Det fælles vikarstop i psykiatrien, der blev besluttet af Danske Regioner i september 2025 skulle skabe mere stabilitet og flere fastansatte læger. Men nu begynder der at tegne sig et andet billede i bevægelse.
På Regional-Indsigt ved vi fra flere kilder, at en række læger på tværs af psykiatrien har sendt en bekymringshenvendelse til regionerne, men både i Region Syddanmark og i Region Nordjylland kender man intet til en bekymringshenvendelse.
Det er interessant, for fra præcis de to regioner melder både klinikere og faglige repræsentanter om konsekvenser i hverdagen – og i et enkelt tilfælde en konkret nedlukning.
Regioner: Kender ikke til bekymringshenvendelser
I Region Nordjylland afviser man, som sagt, at være bekendt med, at flere læger skulle have rettet en samlet bekymringshenvendelse til Danske Regioner:
“Region Nordjylland er ikke bekendt med en bekymringsskrivelse fra ansatte stilet til Danske Regioner”, oplyser vicedirektør Peter Larsen, Aalborg Universitetshospital til Regional-Indsigt.
I Region Syddanmark kender man heller ikke til bekymringshenvendelsen.
“Region Syddanmark er ikke kopiorienteret om en eventuel bekymringshenvendelse fra lægerne i psykiatrien vedrørende konsekvenserne/bekymringerne ved stop for brug af lægevikarer i psykiatrien,” svarer Anne Mette Vind, der er stabsdirektør for psykiatri og tværsektoriel koordination.
Hun uddyber samtidig, at Danske Regioner ikke har rettet henvendelse til Region Syddanmark om en eventuel bekymringshenvendelse fra lægerne i psykiatrien omkring emnet.
Men i Region Nordjylland erkender man, at der er betydelige risici forbundet med udfasningen af langtidsvikarer: “Vi har fuld opmærksomhed på de risikoelementer, der er i forbindelse med stop for langtidsvikariater og de kompenserende handlinger, der måtte være nødvendig,” lyder det fra vicedirektør Peter Larsen.
Svarene kommer efter en længere proces, hvor eksempelvis Region Nordjylland har været over tre uger om at vende tilbage på vores spørgsmål.
Konsekvenser i praksis: Senge lukkes i Vejle
Mens de to regioner taler om risici, begynder konsekvenserne allerede at vise sig i driften.
I Region Syddanmark har Psykiatrisk Afdeling i Vejle måttet lukke et sengeafsnit med 15 pladser.
“Det er selvfølgelig en svær beslutning, men den er nødvendig i den situation, vi står i,” sagde cheflæge Kristina Espesen til Vejle Amts Folkeblad for godt tre uger siden.
Lukningen hænger direkte sammen med beslutningen om at udfase langtidsvikarer og manglen på faste speciallæger.
Samtidig betyder det, at patienter i en periode må dele stuer – noget, der ellers ikke anses som optimal behandling.
Faglig bekymring: “Vi mister dem, der allerede er der”
Bekymringen deles også i den faglige organisation. Formand for Lægeforeningen i Syddanmark, Mette Juul Kristoffersen, peger i et opslag på LinkedIn på, at problemet med mangel på speciallæger i psykiatrien handler ikke kun om at uddanne flere læger:
“Mange speciallæger forlader ikke faget, de arbejder blot videre i andre rammer,” skriver hun.
De søger som vores søstermedie OPS-Indsigt tidligere har beskrevet ud i den private sektor.
Mette Juul Kristoffersen efterlyser et opgør med den måde, man håndterer afgangen på: “Har vi egentlig spurgt dem, hvad der skulle til for, at de blev,” spørger hun.
Et ganske relevant spørgsmål, set i perspektiv af, at aktindsigter som Regional-Indsigt har fået, viser, at regionerne langt fra har succes med at konvertere vikarstillingerne til fastansættelser.
Meget kunne derfor tyde på, at regionerne skulle forfølge svaret på spørgsmålet fra Mette Juul Kristoffersen.
Fyldt op før stop – og nu begynder effekten
Tidligere har Regional-Indsigt dokumenteret, at flere regioner har indgået nye langtidsvikariater helt op mod den deadline 1. april 2026, som Danske Regioner har fastsat.
Strategien betød, at regionerne på kort sigt sikrede kapacitet – men samtidig skubbede udfordringen frem i tid.
Læs også: Danske Regioner strammer grebet om vikarstoppet i psykiatrien
Men selvom der fortsat er godt 7 måneder til, at alle langtidsvikariater skal være afviklet ifølge Danske Regioners beslutning, ser konsekvenserne ud til at løbe stille og roligt ind ude i regionerne.
Risiko for markant lægemangel
Ifølge kilder tæt på driften står flere psykiatriske afdelinger i bl.a Region Nordjylland over for en situation, hvor en stor del af lægerne er ansat i langtidsvikariater – og ikke ønsker at overgå til fastansættelse.
Kilder fortæller til Regional-Indsigt, at situationen på sygehuse som Thisted og Frederikshavn er den, at fire ud af fem psykiatere er langtidsvikarer.
Til det svarer regionen: “Antallet af langtidsvikariater varierer på tværs af Region Nordjyllands, psykiatriske afdelinger. På de nævnte afdelinger er der et forholdsvist højt antal langtidsvikariater.”
Det giver nogle helt særlige perspektiver, af hvilken situation, man kan stå i hos Region Nordjylland omkring årsskiftet, for så er det ikke sikkert, at man som i Region Syddanmark kan “nøjes” med at lukke en enkelt afdeling og rokere om på patienterne.
Et voksende spænd mellem styring og virkelighed
Samlet tegner der sig et billede af et vikarstop, der politisk er klart – men i praksis langt mere komplekst:
- Regionerne har fyldt op med vikarer frem mod stoppet
- Konverteringen til fastansættelser er begrænset
- Og nu begynder konsekvenserne at vise sig i driften
Samtidig afviser indtil videre to regioner kendskab til kritik fra læger – mens bekymringen vokser blandt både klinikere og faglige repræsentanter.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke længere, om vikarstoppet har konsekvenser.
Men hvordan regionerne vil håndtere dem, når vikarerne forsvinder – og om det offentlige system kan tilbyde vilkår, der får lægerne til at blive.



