Der er lagt op til en klassisk magtkamp i den nye Region Østdanmark. På den ene side en administration, der forbereder konkrete besparelser på op mod 100 mio. kr. i den kollektive trafik. På den anden side et enigt politisk udvalg, der nu offentligt afviser hele præmissen.

I en pressemeddelelse slår det forberedende udvalg for regional udvikling fast:

“Udvalget anerkender ikke en præmis om, at der skal gennemføres besparelser på den kollektive trafik.” Og budskabet gentages endnu skarpere fra formand Line Ervolder (K):

“Vi går ikke ind på en præmis om, at der skal skæres i den kollektive trafik.”

Dermed sætter politikerne en tydelig stopper for det spor, administrationen ellers allerede er begyndt at rulle ud. De vil nemlig have det fulde overblik, inden de som nyt udvalg tager stilling, fremgår det.

Sparekatalog sat i gang før beslutningen

For parallelt med den politiske afvisning er arbejdet med et sparekatalog allerede i fuld gang.

Af dagsordensmaterialet fremgår det, at: “Movia er derfor bedt om at opstarte udarbejdelsen af et besparelseskatalog.”

Baggrunden er et forventet økonomisk pres som følge af sundhedsreformen og ændringer i bloktilskuddet:

“Region Østdanmark står over for mulige besparelser på op til 148 mio. kr. i alt … måske op mod 100 mio. kr. i den kollektive trafik,” skriver administrationen til politikerne.

Med andre ord: Selvom politikerne afviser præmissen, arbejder systemet allerede med konkrete scenarier for nedskæringer.

“Vi skal ikke starte med at skære”

Det er netop denne rækkefølge, politikerne nu gør op med.

Næstformand Bruno Jerup (Ø) siger: “Vi skal ikke starte med at diskutere, hvilke buslinjer der kan skæres væk.”

I stedet ønsker udvalget at vende blikket mod effektiviseringer: “Vi forventer også, at Movia bidrager konstruktivt og ser på, hvordan fællesudgifter og administration kan reduceres, før borgernes busforbindelser overhovedet kommer i spil.”

Dermed forsøger politikerne at flytte fokus fra serviceforringelser til interne administrative besparelser. – Og det her værd at bemærke, at det her er et helt nyt udvalg i en hel ny region, der har fået et oplæg, som på mange måder ligner dem, de gamle udvalg i de to regioner kunne have fået.

Men regnestykket peger ét sted hen

Problemet er, at økonomien i den kollektive trafik er bundet. Ifølge materialet er:

  • Størstedelen af budgettet låst i bane, letbane og faste udgifter
  • Kun en mindre del reelt til at justere

Konsekvensen er klar: “Det forventes derfor, at størstedelen af besparelsen skal ske på busdriften.”

Og i det tilhørende faktaark bliver konsekvenserne tegnet op: “En besparelse på 100 mio. kr. … vil i praksis betyde nedlæggelse af en betydelig del af de regionale buslinjer,” fremgår det.

Politisk stop – administrativ fremdrift

Konflikten er dermed tydelig. Administrationen arbejder frem mod en konkret trafikbestilling i 2027 og politikerne nægter at tage hul på selve besparelsessporet

Alligevel fortsætter processen. Tidsplanen viser, at et sparekatalog:

  • behandles hen over foråret og sommeren
  • kobles direkte til budget og trafikbestilling for 2027

Det betyder, at de konkrete valg kan ligge klar, når økonomiaftalen falder på plads.

Pres på staten – og kontrol med dagsordenen

Pressemeddelelsen peger samtidig tydeligt opad i systemet: “Det her er en udfordring, der skal løses nationalt,” lyder det fra Line Ervolder.

Dermed bliver afvisningen også et politisk signal i de kommende forhandlinger med staten. Men internt handler det også om noget andet: Hvem sætter dagsordenen?

For mens administrationen arbejder ud fra et scenarie med besparelser, insisterer politikerne på at definere problemet først.

Udvalget har sat foden ned – men ikke trukket stikket. Sparekataloget lever videre i systemet. Og hvis pengene ikke kommer fra staten, kan diskussionen hurtigt skifte karakter:

Fra om der skal spares, til hvor der skal skæres.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind