Mandag den 15. september blev den nye ambulancebase i Køge officielt indviet. Basen, som er den største i regionen, markerer afslutningen på opførelsen af syv nye ambulancebaser i regi af Ambulance Sjælland.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Med over 1.400 m², ti hvilerum med eget bad, store fællesarealer og bæredygtige løsninger som solceller og varmepumper, er basen blandt de mest moderne i Danmark.
“Det er en stor og glædelig dag. Med basen i Køge får vores dygtige ambulancepersonale og patienttransportreddere moderne, fremtidssikrede rammer til at yde hurtig og kvalificeret hjælp. Samtidig styrker vi muligheden for at rykke behandlingen endnu tættere på borgerne,” sagde Jens Ravn (V), formand for Udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation, ved indvielsen.
Borgmester i Køge, Marie Stærke (S), lagde vægt på, at basen ikke kun er et løft lokalt, men også for hele regionen:
“Jeg er sikker på, at den vil styrke den fælles indsats for at bringe sundhedsvæsnet tættere på borgerne – både i Køge og i hele den kommende Region Østdanmark,” sagde hun.
Milliondyr hjemtagning
Region Sjælland har de seneste år investeret massivt i hjemtagning af ambulancedriften. I 2023 blev budgetrammen til opførelsen af de syv nye baser ifølge et referat fra regionsrådet hævet til 185 mio. kr. på grund af stigende renter og byggeomkostninger.
Køge-basen alene beløb sig til omkring 49 mio. kr..
Med indvielsen i Køge råder Ambulance Sjælland nu over 16 baser, hvoraf ni er moderniserede lejemål. Samtidig har regionen hjemtaget en række avancerede funktioner, herunder ansvaret for akutbiler og den samlede AMK-vagtcentral.
Fire ambulancer mangler hver dag
Men flotte rammer og store investeringer ændrer ikke på, at Region Sjælland fortsat mangler ambulancer. Ifølge den seneste opgørelse manglede Ambulance Sjælland i gennemsnit 4 ud af 31 ambulancer hver eneste dag i 2. kvartal 2025, skriver Bredskabsinfo.
Dermed bemandede selskabet blot 26,8 ambulancer – et fald fra 28,5 i slutningen af 2024.
Mens Falck leverer mere end de krævede 33 ambulancer, har regionens eget selskab haft udfordringer med at tiltrække og fastholde personale.
Jens Ravn erkender, at udfordringen ikke forsvinder med det samme:
“På den lidt længere bane skal vi have uddannet det personale, som mangler i dag – ambulancereddere og paramedicinere. På den korte bane flytter vi ambulancer hen, hvor der er et hul, og hvor vi ikke har kunnet fylde det op,” siger han til TV2 Kosmopol.
Servicemål nås – endnu
På trods af manglen på ambulancer viser regionens egen afrapportering, at servicemålene for responstid fortsat bliver opfyldt. I 2. kvartal 2025 var gennemsnitlig responstid ved livstruende opgaver (kørsel A) 8 minutter og 21 sekunder, og 92,4 % af kørslerne nåede frem inden for 15 minutter – over målsætningen.
Det er dog værd at bemærke, at tallene ikke skelner mellem, om det er Falck eller Ambulance Sjælland, der leverer. Dermed risikerer de samlede gennemsnit at sløre problemerne hos den regionale operatør.
Paradoks: mursten uden hænder
Indvielsen i Køge symboliserer et løft af infrastrukturen og arbejdsmiljøet, men afslører samtidig et paradoks:
Region Sjælland har satset millioner på nye baser og hjemtagning – men mangler stadig hænder til at fylde bilerne.
På den korte bane flyttes ambulancer rundt for at dække hullerne. På den lange bane håber regionen, at et øget elevoptag – 60 nye elever i 2026 – kan rette op på udfordringerne.