Regionerne får fra 2027 årligt 200 mio. kr. til at udbygge behandlingen i borgernes hjem.

Pengene skal blandt andet gå til mere IV-behandling, diagnostik i hjemmet, behandling af ældre og andre sårbare patienter samt assisteret hjemmedialyse i hele landet. Men regionerne skal ikke etablere særskilte hjemmebehandlingsteams til de nye opgaver. I stedet skal indsatserne bygges op omkring den regionale akutsygepleje, som regionerne samtidig overtager ansvaret for fra kommunerne den 1. januar 2027.

Dermed giver aftalen akutsygeplejen en større rolle, allerede mens den nye regionale organisation er under opbygning.

Det fremgår af aftalen om hjemmebehandling og digitale sundhedstilbud, som regeringen, Danske Regioner og KL indgik den 11. november.

Ministeren er rigtig glad for aftalen, fordi flere patienter får mulighed for at få behandling i eget hjem. 

“De mennesker, der har en sygdom, der kræver hyppig behandling på hospitalet, vil i højere grad kunne få behandling i eget hjem. Det vil være med til at bevare en hverdag i trygge rammer, hvor man er tæt på familie og venner,” lyder det fra sundhedsminister Ida Auken i en pressemeddelelse.

Ingen særskilte hjemmebehandlingsteams

Midlerne har siden sundhedsreformen været omtalt som penge til hjemmebehandlingsteams. Den nye aftale præciserer imidlertid, at det ikke er hensigten at oprette selvstændige teams ved siden af akutsygeplejen.

Regionerne skal i stedet udbygge hjemmebehandlingen gennem de udkørende funktioner, som etableres i forbindelse med den regionale akutsygepleje. Det betyder, at akutsygeplejen både skal håndtere akut opstået sygdom og forværring af kendt sygdom og samtidig løfte flere planlagte behandlinger i hjemmet.

Aftalen lægger blandt andet op til, at flere patienter skal kunne modtage antibiotika, væske og anden medicin intravenøst i hjemmet. Behandlingen skal også kunne gives uden for dagtid.

Den regionale akutsygepleje skal desuden kunne foretage mere diagnostik, herunder prøvetagning og kliniske vurderinger, så flere patienter kan afklares uden fremmøde på sygehuset.

Forskelligt udgangspunkt i regionerne

Aftalen lægger ikke skjul på, at regionerne overtager en opgave, der hidtil har været organiseret forskelligt fra kommune til kommune. Der er derfor også forskel på, hvor mange medarbejdere og hvor meget eksisterende kapacitet der følger med over i de regionale organisationer.

I aftalen hedder det, at der i etableringsperioden vil være: “et stort arbejde for regionerne med at opbygge kapacitet og kompetence”.

Det skal blandt andet ske gennem opkvalificering af medarbejdere og etablering af nye rammer for den regionale opgave.

Formuleringen er central, fordi de politiske mål gælder hele landet. Akutsygeplejen skal stå til rådighed døgnet rundt, og assisteret hjemmedialyse skal tilbydes relevante patienter i samtlige 17 sundhedsråd fra begyndelsen af 2028. – Men sundhedsrådene begynder ikke med samme bemanding, geografi eller kommunale udgangspunkt.

Regionerne rekrutterer fortsat

Flere regioner er fortsat i gang med at rekruttere til de nye funktioner få uger før overtagelsen den første januar 2027.

En stikprøve hos jobnet.dk viser, at Region Østdanmark eksempelvis har slået ti stillinger op til akutsygeplejen i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne med ansættelse fra 1. januar. Region Syddanmark har søgt fem sygeplejersker til en ny afdeling for borgernær sundhed omkring Esbjerg og Grindsted, mens Region Midtjylland rekrutterer til nye regionale akutfunktioner omkring blandt andet Randers og Horsens.

Jobopslagene dokumenterer ikke, at stillingerne ender med at være ubesatte. Men de viser, at bemandingen flere steder først falder endeligt på plads umiddelbart før driftsstart.

Samtidig viste Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings seneste survey, at rekrutteringsudfordringerne for sygeplejersker har været stigende gennem det seneste halvandet år, især i Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

Allerede i januar vurderede Region Midtjyllands regionsrådsformand, Anders G. Christensen (V) i et nyhedsopslag hos Dansk Sygepleje Råd, at regionen sandsynligvis ville få brug for flere akutsygeplejersker end dem, der overføres fra kommunerne.

Kvalitetskrav kommer kort før overtagelsen

De endelige kvalitetsstandarder for den regionale akutsygepleje forventes ifølge aftalen først udstedt i december 2026.

Danske Regioner har i sit høringssvar lagt til grund, at kravene må implementeres gradvist, i takt med at regionerne opbygger kapacitet, udvikler arbejdsgange og etablerer nye samarbejdsstrukturer. 

Organisationen peger også på, at akutsygeplejen endnu ikke har den nødvendige digitale adgang til alle relevante patientoplysninger på tværs af sygehuse og kommuner. Regionerne overtager dermed formelt ansvaret ved årsskiftet, men opbygningen af den fulde kapacitet fortsætter ind i 2027.

Kommunerne kan fortsat løse opgaver

Aftalen åbner samtidig for, at dele af hjemmebehandlingen fortsat kan udføres af kommunale medarbejdere. Det kan eksempelvis være relevant, hvis den kommunale sygepleje allerede kommer hos borgeren og har de nødvendige kompetencer. Kommunen kan da udføre behandlingen på regionens vegne, mens sygehuset leverer medicin, udstyr og lægefaglig rådgivning.

Sundhedsministeren planlægger i første kvartal 2027 at fremsætte yderligere lovgivning om såkaldte horisontale samarbejdsaftaler, der kan øge samarbejdmulighederne mellem regioner og kommunerne på det her felt. Det betyder, at opgaven får regional finansiering og myndighedsansvar, men ikke nødvendigvis regional drift i alle sundhedsråd.

Regionen bestemmer fordelingen

De 200 mio. kr. overføres til regionerne gennem bloktilskuddet. Hver region skal selv fordele pengene mellem sine sundhedsråd under hensyn til lokale forskelle og befolkningens sundhedsbehov. Aftalen indeholder derfor ikke et fast beløb til hvert sundhedsråd.

Fordelingen bliver derfor prioritering i regionerne: Skal pengene primært følge indbyggertallet, sygdomsbyrden og geografien – eller gå til de områder, hvor den eksisterende kapacitet er mindst?

Midlerne giver regionerne mulighed for at løfte hjemmebehandlingen. Men aftalen viser samtidig, at pengene lander midt i en omfattende omlægning, hvor organisation, medarbejdere, kvalitetskrav og arbejdsdelingen med kommunerne endnu ikke alle steder er endeligt på plads.

De 200 mio. kr. er derfor ikke alene et løft af hjemmebehandlingen. De bliver også en prøve på, hvor hurtigt regionerne kan omsætte et nyt myndighedsansvar til et døgnbemandet og ensartet tilbud tæt på borgerne.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind