Region Sjælland har på ét år reduceret CO₂-udledningen fra energi med 51 procent. Det fremgår af regionens pressemeddelelse og det nye klimaregnskab for 2024.

“På blot ét år har Region Sjælland reduceret CO₂-udledningen fra fjernvarme, forsyning og el med 51 %. Samlet set er regionens totale udledninger faldet med 8 % fra 2023 til 2024, selv om aktiviteten er steget,” skriver regionen i pressemeddelelsen.

Og det er den gode nyhed – udledningen falder selvom aktiviteten stiger.

Ifølge klimaregnskabets hovedtabel falder energi fra 20.294 ton CO₂e i 2023 til 9.909 ton CO₂e i 2024 – en reduktion på 51 procent. Samlet falder regionens udledning fra 290.000 ton til 266.000 ton CO₂e, svarende til 8 procent.

Men energiposten udgør i 2024 kun 3,8 procent af regionens samlede klimaaftryk.

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen erkender da også, at man er langt fra mål. 

“Vi skal tage de store skridt fra centralt hold, som udbud og indkøb med fokus på reduceret og grønnere forbrug, energirenovering og forebyggelse,” lyder det.

Den største del af udledningen ligger nemlig ganske rigtig i vareindkøb, som står for 61,7 procent af den samlede udledning – 164.402 ton CO₂e. Her er udviklingen den modsatte: vareudledningen stiger med 7 procent fra 2023 til 2024.

Medicin alene udgør 25,3 procent af den samlede udledning, mens medicinsk udstyr står for 22,9 procent.

Det betyder, at selv en halvering af energiposten kun har begrænset effekt på det samlede klimaregnskab.

Læs også: Analyse: Klimaaftrykket i regionerne – Så stor er effekten af egen indsats

Hvor kommer energifaldet fra?

I pressemeddelelsen fremhæves især to forhold:

“Reduktionen i energiudledninger skyldes især et ca. 20% lavere forbrug af fjernvarme og at fjernvarmen i stigende grad produceres med et lavere CO₂-aftryk.”

Der er altså både tale om lavere forbrug og en lavere emissionsfaktor i fjernvarmen. Den sidste del er ikke noget, regionen selv styrer – den afhænger af energiselskabernes brændselssammensætning.

Elforbruget er ifølge pressemeddelelsen “stort set uændret”, men gennem køb af grønne certifikater “kompenseres CO₂-udledningen fra el med 83%.”

I klimaregnskabets notat fremgår det, at elektricitet i scope 2 opgøres med en nulemissionsfaktor, fordi regionen har købt grønne certifikater. Det reducerer den bogførte udledning markant – uden at det nødvendigvis ændrer det fysiske elforbrug.

Aktivitet trækker i den anden retning

Samtidig er aktiviteten i regionen steget.

Ambulante forløb er steget med 3 procent og indlæggelser med 11 procent. Regionens samlede aktivitet øger naturligt forbruget af medicin, medicinsk udstyr, fødevarer og øvrige varer.

Pressemeddelelsen anerkender selv kompleksiteten:

“Vi tager hele billedet på os – både de store reduktioner og de steder, hvor udledningen stiger. Stigningerne afspejler, at vi har større aktivitet på vores sygehuse og at vores datagrundlag nu er mere detaljeret,” siger Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.

Bygningsvedligehold stiger med 12 procent, og vareudledninger stiger som nævnt med 7 procent.

Transport falder markant – 63 procent fra 2023 til 2024 – men i notatet fremgår det, at 2024-beregningen udelukkende er baseret på faktisk brændstofforbrug. Det indikerer, at metode og datagrundlag har ændret sig, hvilket kan påvirke sammenligneligheden.

Hvor rykker regionen reelt?

Regionen rykker især på:

  • Energieffektivisering og lavere varmeforbrug
  • Indkøb af grønne elcertifikater
  • Organisatorisk mobilisering via “grønt rejsehold”
  • Opmærksomhed på drift og adfærd

Men de strukturelt største udledningskilder – medicin, medicinsk udstyr og øvrige varer – er tæt koblet til aktivitetsniveau og nationale indkøbs- og forsyningsstrukturer.

Varer beregnes desuden via økonomiske emissionsfaktorer. Det betyder, at udledningen følger indkøbsvolumen og priser – og at regionen kun indirekte kan påvirke produktionsleddet.

En reel reduktion – men på den lille post

Region Sjælland kan med rette fremhæve, at energiudledningen er halveret. Det er en reel forbedring.

Men energien fylder under fire procent af klimaaftrykket.

Det store klimabillede ligger i indkøb og aktivitet. Og her viser regnskabet, at den grønne omstilling i sundhedsvæsenet først for alvor bliver systemisk, når der kan rykkes på medicin, udstyr og forsyningskæder – ikke kun på varme og el.

Fakta fra regionens klimaregnskab

Samlet set er regionens totale udledninger reduceret med 8% fra 2023 til 2024, selv om aktiviteten er steget. Ambulante forløb er steget med 3 % og indlæggelser med 11%, hvilket naturligt øger ressourceforbrug til bl.a. varer som medicinsk udstyr, fødevarer m.v.

Hovedkategorier2023 (ton CO2e)2024 (ton CO2e)Ændring i procent
Bygningsvedligehold20.18822.61212%
Energi20.2949.909-51%
Transport36.02113.280-63%
Tjenesteydelser60.71255.975-8%
Varer153.124164.4027%
* Total290.000266.000-8%

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind