Region Sjællands nye Råstofplan 2026 bliver markedsført som en plan, der skal skabe balance mellem klima, naturhensyn, borgerbeskyttelse og forsyningssikkerhed. Men læser man ned i det relativt omfattende planmateriale, tegner der sig et billede af en plan, hvor flere centrale hensyn trækker i hver sin retning.
Det er også baggrunden for, at Moderaterne ikke kunne stemme for planen i forretningsudvalget. Af referatet fra regionens forretningsudvalgsmøde den 26. maj fremgår det blandt andet:
”Moderaterne kan ikke stemme for Råstofplan 2026. Vi finder ikke, at planen i tilstrækkelig grad sikrer den fremtidige forsyningssikkerhed eller balancerer hensynet mellem genanvendelse, lokale råstofressourcer og klimabelastning fra øget transport.”
Partiet peger samtidig på, at regionens princip om færrest mulige åbne graveområder kan få den modsatte klimaeffekt af den ønskede.
Færre graveområder – men mere transport?
Det centrale dilemma i råstofplanen handler om transport. På den ene side ønsker regionen færre og mere samlede graveområder af hensyn til naboer, natur og lokalsamfund. I planens strategiske sigtelinjer hedder det:
”Det er hensigtsmæssigt at antal områder begrænses, at nye graveområder udlægges i tilknytning til eksisterende graveområder, og at råstofressourcen helst udnyttes fuldt ud i tilknytning til eksisterende grave, før der åbnes nye graveområder.”
Men samtidig anerkender regionen selv, at geografisk spredning af graveområder er vigtig for klima og lokal forsyning. I den sammenfattende miljøredegørelse står der direkte:
”Råstofplan 2026 skal medvirke til en bedre geografisk fordeling af graveområderne i regionen, hvilket kan medvirke til mindskede transportafstande, sikre mulighed for lokal forsyning og aflaste de tre regionale graveområder.”
Og videre:
”En balanceret fordeling af graveområderne kan både have gavnlig effekt for klimaet/energiforbrug, trafiksikkerhed, støj, luftforurening og råstofpriserne, fordi råstofferne alt andet lige skal transporteres over kortere afstand.”
Det er netop denne indbyggede modsætning Moderaterne peger på: Hvis man reducerer antallet af lokale graveområder, risikerer man samtidig længere transporter, højere CO₂-udledning og mere tung trafik på vejene.
Politisk optimisme om genanvendelse?
Et andet centralt stridspunkt handler om genbrug og sekundære råstoffer. Regionen har fastholdt målet om, at genanvendte byggematerialer og overskudsjord skal dække 20 procent af råstofforbruget i 2032.
Men samtidig beskriver planen selv, hvor langt der fortsat er til det mål.
I afsnittet ”Omtanke og genanvendelse” står der: ”Aktuelt udgør genanvendte materialer under 10% af råstofforbruget i Danmark.” – Og regionen erkender samtidig: ”Genbrug og upcycling af byggematerialer forventes fortsat kun at dække en mindre del af råstofforbruget.”
Kritikken fra Moderaterne handler derfor ikke om modstand mod genanvendelse – tværtimod. Kritikken går på, at den politiske fortælling risikerer at blive mere optimistisk end de praktiske muligheder tilsiger.
Lars Lindskov (M) peger i et debatindlæg på Regional-Indsigt blandt andet på, at mange bygge- og anlægsprojekter fortsat kræver jomfruelige råstoffer med dokumenteret kvalitet, og at genanvendelse derfor ikke kan stå alene.
Forsyningssikkerhed under pres
Planen lever formelt op til råstoflovens krav om mindst 12 års forsyningshorisont. Regionen vurderer selv, at planen sikrer råstoffer til cirka 13,7 år. Men samtidig beskriver planen selv voksende problemer med råstofknaphed.
I planens udfordringsafsnit står der: ”Ressourcerne er ved at slippe op.” – Og videre: ”Allerede nu er der flere steder mangel på udvalgte råstofkvaliteter.”
Moderaternes kritik handler derfor ikke om, at planen bryder loven, men om hvor robust den reelt er på længere sigt – særligt hvis genanvendelsen ikke udvikler sig så hurtigt som forventet.
Balance eller politisk balancekunst?
Råstofplanen fremstår på mange måder som et forsøg på at balancere modsatrettede hensyn, som klima, lokale gener, biodiversitet, forsyningssikkerhed, transport og ikke midnst genanvendelse.
Men netop fordi hensynene ofte trækker i forskellige retninger, bliver spørgsmålet også politisk.
Administrationens materiale beskriver selv dilemmaerne relativt åbent. Men Moderaternes kritik peger på, at den politiske konklusion i planen måske er mere harmonisk, end virkeligheden giver grundlag for.
Det er derfor ikke nødvendigvis planens fakta, der er uenighed om i Region Sjælland – Det er vægtningen af dem.
