Et politisk efterspil fra Christiansborg er nu rykket ind i regionsrådssalen i Region Syddanmark.

Mandag i næste uge skal regionsrådet tage stilling til, om Cecilie Liv Hansen – tidligere valgt for Liberal Alliance – skal fratages to centrale næstformandsposter. Det sker efter en anmodning fra hendes tidligere parti.

Det fremgår af to dagsordenspunkter til regionrådsmødet.

Dermed bliver en sag, der begyndte med hendes eksklusion fra Liberal Alliance efter folketingsvalget, nu også et regionalt anliggende.

Fra stemmesluger til løsgænger

Cecilie Liv Hansen har på kort tid opbygget en usædvanlig politisk position. Hun er valgt ind tre steder: Folketinget, Kolding Byråd og Regionsrådet i Syddanmark.

Hun var samtidig topscorer og stemmesluger ved regionalvalget for LA i Region Syddanmark og blev ifølge omtale i blandt andet Berlingske Tidende kaldt en kandidat, som “vælgerne elsker”.

Men kort efter folketingsvalget blev hun ekskluderet af Liberal Alliance. Partiet begrundede det med, at hun havde givet urigtige oplysninger om sin samlevers forhold.

Ifølge Liberal Alliances gruppeformand Ole Birk Olesen skyldtes eksklusionen, at:

“man havde fået kendskab til, at hendes kæreste har solgt cannabis.” Og at det: “sætter spørgsmålstegn ved Cecilie Liv Hansens dømmekraft,” lød i dagene efter at sagen rullede på Christiansborg.

Hun har siden fortsat som løsgænger – og fastholdt sine tre mandater.

Sagen rykker til regionen

Nu får sagen en ny dimension.

I dagsordenen til regionsrådsmødet fremgår det, at Liberal Alliance ønsker hende afsat fra to poster:

  • Næstformand i Forretningsudvalget
  • Næstformand i Sundhedsråd Lillebælt

Begrundelsen er ikke hendes person eller sagen fra Christiansborg – men hendes partiskifte.

I sagsfremstillingen står der: “Cecilie Liv Hansen ikke længere er medlem af Liberal Alliance, der efter konstitueringen … fik næstformandsposten”

Og anmodningen er direkte: “Cecilie Liv Hansen afsættes fra hvervet som næstformand pga. politiske forhold,” står der i punktet. Samme formulering går igen i sagen om sundhedsrådet.

Derfor vil LA have posterne tilbage

Forklaringen ligger i den måde, regionerne konstituerer sig på. Poster som næstformandsposter i forretningsudvalg og sundhedsråd bliver fordelt mellem partierne efter valget. Det var Liberal Alliance, der fik disse poster ved konstitueringen efter valget i november 2025.

Når Cecilie Liv Hansen ikke længere er medlem af partiet, ser LA det som et brud på den politiske aftale.

Selvom regionsrådsformand Bo Libergren (V) endnu ikke har haft lejlighed til at diskutere spørgsmålet med sin gruppe, så lægger hans holdning op ad LA`s forslag: “Min umiddelbare holdning er nok, at det er Liberal Alliance, som skal sidde i forretningsudvalget,” siger han til DR.

Cecilies tidligere partikollega i regionen har også været ude med riven i en meget tydelig melding overfor TV2Fyn,  hvor hun opfordrer til, at Cecilie Liv Hansen helt opgiver sit mandat.

“Så kan Liberal Alliance få partiets førstesuppleant ind,” lyder det.

Hvad kan regionsrådet gøre?

Juridisk er sagen relativt klar.

Regionsrådet kan lovligt afsætte Cecilie LIv Hansen fra posterne. Det fremgår af lovgrundlaget. Her skriver administrationen til politikerne:

“Det fremgår af overgangslovens § 31, stk. 1, jf. regionslovens § 14, stk. 3, at Regionsrådet kan afsætte eller fritage næstformanden for Forretningsudvalget for hvervet.” 

Det samme gælder for sundhedsrådet. Hertil kommer, at Indenrigsministeriet også har vurderet, at det er muligt at afsætte hende på den baggrund.

Hvad kan de ikke gøre?

Det afgørende er, at hendes mandat ikke er i spil. Mandatet i regionsrådet er personligt – og hun kan derfor ikke fjernes fra selve rådet.

Det understreges også i sagerne til regionspolitikerne:

  • Hun kan fortsat være medlem af regionsrådet
  • Men hun kan miste de poster, der følger med den politiske konstituering

Og dermed mister hun ikke blot indflydelse, men også honora, svarende til godt 150.000 kr. ifølge vores oplysninger.

Et principielt spørgsmål

Sagen illustrerer en klassisk – men sjældent så tydelig – spænding i dansk lokal- og regionalpolitik:

  • Vælgerne stemmer på personer
  • Men magten fordeles mellem partier

Cecilie Liv Hansen er fortsat valgt af vælgerne og kan beholde sit mandat.

Men de poster, der giver reel indflydelse, kan flertallet i regionsrådet tage fra hende – med henvisning til netop “politiske forhold”.

Et efterspil, der rækker ud over regionen

Dermed bliver sagen mere end en lokal konflikt. Den viser, hvordan en sag fra Christiansborg – om eksklusion, troværdighed og partilinje – kan få konkrete konsekvenser i en region. Og den rejser et grundlæggende spørgsmål:

Hvor meget af den magt, vælgerne har givet en kandidat, følger med, når partiet forsvinder?

Mandatet er hendes. – Men mandag kan regionsrådet beslutte, at magtpositionerne som næstformand ikke længere er det.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind