Det er ikke mærkeligt, at formændene for de nye sundhedsråd begynder at fylde i regionernes kommunikation.

Fra 2027 får de 17 sundhedsråd ansvar for centrale dele af sundhedsvæsenet i hver deres geografi. Med ansvaret følger også penge og mulighed for politiske prioriteringer tættere på borgerne. Mere bemærkelsesværdigt er det derfor, hvor forskelligt regionerne allerede nu kommunikerer den nye politiske rolle.

En gennemgang af regionale nyheder, videoer og opslag foretaget af Regional-Indsigt viser, at alle fire regioner bruger sundhedsrådsformænd som politiske afsendere. Men den mindste region er samtidig den, hvor formandskaberne tydeligst har fået deres egen scene på regionens centrale kommunikationsplatform.

To råd gør modellen enkel

Region Nordjylland har kun to sundhedsråd: Limfjorden og Vendsyssel. Her har regionen ikke nøjedes med at lade formændene optræde som citatkilder, når rådene holder møder.

Efter sundhedsrådenes første halve år producerede regionen en video med de to formænd, Pia Buus Pinstrup og Mogens Gade. De blev spurgt til starten, betydningen for borgerne og deres kommende fokus.

Læs også: Ny politikerrolle tager form: Formænd for sundhedsråd får egen scene

Senest er konstruktionen koblet direkte til regionsrådets budget. Først præsenterede regionsrådsformand Mads Duedahl den samlede budgetaftale. Derefter fulgte to næsten parallelle videoer på Region Nordjyllands centrale LinkedIn-kanal.

I den ene fortæller Pia Buus Pinstrup og næstformand Gitte Bundgaard om budgetaftalens betydning for Limfjorden. I den anden gør Mogens Gade og næstformand Kirsten Morild Vincent Andersen det samme for Vendsyssel.

Regionsrådets ene budgetaftale bliver dermed også til to geografiske politiske fortællinger med sundhedsrådenes formandskaber som afsendere.

At Nordjylland kun har to råd, gør naturligvis konstruktionen enklere end i regioner med fire, fem eller seks. Om det er forklaringen på forskellen, kan gennemgangen ikke vise.

Midt giver rådene økonomisk rum

Forskellen bliver interessant, når man ser mod Region Midtjylland. Her beskriver regionen selv, at sundhedsreformen kræver et betydeligt politisk ejerskab, særligt i sundhedsrådene, og at rådene skal have et betydeligt økonomisk prioriteringsrum. Budgettet for 2027 tilfører yderligere 40 mio. kr. til sundhedsrådenes arbejde.

Alligevel har Regional-Indsigt ikke fundet et midtjysk modstykke til de nordjyske budgetvideoer på regionens centrale kanal.

Region Midtjylland har centralt i højere grad præsenteret sine fem sundhedsråd som én ny politisk konstruktion. Til gengæld træder formændene tydeligt frem på hospitalernes kanaler.

Regionshospitalet Horsens har eksempelvis produceret en video med sundhedsrådsformand Jacob Isøe Klærke, mens hospitalerne i Randers og Gødstrup bruger formænd og andre sundhedsrådspolitikere som politiske kilder.

Det kan derfor være udtryk for en anden kommunikationsmodel snarere end mindre kommunikation.

Syd vil give rådene mest muligt råderum

Paradokset bliver ikke mindre i Syddanmark. Her lægger budgetmodellen op til, at sundhedsrådene skal have mest muligt økonomisk råderum til lokale prioriteringer. Men centralt har Region Syddanmark foreløbig valgt en mere kollektiv fortælling.

De fire sundhedsråd blev lanceret med gruppebilleder og fokus på rådenes opgave. Formænd og næstformænd bliver samtidig brugt som politiske afsendere på sygehusenes og andre regionale enheders kanaler.

Også budgettet blev centralt præsenteret som regionsrådets samlede aftale frem for fire lokale fortællinger med sundhedsrådsformændene.

Øst står i en særlig situation

Region Østdanmark er vanskeligere at sammenligne direkte. Her blev de seks nye sundhedsråd også lanceret sammen ligesom i Region Syddanmark, men vi skal her huske på at 2026 har været et år, hvor Region Hovedstaden og Region Sjælland har arbejdet meget på de indre linjer med at blive til én region fra 1. januar 2027.

Formænd og næstformænd får allerede tydelige politiske stemmer i regionens historier om de enkelte råd. Men når større tværgående beslutninger kommunikeres, står regionsrådet og regionsrådsformanden fortsat centralt.

Det kan ændre sig, når den nye region og de seks sundhedsråd overtager deres fulde ansvar.

Magten får et nyt ansigt

Gennemgangen viser derfor ikke, at andre regioner holder sundhedsrådsformændene ude af kommunikationen. Tværtimod bliver de brugt i alle fire regioner.

Forskellen ligger i, hvilken scene de får.

I Midtjylland og Syddanmark er hospitalerne og sygehusene i betydelig grad blevet lokale platforme for sundhedsrådspolitikerne. Østdanmark er samtidig ved at etablere både en ny region og seks nye politiske råd.

I Nordjylland har man som nævnt valgt en mere central model. Her er de to formandskaber allerede blevet selvstændige politiske afsendere på regionens hovedkanal – også når en beslutning, der er truffet af hele regionsrådet, skal fortælles lokalt.

Det er værd at holde øje med. For når sundhedsrådene fra 2027 får både ansvar, økonomi og lokale prioriteringer, bliver spørgsmålet ikke kun, hvor meget politisk magt de får.

Det bliver også, hvem regionerne gør til ansigtet på den magt.

Metode: Regional-Indsigt har gennemgået offentligt tilgængelige regionale nyheder, videoer og opslag frem til 3. oktober 2026. Gennemgangen er kvalitativ og ikke en fuldstændig optælling. Politikernes egne sociale medier er ikke medregnet som regional kommunikation.

Klik her for dokumentationsmatrix – sundhedsrådene og den politiske kommunikation

Udsnit fra vores research

Region/rådDokumenteret kommunikationKanalFormat/politisk afsenderHvad det dokumenterer
Nord – LimfjordenFørste mødeRegion NordjyllandOpslag + længere citat fra Pia Buus PinstrupFormanden etableres fra starten som politisk afsender. LinkedIn
Nord – VendsysselOpstart mv.Region NordjyllandMogens Gade som formandSamme grundmodel som Limfjorden
Nord – begge rådStatus efter første halve årRegion Nordjylland, central LinkedInProduceret video med begge formændFormændene spørges om starten, betydningen for borgerne og næste fokus. Det er et selvstændigt politikerformat. LinkedIn
Nord – VendsysselStrategisk kommunikationsarbejdeRegionens pressechefMøde med Mogens Gade og Kirsten Morild Vincent AndersenPressechefen skriver, at der er aftalt “en række initiativer” om ekstern kommunikation og mulig mediedækning. LinkedIn
Nord – LimfjordenBudget 2027 – 12,6 mio. kr.Region Nordjylland, central LinkedInVideo med Pia Buus Pinstrup + Gitte BundgaardRegionsrådets budget oversættes til en lokal politisk fortælling med rådets formandskab
Nord – VendsysselBudget 2027 – 5,4 mio. kr.Region Nordjylland, central LinkedInVideo med Mogens Gade + Kirsten Morild Vincent AndersenSamme format gentages med det andet formandskab
Nord – samlet budgetBudget vedtagetRegion Nordjylland, central LinkedInVideo med regionsrådsformand Mads DuedahlInteressant: Regionen har både den traditionelle regionsrådsformands-video og de to efterfølgende geografiske formandskabshistorier. LinkedIn
Midt – alle femFælles opstartRegion Midtjylland, central LinkedInVideo om de fem sundhedsrådInstitutionen og samarbejdet er hovedperson – ikke fem formænd. LinkedIn
Midt – HorsensBorgerworkshopsRegionshospitalet HorsensVideo med Jacob Isøe KlærkeKlarest midtjyske eksempel på selvstændigt formandsformat. LinkedIn
Midt – KronjyllandNærsundhedsplanRegionshospitalet RandersJakob Søgaard Clausen + kommunalpolitikerFormanden er politisk kilde, men fortællingen er bredere end personen. LinkedIn
Midt – KronjyllandNyt tilbud i GrenaaRegionshospitalet RandersFormand og næstformand citeresFormandskabet bruges som politisk afsender på konkret sundhedspolitik. LinkedIn
Midt – KronjyllandInvitation til dialogmøderRegionshospitalet RandersHele rådet vises og navngivesEt godt modfund: kommunikationen kan bevidst være kollektiv frem for formandscentreret. LinkedIn
Midt – VestjyllandBorgermøder/nærsundhedsplanRegionshospitalet GødstrupMajbritt Birkholm + øvrige politikereFormanden synlig, men rådet er den politiske enhed. LinkedIn
Midt – VestjyllandResultat af borgermøderRegionshospitalet GødstrupMajbritt Birkholm citeres fremtrædendeFormanden fungerer som lokal politisk fortolker. LinkedIn
Midt – budget40 mio. kr. fordeles til fem rådBudget/politisk kommunikationIkke fundet som fem formandsfortællingerPengene er geografisk fordelt, men vi har ikke fundet nordjysk parallelformat. LinkedIn
Syd – alle fireOpstartRegion Syddanmark, central LinkedInFire gruppebilleder; formænd/næstformænd identificeresMeget tydelig institutionel lancering af rådene. LinkedIn
Syd – SønderjyllandOpstart/lokal kommunikationSygehus SønderjyllandSusanne Eilersen + Mette Bossen LinnetFormandskabet bruges politisk på den lokale institutionskanal
Syd – SydvestjyllandKonkrete projekterEsbjerg og Grindsted SygehusMette With Hagensen, bl.a. sammen med regionsrådsformandenFormanden bliver lokal regionalpolitisk repræsentant
Syd – FynInnovation mv.Syddansk SundhedsinnovationNæstformand Anja LundSundhedsrådstitlen anvendes som politisk afsender uden for rådets egne møder
Syd – budgetBudget 2027Region Syddanmark, central LinkedInHele budgetforligskredsenHovedhistorien er “Et enigt regionsråd”. Rådene skal bagefter disponere inden for rammerne. LinkedIn
Øst – alle seksOpstartRegion ØstdanmarkFællesbilleder/nyheder om de seks rådRegionen samler opstarten institutionelt. Region Østdanmark
Øst – NordsjællandOpstartRegion ØstdanmarkChristoffer Buster Reinhardt med længere politisk citatFormanden etableres tydeligt som politisk kilde. Region Østdanmark
Øst – Københavns Omegn NordOpstartRegion ØstdanmarkFormand/næstformand som politiske kilderFormandskabet fremhæves, men inden for historien om rådet. Region Østdanmark
Øst – Amager/VestegnenOpstartRegion ØstdanmarkTormod Olsen m.fl.Samme form: politiske ansigter, men rådet er rammen. Region Østdanmark
Øst – Østsjælland/ØerneOpstartRegion ØstdanmarkRegionale + kommunale politikereMere kollektiv politisk fortælling. Region Østdanmark
Øst – budgetFørste budgetaftaleRegion Østdanmark, central LinkedInRegionsrådsformand Lars GaardhøjDen samlede budgetprioritering forklares centralt af regionsrådsformanden – ikke seks sundhedsrådsformænd. LinkedIn

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind