En ny overenskomstaftale på det kommunale og regionale område betyder, at sygeplejestuderende fremover skal ansættes i deres afsluttende praktik på syvende semester.
Dermed vender en form for lønnet praktik tilbage til uddannelsen – noget der har været væk det meste af tiden siden sygeplejerskeuddannelsen i begyndelsen af 1990’erne gik fra elevuddannelse til studieuddannelse med SU.
Ifølge et presseopslag hos Dansk Sygeplejeråd betyder aftalen, at studerende fremover vil blive ansat under praktikken.
”De sygeplejestuderende skal nu ansættes med praktikløn på ca. 16.400 kr. om måneden, når man er i praktik på både regionale og kommunale arbejdspladser.”
Aftalen er resultatet af længere tids forhandlinger efter trepartsaftalen i 2023, hvor det blev besluttet, at sygeplejestuderende fremover skulle indgå i normeringen i deres afsluttende praktik.
Ifølge forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg er det vigtigt, at der nu er skabt klarhed for de studerende.
”Det er vigtigt, at de studerende ved, hvilke vilkår der gælder i den afsluttende del af deres uddannelse. Med aftalen får de både en løn under praktikken og samtidig fastholder vi, at praktikforløbet først og fremmest skal være et læringsforløb,” siger hun i en kommentar til fagbladet Sygeplejersken.
Har været længe undervejs
Hos de sygeplejestuderende er meldingen, at aftalen har været længe undervejs.
Forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Nicolaj Laue Juhl, fremhæver, at der nu endelig er kommet klarhed.
”Vi er glade for, der endelig er kommet en afklaring. Det har vi kæmpet for i to år,” siger han.
Den nye ordning betyder samtidig, at de studerende ansættes på 30 timer om ugen med yderligere studieaktiviteter, så der fortsat er plads til læring i praktikken.
”Det betyder, at hvis jeg i min praktik altid er den, der skal tømme skraldespanden eller tage blodprøve på alle patienterne og ikke får lov til at tage selvstændigt ansvar, så lever arbejdsgiver ikke op til aftalen,” siger Nicolaj Laue Juhl.
Over 25 år siden sidst
Ifølge de studerende selv er aftalen historisk i et længere perspektiv.
I et opslag på LinkedIn fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning fremhæves det, at lønnet praktik har været fraværende i mere end to årtier.
”Det er over 25 år siden sidst, at sygeplejestuderende var i lønnet praktik.”
Aftalen gælder fra 1. januar 2027, men kræver først en ændring af bekendtgørelsen for sygeplejeuddannelsen, før den kan træde i kraft.
Skal også give bedre økonomi
For de studerende kan lønnen også få betydning for hverdagen under uddannelsen.
Ifølge Nicolaj Laue Juhl vil lønnen kunne give mere ro i økonomien i den sidste del af uddannelsen.
”Jeg tror flere vil have mere overskud i hverdagen, fordi man ikke skal spæne videre til et studiejob efter en vagt i praktikken.”
De studerende vil samtidig få ret til overarbejdsbetaling efter de samme principper som nyuddannede sygeplejersker.
”Retten til overarbejdsbetaling betyder også, at vi ikke ender som billig arbejdskraft, men at vi faktisk får en retfærdig løn for vores arbejde.”
Del af normeringen
Den nye model betyder også, at de studerende fremover kan indgå i bemandingen på arbejdspladserne.
Det sker dog med den begrænsning, at læring fortsat skal være hovedformålet med praktikken.
”Vi kommer kun til at være en del af normeringen, når vi arbejder med de opgaver, vi kan varetage,” lyder det fra Nicolaj Laue Juhl.
Dermed får sygeplejestuderende igen en form for løn under uddannelsen – et skridt, der i mange år har været efterspurgt i diskussionen om rekruttering og vilkår på sygeplejerskeuddannelsen.



