Da Region Midtjylland i januar 2025 overtog lægeklinikken fra lægerne Laursen og Dahl i Skive Sundhedshus, var budskabet, at patienterne fortsat skulle have et trygt og godt lægetilbud.

Klinikken skulle videreføres som regionsdrevet klinik i de samme lokaler, efter at de to læger Henrik Laursen og Poul Dahl ønskede at afstå klinikken ved udgangen af 2024, da den ganske enkelt ikke kunne overdrages eller sælges til andre. Patienterne blev overført fra nytår til det nye regionale lægetilbud.

Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed givet Regionsklinikken Skive et påbud.

Påbuddet handler blandt andet om behandling med afhængighedsskabende lægemidler, instrukser for forundersøgelse af patienter med diabetes 2 og KOL samt instrukser for visitation. Styrelsen vurderer samlet, at problemerne har større betydning for patientsikkerheden.

Bekymring om medicin udløste tilsyn

Styrelsen gennemførte et reaktivt tilsyn med Regionsklinikken Skive den 12. maj 2026. Baggrunden var en konkret bekymring om behandling med afhængighedsskabende medicin.

Ved tilsynet fandt styrelsen blandt andet en patient, der ikke havde en behandlingsplan, selv om patienten fik et afhængighedsskabende lægemiddel. Hos en anden patient var behandlingsplanen mangelfuld, fordi den ikke forholdt sig til præparatets misbrugspotentiale. Og i et tredje tilfælde blev der ifølge styrelsen udskrevet afhængighedsskabende medicin uden fremmøde og uden journalnotat.

Styrelsen vurderer, at det kan medføre fejlmedicinering, risiko for misbrug, forgiftning eller abstinenser, hvis patienter behandles med afhængighedsskabende lægemidler uden fyldestgørende behandlingsplaner og uden løbende stillingtagen til behandlingen.

Påbuddet betyder, at Regionsklinikken Skive straks skal sikre forsvarlig behandling med afhængighedsskabende lægemidler samt tilstrækkelige og implementerede instrukser.

Regionen peger på det, den overtog

Region Midtjylland peger i sit høringssvar på, at klinikken efter etableringen i januar 2025 blev opmærksom på problemer i den patientpopulation, regionen havde overtaget.

Ifølge styrelsens gengivelse har klinikken oplyst, at man siden har arbejdet systematisk på at nedbringe ordinationen af afhængighedsskabende lægemidler, og at der nu er fastlagt en procedure for fremtidig håndtering af området.

Styrelsen anerkender, at der er iværksat tiltag. Men det ændrer ikke ved styrelsens samlede vurdering: Der var fortsat væsentlige patientsikkerhedsmæssige problemer ved tilsynet.

Det er her, sagen bliver principiel.

For Region Midtjylland overtog ikke klinikken i sidste måned. Regionen overtog driften fra januar 2025, og beslutningen om overtagelsen blev meldt ud allerede i oktober 2024.

Dermed har regionen haft mere end halvandet år fra driftsstart til tilsynsbesøget i maj 2026 til at få styr på behandlingsplaner, instrukser og arbejdsgange.

Regionsklinikker skal løse lægedækningen

Regionsklinikker er blevet et vigtigt redskab, når almindelige lægepraksisser ikke kan sælges eller videreføres i traditionel privat praksis.

De skal sikre lægedækning i områder, hvor borgerne ellers risikerer at stå uden praktiserende læge. Men når regionen overtager driften, overtager den også det fulde leverandøransvar for kvalitet, kontinuitet og patientsikkerhed.

Det er netop det ansvar, påbuddet i Skive rejser spørgsmål om.

For sagen viser, at en regionsklinik ikke alene er en organisatorisk løsning på et rekrutteringsproblem. Den er også en klinisk drift, hvor gamle patientforløb, medicinmønstre, journaler og arbejdsgange skal gennemgås og bringes ind i en forsvarlig ramme.

Hvis regionen overtager en klinik, fordi markedet ikke kan levere en ny praktiserende læge, følger problemerne altså ikke nødvendigvis med ud ad døren, når de tidligere læger går på pension.

De følger med ind i den regionale drift.

Fælles ledelse skulle løfte kvaliteten

Sagen kommer i kølvandet på, at Region Midtjylland har bevæget sig i retning af en mere samlet styring af regionens egne klinikker.

Regional-Indsigt har tidligere beskrevet, hvordan Region Midtjylland er på vej mod en koncernmodel, hvor flere regionsklinikker samles under fælles ledelse. Ifølge regionens egne beskrivelser er formålet blandt andet at sikre et mere ensartet kvalitetsniveau, standardisere driften og skabe et fælles koncept for regionsklinikkerne med fokus på kvalitet, samarbejde og fastansatte speciallæger.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind