Da regeringen i sommeren 2025 nedsatte et ekspertpanel på beredskabsområdet, var opgaven klar: Se på, om Danmarks redningsberedskab er gearet til et nyt risiko- og trusselsbillede præget af klimahændelser, teknologiske risici og en mere alvorlig sikkerhedspolitisk situation.
Nu er panelet kommet med svaret i rapporten “Taktskifte for Danmarks redningsberedskab”. Budskabet er, at beredskabet i udgangspunktet fungerer godt – men at verden har forandret sig så meget, at organisering, styring og krav til kapacitet ikke længere matcher de hændelser, beredskabet skal kunne håndtere.
Panelet samler sine forslag under tre pejlemærker: et robust, effektivt og skalérbart redningsberedskab, der hviler på et stærkere fagligt fundament. I alt præsenteres ti sammenhængende anbefalinger.
Funktionelt ligner det en reform, men man anvender ikke termen, selvom panelet foreslår:
- Ny styringsmodel
- Ny geografisk struktur
- Ny organisering
- Nye minimumskrav
- Nyt tilsyn
- Nyt ledelsesniveau (regionalt)
- Nye operationscentre
- Ny lovgivning (revision af beredskabsloven)
- Færre og større enheder
- National styringskapacitet ved kriser
Det ligner definitionen på en reform.
At panelet ikke bruger ordet, skyldes antageligt, at de ikke foreslår at nedlægge kommunerne som beredskabsmyndighed – men de fjerner i praksis den kommunale frihed på området.
Tydeligere krav til, hvad beredskabet skal kunne
Første hovedgreb er, at der i dag mangler en klar kobling mellem de nationale risiko- og trusselsvurderinger og de konkrete krav, der stilles til de lokale redningsberedskaber.
Ekspertpanelet anbefaler derfor, at der udarbejdes et fælles nationalt planlægningsgrundlag, som præciserer, hvilke hændelser beredskabet skal dimensioneres til at kunne håndtere på lokalt, regionalt og nationalt niveau. På den baggrund skal der indføres minimumskrav til kapaciteter og kompetencer i alle lokale redningsberedskaber – suppleret af den eksisterende lokale risikobaserede dimensionering.
Samtidig foreslås et ambitiøst og uafhængigt tilsyn, der både kan føre kontrol med, at kravene efterleves, og bidrage til læring og udbredelse af best practice.
Det egentlige nybrud: Operationscentre
Andet hovedgreb handler om organisering og koordination.
Panelet peger på, at de nuværende 32 lokale redningsberedskaber er meget forskellige, og at de geografiske grænser ikke passer med hverken statslige beredskabscentre, politikredse eller regioner. Det vanskeliggør planlægning og koordination på tværs.
Derfor anbefales det, at redningsberedskabet fremover samarbejder inden for fire regionale beredskabsområder, der følger regionsgrænserne. Her skal lokale og nationale enheder planlægge og koordinere ressourcer i fællesskab – ikke som et nyt myndighedsniveau, men som et nyt fast samarbejdsrum.
Som en central del af denne struktur foreslås etableringen af fire regionale operationscentre, som skal fungere som knudepunkt for visitation, disponering, ressourceoverblik og ledelsesstøtte ved hændelser. Alle lokale redningsberedskaber skal knyttes til deres regionale operationscenter.
Panelet anbefaler samtidig, at der arbejdes mod færre og større redningsberedskaber, så der opbygges stærkere faglige miljøer og mere robuste ledelses- og planlægningskapaciteter.
Fælles styring, når kriser rammer
Tredje hovedgreb handler om evnen til at skalere indsatsen ved større og samtidige hændelser.
Her foreslår panelet, at der indføres fælles beredskabsniveauer (fra normalt til højeste beredskab), som tydeliggør roller, ansvar og mandater ved forskellige grader af krise. Der åbnes også for, at der ved højere beredskabsniveauer kan udpeges en national beredskabschef med et samlet strategisk ansvar.
Samtidig anbefales etableringen af et nationalt situationsoverblik, som i realtid samler data om hændelser og ressourcer fra hele landet via de regionale operationscentre og kobles til den nationale krisestyring (NOST).
Ekspertpanelet foreslår i praksis: At gøre redningsberedskabet til et fjerde ben i Danmarks samlede kriseberedskab – på linje med forsvar, politi og sundhed.
Det har det aldrig været før. Og det er derfor, denne rapport er langt mere vidtgående, end titlen antyder.
Ny lovgivning og et løft af kompetencer
Flere af anbefalingerne forudsætter ændringer i lovgivningen. Derfor anbefaler panelet en revision af beredskabsloven, så den giver de nødvendige hjemler til den nye organisering og styring.
Endelig peger panelet på behovet for et markant kompetenceløft. Der foreslås et sammenhængende uddannelsestilbud – et slags “beredskabsakademi” – samt styrket rekruttering, fastholdelse og tydeligere karriereveje for både fuldtidsansatte, deltidsansatte og frivillige.



