De 17 nye sundhedsråd skal fra 2027 skabe bedre sammenhæng mellem hospitaler, praksissektor og kommunale sundhedstilbud. Men en ny landsdækkende undersøgelse viser, at rådene overtager geografiske områder med store interne forskelle.
Forskerne har undersøgt ni indikatorer for blandt andet sygdomsbyrde, kapacitet og aktivitet i praksissektoren, medicinforbrug, forebyggelige indlæggelser og kommunale pleje- og sygeplejekontakter. Undersøgelsen omfatter hele befolkningen og bygger på Sundhedsdatastyrelsens datapakker for de kommende sundhedsråd.
Konklusionen er, at adgangen til praksissektoren på flere mål fremstår forholdsvis ensartet. Det samme gælder ikke de tværsektorielle indikatorer, hvor resultaterne afhænger af samarbejdet mellem kommuner, praktiserende læger og hospitaler.
Her finder forskerne betydelige forskelle både mellem sundhedsrådene og mellem kommunerne inden for det enkelte råd.
Gennemsnittet kan skjule kommunen
Undersøgelsen er gennemført af overlæge, forskningsleder, Daniel Pilsgaard Henriksen og lektor Lars Folkestad fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.
Forskerne tog udgangspunkt i en hypotese om, at et samlet gennemsnit for et sundhedsråd kan skjule kommuner, der afviger markant fra de øvrige. Resultaterne understøtter den antagelse.
Kontakter og udgifter i praksissektoren varierer forholdsvis lidt mellem sundhedsrådene. Til gengæld er forskellene væsentligt større, når det gælder blandt andet omfattende medicinforbrug blandt personer under 65 år, brug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens og kommunale pleje- og sygeplejekontakter.
På landsplan varierer presset på lægekapaciteten eksempelvis fra 1.508 sygdomsvægtede patienter pr. kapacitetsenhed i Sundhedsråd Aarhus til 2.170 i Midt- og Vestsjælland.
Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at den almindelige adgang til praktiserende læger er tilsvarende forskellig. Men det viser, at befolkningens sygdomsbyrde og den tilgængelige kapacitet ikke er fordelt ens mellem rådene.
Ærø ligger langt fra det fynske gennemsnit
Forskerne bruger Sundhedsråd Fyn som eksempel, fordi området samler Odense med mindre land- og økommuner.
Odense udgør omkring 45 procent af befolkningen i rådet og får derfor stor vægt i det samlede gennemsnit. Samtidig ligger Ærø på flere indikatorer langt fra gennemsnittet.
Brugen af antipsykotisk medicin blandt ældre med demens ligger på Ærø markant over gennemsnittet for Sundhedsråd Fyn. Det samme gælder antallet af kommunale pleje- og sygeplejekontakter.
Et samlet fynsk gennemsnit kan derfor se forholdsvis uproblematisk ud, selv om en mindre kommune afviger tydeligt.
Forskerne peger også på Sundhedsråd Østsjælland og Øerne samt Kronjylland som områder med betydelig intern variation. Fælles for dem er, at de kombinerer større bycentre med land- eller økommuner.
Sundhedsrådene skal styre forskelligheden
Resultaterne rammer direkte ind i sundhedsreformens nye styringsmodel.
Sundhedsrådene skal netop håndtere opgaver, hvor hospitaler, praktiserende læger og kommuner er gensidigt afhængige. Det gælder blandt andet forebyggelse, behandling af kronisk sygdom og indsatsen for ældre medicinske patienter.
Hvis udviklingen alene måles gennem et samlet rådsgennemsnit, kan rådet overse en kommune, hvor medicinforbruget, de forebyggelige indlæggelser eller presset på den kommunale sygepleje ligger markant højere end i resten af området.
Forskerne anbefaler derfor, at den fremtidige overvågning ikke kun sammenligner de 17 sundhedsråd med hinanden. Den bør også synliggøre variationen mellem kommunerne inden for hvert råd.
Undersøgelsens konklusion er, at forskelle på kommuneniveau kan være så store, at de forsvinder bag de samlede benchmarks. Skal sundhedsrådene reducere uønsket variation, må de derfor forholde sig direkte til forskellene mellem kommunerne.
Tallene forklarer ikke årsagerne
Undersøgelsen kan ikke fastslå, hvorfor kommunerne ligger forskelligt.
Den bygger på aggregerede registerdata og kan derfor ikke fuldt ud korrigere for eksempelvis sociale forskelle, sygdommenes sværhedsgrad eller lokale måder at registrere indsatser på.
Forskerne fremhæver selv, at den store variation i kommunale pleje- og sygeplejekontakter delvist kan skyldes forskelle i registreringspraksis. Tallene bør derfor ikke uden videre læses som en rangliste over gode og dårlige kommuner.
De giver derimod et udgangspunkt for at undersøge, hvor sundhedsrådene bør se nærmere på forskellene – og om deres kommende mål og styringsmodeller er præcise nok til at opdage dem.
