Sundhedsreformen er på vej ind i et afgørende implementeringsår. Men det var svært at høre på statsminister Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget tirsdag.
Mens regeringens lovprogram for 2026/27 indeholder en stribe forslag, der skal omsætte reformen til konkret lovgivning, optræder selve sundhedsreformen ikke som et politisk projekt i statsministerens fortælling om det kommende år. – Det er ellers ikke små ændringer, der venter.
Læs også: Regeringen holder fast i sundhedsreformen – men tidsplanen flytter sig
Regionerne skal have de nye sundheds- og omsorgspladser til at fungere. Kronikerpakker skal etableres. Kommunal sygepleje skal integreres i helhedsplejen, samtidig med at akutsygeplejen flyttes til regionerne. Der kommer nye regler for almen praksis og speciallægepraksis, og regionerne får allerede nu to måneder ekstra til at vedtage deres nærsundhedsplaner.
Sundhed uden sundhedsreformen
Sundhed var ikke fraværende i åbningstalen, men statsministeren valgte nogle helt andre nedslag. Da hun taler om forskellene mellem land og by, bliver adgang til lægen et billede på geografisk lighed:
“Når du ringer til lægen, skal der være en, der tager telefonen.”
Budskabet følges af konstateringen af, at postnummeret ikke må bestemme kvaliteten af velfærdssamfundet. Senere får sundhed langt mere plads. Men her er det regeringens ambition om gratis tandpleje, der står i centrum.
Mette Frederiksen beskriver det som et nyt skridt i udviklingen af velfærdssamfundet og sammenligner tandplejen med et sundhedsvæsen, hvor lægebehandling, hospitalsbehandling og operationer som udgangspunkt betales i fællesskab.
Til sidst nævner hun også en styrket demensindsats og flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien.
Reformen er rykket ind i maskinrummet
Kontrasten til regeringens lovprogram er markant. Her er sundhedsreformen ikke væk. Tværtimod optræder den igen og igen som begrundelse for konkrete lovændringer.
Det tegner et billede af en reform, der politisk er besluttet, men hvor en stor del af den praktiske konstruktion fortsat mangler.
Og netop i det kommende folketingsår flytter reformen tættere på den daglige drift: Hvem har ansvaret for patienten? Hvordan skal kommuner og regioner afregne? Hvem håndterer medicinen på de nye sundheds- og omsorgspladser? Hvordan skal sygeplejen fordeles mellem de to sektorer? Og hvordan skal regionerne styre lægedækningen?
Alligevel bliver ingen af disse forandringer en del af statsministerens fortælling om regeringens kommende år.
Det er en forskel fra lovprogrammet, men ikke nødvendigvis et tegn på, at reformen er nedprioriteret. Åbningstalen er et politisk udvalgt billede af regeringens prioriteter, mens lovprogrammet beskriver det lovgivningsarbejde, der faktisk venter.
Men sammenstillingen fortæller noget om, hvor sundhedsreformen befinder sig politisk:
Den store fortælling om en ny struktur for sundhedsvæsenet fylder mindre. Nu begynder arbejdet med at få konstruktionen til at fungere.
