Skip to main content

På selve høringsfristens sidste dag har Danske Regioner valgt at melde sig ind i debatten om lovpakke 2b. I en pressemeddelelse understreger regionerne, at de støtter de centrale elementer i lovforslaget, der ifølge dem skal sikre en mere retfærdig lægedækning og et styrket almenmedicinsk tilbud.

“I dag er der færrest læger i de dele af landet, hvor der er allerflest syge borgere. Det er skævt, og det kræver, at vi gør nogle ting anderledes. Med lovudkastet får vi bedre rammer til at sikre borgerne mere sammenhæng og ensartet kvalitet i sundhedstilbuddene – uanset hvor de bor, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.

Almen praksis er grundstenen

Regionerne afviser, at man ønsker at udkonkurrere de praktiserende læger, sådan som det har været fremme i visse debatter. 

Tværtimod understreger de, at almen praksis fortsat skal være rygraden i det nære sundhedsvæsen, mens regionsklinikker kun skal bruges, hvor det ikke lykkes at tiltrække læger.

“Almen praksis er og bliver regionernes klare førstevalg. Vi har brug for regionsklinikker i de tilfælde, hvor de praktiserende læger ikke byder ind på opgaven. Men regionerne har intet generelt ønske om at gå i konkurrence med de privatpraktiserende læger. For de gør det rigtigt godt,” siger Anders Kühnau.

Investering kræver fælles standarder

I pressemeddelelsen signalerer Danske Regioner også, at de vil investere massivt i området, men at det samtidig må følges af en fælles retning og klare rammer.

“Med så stor en økonomisk prioritering af et område, er vi også nødt til at sikre ensartethed. Det ser vi som en vigtig forudsætning for at nå i mål med sundhedsreformens ambitioner,” lyder det fra næstformanden i Danske Regioner,  Mads Duedahl.

Derfor mener man i Danske Regioner, at det er nødvendigt, at det offentlige kan beskrive den opgave, der skal løses, hvis borgerne skal opleve samme høje kvalitet og sammenhæng, uanset hvor i landet de bor. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at de praktiserende læger har et liberalt erhverv (i den private sektor) som leverandører til det offentlige.

“Jeg forstår godt, at det skaber usikkerhed om fremtiden, når der ændres på strukturerne. Derfor vil vi understrege: Almen praksis er en afgørende grundsten i vores sundhedsvæsen, lover Mads Duedahl.

Men peger samtidig på, at med så stor en økonomisk prioritering, er det nødvendigt med ensartethed, som en forudsætning for at nå i mål med sundhedsreformens ambitioner.

Åbningstider på dagsordenen

Et af de mere kontroversielle budskaber i debatten har omhandlet krav til åbningstider.

“I takt med at der kommer flere læger, er det også fair, at patienterne kan forvente mere fleksible åbningstider, og det bør afspejle sig i kravene til almen praksis i fremtiden”, lyder det fra Mads Duedah

Forventningerne om mere fleksible åbningstider for borgerne går dog hånd i hånd med, at der investeres i området, og der kommer flere læger, understreger han.

I kontrast til lægernes medieoffensiv

Mens PLO, DSAM og Forum for Yngre Almenmedicinere de seneste uger har fyldt medier og sociale platforme med hård kritik af lovpakken, har Danske Regioner valgt en mere afdæmpet linje. 

Læs også: Læger i medieoffensiv mod lovpakke

Først på selve fristdagen træder de offentligt frem – og sender dermed et signal om samarbejde, ansvarlighed og ro, i kontrast til lægernes kampagneprægede modstand.

Hvor lægerne har advaret mod centralisering og talt om en ”aflivning af huslægen”, har regionerne valgt at bakke op om pakken med fokus på lighed, investering og patientrettigheder.

Regionernes sene udmelding viser en klar strategi: at fremstå som den ansvarlige aktør, der ikke farer med skræmmebilleder, men i stedet sætter ord på, hvordan lovpakken kan styrke almen praksis – om end med en ny dimension i form af forventninger til åbningstider.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind