I december satte man sig så atter til forhandlingsbordet og nu små to måneder senere er parterne enige – men på en måde, der tydeligt afspejler, at 2026 betragtes som et mellemår.
Ingen økonomisk ramme – men ikke uden styring
Det mest opsigtsvækkende element i aftalen er, at der ikke fastsættes en øvre økonomisk ramme for almen praksis i 2026. Ifølge parterne skal det sikre, at nye praktiserende læger kan etablere sig uden frygt for efterfølgende modregning.
Lars Gaardhøj formulerer det således i pressemeddelelsen:
“Vi har ønsket at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt der er plads i økonomien til flere nye praktiserende læger. De nye læger skal have en god start.”
Hos PLO fremhæves samme pointe, men med et tydeligt reformperspektiv:
“Det er helt afgørende for PLO, at der i en aftale er økonomi til, at vi i år bliver flere praktiserende læger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i 2026 kan køre uden en øvre økonomisk ramme,” siger Jørgen Skadborg og tilføjer, at aftalen gør det muligt at “påbegynde det løft af det nære sundhedsvæsen, som er forudsat i sundhedsreformen”
Aftaledokumentet viser dog, at friheden er betinget. Regionerne og PLO forpligter sig til tæt månedlig opfølgning på udviklingen i aktivitet og omsætning, og hvis stigninger i omsætning pr. patient ikke kan forklares med demografi, opgaveflytning eller flere læger, kan parterne drøfte tiltag, der bremser udgiftsvæksten
Der er således ikke tale om et opgør med styring – men om en midlertidig suspension af den klassiske rammeøkonomi.
Basishonoraret løftes – tovholderrollen anerkendes
Aftalen indeholder samtidig et løft af basishonoraret på 95 mio. kr., som skal afspejle den stigende kompleksitet i almen praksis. Regionerne kobler løftet direkte til lægernes rolle i sundhedsreformen:
“De praktiserende læger har en nøglerolle i sundhedsreformen og udbygningen af det nære sundhedsvæsen,” siger Lars Gaardhøj og peger på en større rolle som tovholder for patienter i komplekse forløb
PLO kvitterer for anerkendelsen, men understreger samtidig, at opgaverne allerede nu vokser markant:
“Opgaveløsningen i almen praksis bliver mere og mere kompleks med øgede forventninger og krav fra patienterne og samfundet,” siger Jørgen Skadborg
Samtidig aftales et analysearbejde om omfanget af tværsektoriel kommunikation og koordinering, som først forventes at få betydning i forbindelse med overenskomsten fra 2027.
Et eksperimentår før den store reform
Samlet set fremstår overenskomsten for 2026 som et nødvendigt og bevidst kompromis. PLO har fået fjernet den økonomiske ramme og sikret et løft af basishonoraret, men må acceptere, at de grundlæggende spørgsmål om honorarstruktur og betaling for tovholderrollen udskydes.
Regionerne har på deres side givet afkald på den traditionelle budgetstyring i ét år, men har samtidig sikret sig omfattende monitorering og mulighed for indgreb, hvis udgifterne løber fra forudsætningerne.
Aftalen skaber dermed ro om almen praksis i 2026 – men den reelle styringskamp om økonomi, incitamenter og rollefordeling i det nære sundhedsvæsen er ikke afsluttet. Den er blot rykket videre til forhandlingerne om aftalen for 2027 og frem.
