Fra forhandlingsbord til ministerkontor – et opgør med aftalekulturen i almen praksis

Regeringen og en række partier er klar til at ændre spillereglerne for landets praktiserende læger med det, der i sundhedskredse kaldes lovpakke 2. Hensigten er klar: at sikre en mere lige fordeling af lægedækningen i hele landet og skabe et nationalt ensartet almenmedicinsk tilbud, hvor ressourcerne følger patienternes reelle behov.

Men bag de tekniske formuleringer gemmer der sig en af de mest markante magtforskydninger i nyere tid mellem PLO (Praktiserende Lægers Organisation), regionerne og staten.

Hensigten – det politiske sigte

Lovpakken bygger videre på sundhedsreformen fra 2024 og har to overordnede formål:

1. Mere lighed i lægedækning – sikre at borgere i yderområder får samme adgang til egen læge som i byområder, ved at styre oprettelsen af nye lægekapaciteter efter sygdomsbelastning frem for geografi eller efterspørgsel.
   
2. Styrke det nære sundhedsvæsen – flytte flere opgaver fra hospitalerne til almen praksis og skabe en national standard for, hvad man kan forvente af sin egen læge.

De store forandringer

Indtil nu har det været sådan, at rammerne for almen praksis’ opgaver og basisfunktioner har ligget i overenskomsten mellem PLO og Danske Regioner, suppleret af enkelte bestemmelser i sundhedsloven.

I fremtiden, hvis lovpakken vedtages vil ministeren få direkte hjemmel til at fastsætte en national opgavebeskrivelse for almen praksis og dens basisfunktion — efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen.

I runde termer ser nogle af forandringerne således ud:

• National opgavebeskrivelse
  Med en ny § 57 l i sundhedsloven får alle almenmedicinske tilbud en fælles, lovfastsat opgavebeskrivelse og basisfunktion. Ministeren, med Sundhedsstyrelsen som faglig indstiller, kan fastsætte de nærmere krav – et område, der hidtil har været præget af aftaler mellem PLO og regionerne.
  
• Kapacitetsstyring
  En ny national fordelingsmodel i kraft, der lovfæster fordelingen af ydernumre ud fra patienternes sygdomsvægtede behov.
  
• Forhåndsgodkendelse af kapacitetshandler
  Fra 1. januar 2027 skal regionerne godkende handler med ydernumre, før de er bindende – en strammere kontrol end hidtil.
  
• Flytning af aftalegrundlag til lov
  Centrale bestemmelser om drift og kapacitet, der tidligere var genstand for forhandling, skrives nu ind i loven eller placeres under ministeriel bekendtgørelse. Det reducerer PLO’s og regionernes manøvrerum.

Et opgør med aftalekulturen

Hvor almen praksis traditionelt har været styret af en kombination af overenskomst og lov, markerer lovpakke 2 en bevægelse mod central styring. 

Kritikerne – ikke mindst PLO – advarer om, at det er begyndelsen til enden for den klassiske “lægemodel” med høj grad af selvbestemmelse. Tilhængerne ser det som en nødvendig modernisering, der skal bryde mange års geografiske ulighed og sikre, at lægerne er der, hvor behovet er størst.

Lovpakken er dermed ikke kun teknisk sundhedspolitik – den er også et opgør med, hvem der bestemmer i almen praksis, herunder lægens åbningstider, som i teknisk set nu kan fastsættes fra centralt hold, når de nærmere krav til basisfunktionen i en ny §57 skal udmøntes.

Overbliksboks