Når den nationale sundhedsplan træder i kraft i 2027, bliver den den overordnede strategiske ramme for hele sundhedsvæsenet de kommende ti år.
Planen skal efterfølgende omsættes i regionale sundhedsplaner, nærsundhedsplaner og kommunal sundhedsplanlægning, mens de 17 nye sundhedsråd får en central rolle i den lokale planlægning. Sundhedsstyrelsen beskriver selv i sit oplæg ambitionen som at skabe et sundhedsvæsen, der er “tættere på borgerne” og hvor aktivitet flyttes væk fra sygehusene og ud i det nære sundhedsvæsen.
Oplægget bygger på seks overordnede principper, hvor særligt tre går igen:
- Flere opgaver skal løses uden for sygehusene.
- Det primære sundhedsvæsen skal være fundamentet.
- Patientforløb skal hænge bedre sammen på tværs af sektorer.
Sundhedsstyrelsen lægger de 42 sider heller ikke skjul på, at der er tale om en omfattende omstilling. “Det primære sundhedsvæsen bliver fundamentet,” skriver man
Og: “Patientforløb bliver tilrettelagt med færrest mulige skift i behandlingsansvar.”
Kommunerne er overalt i planen
Læses oplægget igennem, er kommunerne en gennemgående aktør.
Kommunerne skal planlægge “stærke og fagligt bæredygtige nære sundhedsindsatser”, samarbejde tættere med almen praksis, understøtte udgående sygehusfunktioner og forebygge unødvendige indlæggelser.
Samtidig fremhæver Sundhedsstyrelsen, at sundhedsindsatser i stigende grad skal tænkes på tværs af velfærdsområder.
“Indsatser efter sundhedsloven og folkesundhedsloven sker på tværs af øvrige velfærdsområder, og det skal der tages højde for i sundhedsplanlægningen i regioner og kommuner.”
Et andet sted konstaterer styrelsen, at sundhedsindsatser er tæt forbundet med blandt andet social-, ældre-, børne- og beskæftigelsesområderne. “Det gælder især social-, børne-, ældre- og beskæftigelsesområderne,” fastslår man.
Dermed anerkender oplægget, at borgernes forløb ofte går på tværs af de traditionelle sektorgrænser.
Men hvor blev ældreplejen af?
Netop her opstår et interessant paradoks.
For selv om kommunerne spiller en hovedrolle i den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet, fylder ældreplejen som selvstændigt område bemærkelsesværdigt lidt. Begrebet nævnes kun en gang.
Når ældre borgere omtales, sker det næsten altid gennem en sundhedsfaglig linse:
- kronisk sygdom,
- forebyggelse,
- rehabilitering,
- hjemmebehandling,
- kommunal sygepleje,
- akutte indsatser.
Der er til gengæld ingen referencer til plejehjem eller hjemmepleje, hvilket er interessant efter, at man lige har indført en Ældrelov, som netop har stærke snitflader til sundhedsområdet. Sammenhængen til ældreloven eller de organisatoriske udfordringer, som kommunerne står med på ældreområdet er mere eller mindre forsvundet.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi sundhedsreformen samtidig flytter flere sundhedsopgaver tættere på borgerne og dermed tættere på netop de medarbejdere og institutioner, som arbejder på ældreområdet.
Sundhedsstyrelsen skriver eksempelvis: “Kommunerne skal planlægge stærke og fagligt bæredygtige nære sundhedsindsatser målrettet borgere med komplekse behov.”
Men der står væsentligt mindre om, hvordan samspillet med den kommunale ældrepleje konkret skal fungere. Og det til trods for, at det faglige oplæg ifølge styrelsens pressemeddelelse er udarbejdet på baggrund af aftalen om en sundhedsreform og bygger på eksisterende viden, data og dialog med en bred kreds af aktører på sundhedsområdet.
Sundhedsstyrelsens logik
Måske er det netop her, diskussionen om den kommende nationale sundhedsplan kommer til at ligge. For Sundhedsstyrelsen gør et tydeligt forsøg på at koble sygehuse, almen praksis og kommuner tættere sammen.
Der tales om populationsansvar, tværgående samarbejde, færre sektorovergange og mere sammenhængende patientforløb. Kommunerne beskrives flere steder som afgørende aktører i omstillingen. Men oplægget er samtidig skrevet med en stærk sundhedsfaglig logik.
Kommunerne optræder først og fremmest som leverandører af sundhedsindsatser. Langt sjældnere som organisationer med ansvar for ældrepleje, socialområdet og andre velfærdsopgaver, som i praksis ofte er uløseligt forbundet med borgernes sundhed.
Spørgsmålet er derfor, om dette oplæg til en nationale sundhedsplan er ved at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen – eller om den i virkeligheden afslører, hvor vanskeligt det fortsat er at tænke sundhed, ældrepleje og social indsats som ét samlet velfærdssystem.
For når sundhedsrådene fra næste år skal omsætte de nationale ambitioner til lokale planer, bliver det næppe nok at tale om sundhed alene. Det er trods alt i mødet mellem sygeplejersken, SOSU’en, hjemmeplejen, praktiserende læge og sygehuset, at reformen i sidste ende skal lykkes.
