Da en gruppe sundhedsprofessionelle på OUH Svendborg i 2022 kiggede nærmere på diabetesområdet på Langeland, stødte de på et paradoks.
Langeland har en af de højeste forekomster af diabetes i Region Syddanmark. Ca 9.5 pct. ud af de godt 12000 borgere har type-2-diabetes. Alligevel så sygehuset kun ganske få borgere fra øen i sårambulatoriet.
Det undrede blandt andre overlæge og speciallæge i karkirurgi Lene Langhoff Clausen, fodterapeut Marianne Lundgreen og sårsygeplejerske Helle Rask.
“Dengang så vi jo kun de ganske få, der havde de allerdårligste fødder, men vi vidste, at der måtte være en stor gruppe med udfordringer på Langeland. Dem har vi fundet, og det er faktisk det vigtigste, vi har opnået,” fortæller Lene Langhoff Clausen i et presseopslag.
Resultatet blev projektet Fod på Langeland, hvor OUH Svendborg i samarbejde med Steno Diabetes Center Odense etablerede lokale fodscreeninger i Rudkøbing.
Over halvdelen havde problemer eller forhøjet risiko
Ifølge evalueringen, som netop er udkommet blev 450 borgere screenet i projektperioden fra 2023 til 2025. Det svarer til omkring 35 procent af alle borgere med diabetes på Langeland.
Resultaterne viste, at 54 procent af de screenede enten havde eksisterende fodkomplikationer eller var i forhøjet risiko for at udvikle dem. Evalueringen konkluderer samtidig, at kun 18-26 procent af borgere i de røde og gule risikogrupper havde fået lavet en fodstatus inden for det seneste år.
Blandt borgere i gul risikogruppe gik 64 procent ikke regelmæssigt til fodterapeut.
“Med relativt få midler har vi hjulpet 200 borgere, som var i risiko for at udvikle sår inden for en nær fremtid,” siger Lene Langhoff Clausen.
Sundhedsvæsenet måtte ud til borgerne
En central erfaring fra projektet blev, at nogle af de mest udsatte borgere ikke nødvendigvis kom til sundhedshuset i Rudkøbing. Derfor blev indsatsen gradvist mere opsøgende.
Projektmedarbejderne tog blandt andet ud på plejehjem, besøgte væresteder og arbejdede tæt sammen med den kommunale sårsygepleje.
“Flere af dem havde vi aldrig fundet, hvis vi ikke var taget ud på plejehjem, stået ude i skobutikker, besøgt væresteder og arbejdet tæt sammen med den lokale sårsygepleje, som virkelig blev afgørende for, at vi fandt dem,” siger Lene Langhoff Clausen.
Hun peger samtidig på en erfaring, som ligger tæt op ad ambitionerne i den kommende sundhedsreform.
“Projektet har virkelig bekræftet mig i, at hvis vi vil nå de allersygeste og mest sårbare borgere, så skal sundhedsvæsenet komme ud til dem.”
En af årsagerne til projektets succes hænger ifølge Marianne Lundgreen sammen med, at det lykkedes at skabe et godt netværk og få samarbejdet helt ud til især almen praksis og de læger, som ser øens beboere med diabetes. “De har været en kæmpe hjælp,” siger hun.
Screeningerne handlede om mere end fødder
Projektet afslørede ikke kun problemer med fødderne. Ifølge evalueringen førte screeningerne også til anbefalinger om medicinændringer eller medicinjusteringer hos omkring halvdelen af de screenede borgere.
For næsten hver fjerde borger blev der samtidig anbefalet nye biokemiske undersøgelser, mens andelen var næsten halvdelen blandt de mest udsatte borgere.
Dermed blev fodscreeningen i praksis også en anledning til at gennemgå den samlede diabetesbehandling.
Erfaringer peger mod reformens ambitioner
Hos Steno Diabetes Center Odense ser projektleder Julie Dyrgaard et bredere perspektiv i erfaringerne fra Langeland.
“Erfaringerne viser, at vi kan rykke sundhedsindsatser tættere på borgerne og arbejde på tværs for at nå dem, der ellers ikke bliver set.”
Hun peger samtidig på, at erfaringerne ligger tæt op ad de ambitioner, som nu bliver centrale i sundhedsreformen.
“Der er et stort fokus på at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Det har vi gjort her, og det giver os konkret viden om, hvordan det kan lade sig gøre i praksis.”
Evalueringen konkluderer samlet, at indsatsen har gjort det muligt at opspore borgere med begyndende eller behandlingskrævende fodproblemer og igangsætte relevante forløb, som kan forebygge mere alvorlige komplikationer senere.



