Regional-Indsigt har sat Mads Duedahl (V) stævne, for at høre hans fremtidsperspektiv i bakspejlet, skulle han igen sætte sig i formandsstolen.
Vi fanger ham tidligt tirsdag morgen, hvor han lige har været ude og uddele flyers.
At blive genvalgt er ikke en sikker ting for Region Nordjyllands første borgerlige regionsrådsformand. Men når Mads Duedahl kigger frem mod den kommende valgperiode, er han ikke i tvivl: De næste fire år bliver de mest krævende – og potentielt de mest skelsættende – i Region Nordjyllands historie.
”Vi står måske over for de fire vigtigste år i regionens levetid,” siger han og fortsætter: ”Vi åbner et nyt universitetshospital, og samtidig skal vi implementere sundhedsreformen. Det bliver en periode, hvor alt forandrer sig på én gang.”
Et nyt universitetshospital og et sundhedsvæsen i bevægelse
Det nye universitetshospital i Aalborg åbner til maj 2026 og samler to matrikler i én organisation. Duedahl beskriver det som ”en kæmpe, kæmpe begivenhed” – organisatorisk, kulturelt og menneskeligt.
Men samtidig kommer sundhedsreformen til at ændre spillereglerne for hele sundhedsvæsenet.
”Reformen kræver et nyt mindset. Vi skal udvikle sundhed tættere på borgerne – med sundhedsråd, flere praktiserende læger og stærkere lokale tilbud,” siger Mads Duedahl til Regional-Indsigt.
Han forventer, at reformen vil trække store ressourcer – ikke kun i Nordjylland, men i hele landet. Derfor skal regionen have fuld fokus på implementering og drift.
”Mange tror, arbejdet er gjort, når reformen er vedtaget. Men det er nu, arbejdet begynder,” understreger han.
Fra strategi til implementering
For Mads Duedahl er de kommende år et skifte fra politik til praksis.
Han har selv været en af de politikere, der forhandlede den såkaldte forårspakke sammen med sundhedsminister Sofie Løhde og formand for Danske Regioner Anders Kühnau.
– og han ved, at det næste skridt er det sværeste: at få strategierne til at virke lokalt.
”Det er nu, vi skal have arbejdstøjet på regionalt og lokalt og sikre, at tingene fungerer. Det er her, mange politikere snubler – man tror, at strategien er målet. I virkeligheden er det bare begyndelsen.”
Samarbejde før ideologi
Selv om han er politiker og liberal, betoner Duedahl, at regionerne generelt er mindre ideologisk konfliktfyldte end kommunerne.
”Vi skal ikke skændes om skatten. Vi har de penge, vi har – og så må vi bruge dem bedst muligt,” siger han.
Men naturligvis findes forskellene:
- På ambulanceområdet, hvor venstrefløjen ønsker, at regionen selv driver det hele, mens Duedahl mener, at man skal ”afprøve markedet”.
- På praktiserende læger og private sundhedsaktører, hvor han ser potentiale i at bruge private, når det giver kvalitet og effektivitet.
”Jeg har ikke behov for, at noget skal være privat eller offentligt. Jeg siger bare, at det er sund fornuft at se, hvor vi får mest kvalitet for pengene.”
Han lægger dog vægt på, at det vigtigste er kompromiset:
“Jeg har det ledelsesprincip, at man skal bruge mere tid på at tale om der, hvor man bliver enige, end der, hvor man er uenige,” siger Mads Duedahl.
Et formandskab bygget på konsensus
Mads Duedahl blev valgt som formand med 50,1 procent af stemmerne i 2021. Den erfaring har sat sig spor i hans måde at forvalte formandsjobbet på.
”Det ville jo være uansvarligt at køre 49,9 procent af nordjyderne over,” siger han med et smil. ”Jeg ser det som min opgave at samle summen af Nordjydernes interesser – ikke kun Venstres.”
Han beskriver sin ledelsesstil som dialogbaseret og søgende efter brede aftaler:
”Der er en vilje fra det yderste venstre til det yderste højre i Nordjylland til at finde kompromiser. Det skal vi bygge videre på,” lyder det
Når han ser tilbage om fire år
Vi spørger ham en sidste gang, hvad han gerne vil kunne se tilbage på i 2029?
”At vi har fået sundhedsreformen til at virke. At det nye universitetshospital fungerer som én samlet organisation. At vi har styrket det nære sundhedsvæsen med flere praktiserende læger og sundhedstilbud tættere på borgerne. Og at vi har håndteret de udfordringer, vi har i psykiatrien og på ventelisteområdet.”
Han lægger ikke skjul på, at opgaven er enorm – men ser det som et privilegium:
”Tallerkenen er fyldt de næste fire år, men det betyder også, at vi kan gøre en forskel, hver dag vi går på arbejde.”
Faktaboks: Mads Duedahl i korte træk
- Titel: Regionsrådsformand (V), Region Nordjylland
- Baggrund: Cand.scient.pol., tidligere rådmand i Aalborg Kommune
Politisk fokus: Implementering af sundhedsreformen, det nære sundhedsvæsen, psykiatri og lægedækning



