Når Kjeld Møller Pedersen, professor emeritus i sundhedsøkonomi og -politik, ser tilbage på året 2025 i sundhedsvæsenet, er det med både overblik, erfaring og en tydelig sans for de strukturelle mønstre, der ofte drukner i den daglige nyhedsstrøm.
Hans gennemgang i Sundhedsmonitor er ikke en kronologisk årsberetning, men en faglig status, hvor det centrale budskab er klart: Sundhedsvæsenet er i permanent reform – men implementeringen er skrøbelig, og styringen halter flere steder.
Hvad siger professoren?
Pedersen tegner et billede af et år, hvor sundhedsreformen har været det altoverskyggende omdrejningspunkt – flankeret af psykiatriplan, almen praksis-forhandlinger, regionsvalg og en lang række enkeltsager, der hver for sig siger noget om systemets robusthed.
Han understreger, at reformarbejdet er omfattende og fagligt ambitiøst, men samtidig fyldt med snubletråde. Især peger han på fem risici, der kan bringe reformens intentioner i fare: svigtende sundhedsråd, modstand i almen praksis, en national sundhedsplan uden reel gennemslagskraft, usikker leverance i Region Østdanmark – og en digitaliseringsstrategi, der risikerer at blive tung og ineffektiv.
Om reformprocessen skriver han nøgternt – men ikke ukritisk – at “det er umuligt at få alt med”, når et komplekst sundhedssystem forsøges gentænkt i én samlet bevægelse.
Det er ikke en undskyldning, men en konstatering: prioriteringer er uundgåelige, og fravalg har konsekvenser.
I forhold til almen praksis er tonen mere direkte. Her beskriver han et reformforløb præget af hårdt sprog, misforståelser og klassiske interessekonflikter. Pedersen peger på, at både ministerium og PLO har bidraget til konflikten – og at den efterfølgende milliardtilførsel reelt var indregnet på forhånd som smøremiddel til implementeringen. Det er realpolitik forklædt som forhandling.
Hvad siger han ikke?
Det, Pedersen ikke gør, er mindst lige så interessant. Han fælder ingen entydig dom over, om reformen vil lykkes. Han udpeger risici – men giver ikke klare bud på, hvordan de skal håndteres politisk og administrativt. Dermed efterlades læseren med en analyse, der diagnosticerer problemerne, men overlader behandlingen til andre.
Han går heller ikke ind i den mere principielle diskussion om magtforskydningen mellem stat, regioner og kommuner.
Sundhedsrådene beskrives som afgørende, men uden en dybere vurdering af, om de reelt får den styrke og autonomi, som reformen forudsætter. Forvaltningsmæssigt er det et åbent spørgsmål, om rådene bliver motorer – eller blot endnu et lag i styringskæden.
Den forvaltningsmæssige betydning
Set fra et regionalt perspektiv er Pedersens gennemgang en påmindelse om, at reformens succes i høj grad afgøres i implementeringen. Særligt peger han på sekretariatsbetjeningen af sundhedsrådene og sygehusenes nye rolle i det nære sundhedsvæsen som kritiske faktorer.
Her bliver regionernes administrative kapacitet – og evne til at arbejde tværsektorielt – sat på prøve.
Hans gennemgang af psykiatrisagen i Randers illustrerer samtidig, hvordan svigt i ledelse, opfølgning og kommunikation kan udvikle sig til langvarige tillidskriser. Pedersen konstaterer tørt, at det er svært at få ord som “undskyld” og “fejlbehandling” frem – også når dokumentationen er tung. Det peger på et system, hvor juridisk og forvaltningsmæssig forsigtighed ofte vinder over åben erkendelse.
Et erfarent blik – uden illusioner
Når Pedersen ser tilbage, er det med et erfarent blik, der hverken romantiserer reformer eller dæmoniserer systemet. Hans grundsyn er, at sundhedsvæsenet grundlæggende fungerer – men at det konstant balancerer på kanten af sine egne styringsmodeller.
Som han selv formulerer det i en af årets mere lakoniske passager: “Der sker altid noget i sundhedsvæsenet – godt og dårligt.”
Professorens bidrag er at minde om, at det dårlige sjældent opstår af ond vilje – men ofte af komplekse beslutninger, uklare ansvar og reformer, der løber hurtigere end organisationen kan følge med.
For regionerne er budskabet klart: Reformen er ikke kun et politisk projekt. Den er et forvaltningsprojekt, hvor fejlene først viser sig længe efter, at aftalerne er underskrevet.
