Region Østdanmarks hjemmeside regionoest.dk blev lanceret midt i september som fusionssite og kampagneværktøj, men først nu får regionsrådene lov til formelt at vedtage adressen som regionens permanente domæne.
Da Region Hovedstaden og Region Sjælland midt i september åbnede fusionssitet regionoest.dk, blev det hurtigt et centralt element i den kampagne, der skal gøre borgerne bekendte med den kommende superregion frem mod valget i november. Alligevel står politikerne i de to regionsråd nu og skal træffe beslutning om domænet – selvom det allerede er taget i brug.
Her opstår den kuriøse situation: Beslutningen ligner mere en blåstempling end et reelt valg.
To forskellige vinkler fra administrationerne
De to regioners administrationer har valgt at præsentere sagen forskelligt for deres politikere:
- Region Hovedstaden argumenterer i dagsordenspunktet detaljeret for valget af regionoest.dk. Her kobles domænet eksplicit til valgkampagnen og behovet for et synligt fusionssite. Dagsordenen går minutiøst ind i problematikken om ”ø” versus ”oe” og fremhæver de kommunikative risici ved alternativer.
- Region Sjælland holder sig i dagsordenspunktet til en mere administrativ og procedurepræget fremstilling. Her betones, at sagen afgøres i det forberedende regionsråd, og at domænet skal være kort og entydigt.
Når Ø bliver til OE
Et centralt argument i begge dagsordener er, at bogstavet ”ø” ikke bør bruges i domænet. Det begrundes dels med tekniske komplikationer, dels med, at udenlandske brugere ikke kan skrive ”ø” på deres tastatur.
Men i dag, anno 2025, er “ø” i sig selv ikke længere et teknisk problem og har ikke været det siden 2010. Med IDN-domæner er det fuldt muligt at anvende domæner med danske specialtegn.

Det skal desuden bemærkes, at en række domæner fx. regionøst.com er ledige, hvis man slår dem op. (se billed)
Hensynet til udlandet kan dog virke lidt selvfedt i denne sammenhæng – Region Østdanmark er først og fremmest en lokal-demokratisk institution, der i 99 % af tilfældene henvender sig til danske borgere og patienter. Den reelle pointe er snarere, at ”oe” efter årtiers omskrivning af ø til oe på internettet giver en mere indarbejdet, praktisk og konsistent løsning, som undgår fejlskrivninger og forvekslinger.
”Region ost” blev fravalgt
Begge administrationer har i øvrigt fundet det nødvendigt at understrege, hvorfor ”oe” er valgt frem for blot ”o”. Ellers ville den nye region komme til at hedde regionost.dk – en ufrivilligt komisk adresse, som ingen havde lyst til at servere for borgerne.
Forskellen i de to dagsordener illustrerer, hvordan den samme sag kan sælges til politikerne på to måder: Den ene med politisk kommunikation i fokus, den anden med tekniske og procesorienterede hensyn – begge med et lille strejf af sproglig humor.
Fakta: Region Østdanmarks domæne
- 15. september 2025: Fusionssitet regionoest.dk lanceres af Region Hovedstaden og Region Sjælland.
- 16. september 2025: Region Sjællands forretningsudvalg anbefaler domænet til godkendelse.
- 23. september 2025: Region Hovedstadens forretningsudvalg anbefaler domænet til godkendelse.
- 30. september 2025: Regionsrådene behandler sagen.
- 1. januar 2027: Region Østdanmark etableres, og regionoest.dk bliver permanent hjemmeside.
- Pris: ca. 600 kr. årligt for domænedrift.