Skip to main content

Trafikken snegler sig afsted, parkeringspladserne er fyldte, og bilerne kører ofte med kun én person bag rattet. Sådan ser hverdagen ud i Skejby, hvor tusindvis af medarbejdere og studerende pendler til og fra de store arbejdspladser. Men det billede vil Region Midtjylland og fem af områdets største arbejdspladser nu gøre op med.

Under titlen “Flyt Dig!” sætter de gang i en ny mobilitetskampagne, der skal inspirere medarbejderne til at droppe solokørslen og i stedet vælge cyklen, letbanen, bussen – eller hinanden.

“Vi ved, at transportvaner er svære at ændre – men også, at små skub kan gøre en stor forskel. Flyt Dig! handler om at gøre det nemmere, sjovere og mere attraktivt at tage cyklen, hoppe på letbanen eller tage en kollega med i bilen,” siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i en pressemeddelelse.

Et grønnere og lettere hverdagsliv

Kampagnen byder på både incitamenter og inspiration. Medarbejdere får blandt andet mulighed for gratis at teste elcykler, dyste om præmier i appen Kobla og afprøve samkørsel via appen NaboGo.

For Jacob Vittrup, administrerende direktør i NRGi – en af de deltagende virksomheder – handler det om at gøre en reel forskel:

“Vi tror på, at forandring sker, når man får lov til at opleve fordelene i praksis. Det handler både om sundhed, klima og en nemmere hverdag,” siger han.

Et fælles ansvar – og potentiale

Tallene taler deres tydelige sprog: En undersøgelse blandt medarbejdere i Skejby viser, at 69 procent kører alene i bil mindst én dag om ugen. Næsten halvdelen bor under 12 kilometer fra arbejdet, men vælger alligevel bilen. Og det til trods for, at der både er gode cykelforhold og offentlig transport til området.

Alligevel er der håb. Undersøgelsen viser nemlig også, at hele 58 procent af dem, der i dag pendler alene i bil til Aarhus Universitetshospital, faktisk er åbne for at ændre transportform.

“Det er netop det potentiale, vi forsøger at sætte i spil,”  siger Bent B. Graversen.

Flyt dig – og flyt noget større

Kampagnen Flyt Dig! løber hen over foråret og sommeren med en række synlige aktiviteter: Informationsstande, plakater ved letbanestationer og busstoppesteder – og en god portion opmuntring til at ændre vaner. For når færre kører alene, betyder det mindre trængsel, lavere CO₂-udledning – og måske en mere social og sund hverdag.

– Hvis vi hver især flytter os lidt anderledes, kan vi sammen flytte mere, end vi tror, lyder det fra kampagnens bagmænd.

KLIK HER: De er med i Flyt Dig!-kampagnen

Aarhus Universitetshospital
Et af Danmarks største hospitaler med fokus på højt specialiseret behandling og forskning.

VIA University College
Professionshøjskole med uddannelser inden for bl.a. sundhed, pædagogik og teknologi.

SOSU Østjylland
Uddannelsesinstitution for social- og sundhedsuddannelser og pædagogiske assistenter.

Vestas
Verdensførende vindmølleproducent og central aktør i den globale grønne omstilling.

INCUBA
Innovationsmiljø og kontorfællesskab for tech-startups og vidensvirksomheder.NRGi
Energikoncern med fokus på eldistribution, grøn energi og rådgivning.

Region Midtjylland har til sammen over 30.000 ansatte, hvilket giver et stort potentiale for at reducere biltrafikken, hvis flere medarbejderne følger opfordringen til at køre sammen

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind