Region Midtjylland står med regionalvalgets mest markante politiske skifte. Efter mere end næsten to årtier med rød blok i spidsen sikrer en ny bred blå-grøn konstellation, at Anders G. Christensen (V) sætter sig for bordenden 1. januar 2026.
Det viser den konstitueringsaftale, som syv partier offentliggjorde onsdag morgen.
Aftalen samler Venstre, SF, Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i et usædvanligt bredt samarbejde, som på tværs af klassiske blokke peger på Christensen som regionsrådsformand. Samtidig får Konservative posten som 1. næstformand, mens en række nøgleudvalg fordeles efter d’Hondtske principper.
Partierne bag aftalen er enige om, at de øvrige partier kan tilslutte sig konstitueringsaftalen senest mandag 24. november 2025, skriver regionen i en pressemeddelelse.
En personlig og politisk sejr
For Anders G. Christensen markerer aftalen et tydeligt politisk gennembrud. Venstre bliver med aftalen samlende kraft i et råd, der efter valget er rykket markant til højre. Det er hermed lykkedes Christensen ikke blot at sikre et solidt mandat – men også at bygge bro til både blå og grønne partier, som alle tilslutter sig et politisk projekt med fokus på åbenhed, tillid og en ny samarbejdskultur.
Partierne slår i aftalen fast, at regionen skal styres på “åbenhed, faglighed og dialog”, og at politiske beslutninger fremover skal træffes på mere direkte og ubureaukratiske informationsstrømme til politikerne. Det er et indirekte opgør med flere års kritik af sagsgange og filtrering af information gennem direktion og sekretariat.
Skiftet viser også, hvor brutal politik kan være på valgnatten, flere rapporter fra flere medier fortæller om en Anders Kühnau, der bogstaveligt talt sad for sig selv og ikke var inviteret ind til reelle forhandlinger.
Sundhedspolitik i centrum
Konstitueringsaftalen indeholder en lang række konkrete politiske markeringer – ikke mindst på psykiatrien, hvor partierne vil tilføre 15 mio. kr. i 2027 til forbedringer, recovery-indsatser og tvangsreduktion, samt skabe mere gennemsigtighed i økonomien.
Derudover vil aftalekredsen:
- etablere to nye senfølgeklinikker efter kræft
- styrke demensudredningen med en ny regional model
- afsætte 5 mio. kr. til socialsygeplejersker
- igangsætte en proces om et nyt hospice og udbygning af palliativ indsats
- sikre bedre patientforløb på tværs af offentlige og private tilbud, så patienter ikke falder mellem sektorerne
Den linje placerer Region Midtjylland i et tydeligt udviklingsspor, hvor borgerinddragelse, nærhed og færre barrierer i patientforløb får høj prioritet.
Et nyt samarbejdskort
Sammensætningen af både forretningsudvalg og sundhedsråd viser samtidig en markant forskydning i det politiske grundlag. Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne står nu stærkere end i sidste valgperiode, mens Socialdemokratiet, Enhedslisten og Psykiatrilisten (APØ) kun fastholder fire pladser i forretningsudvalget og én post som tilbudt 2. næstformand.
At SF er med i aftalen – trods den blå dominans – understreger Christensens evne til at samle brede flertal. SF får bl.a. formandsposten for Sundhedsråd Horsens og to pladser i forretningsudvalget.
En af valgets store vindere
Med formandsposten, et bredt politisk mandat og et skifte, der reelt omtegner det politiske Danmarkskort i vest, står Anders G. Christensen tilbage som en af valgets store vindere.
Forude venter en valgperiode, hvor psykiatri, palliativ indsats, ventetider og lægedækning bliver de store prøver.



