Efter en usædvanlig intens proces i Sundhedsråd Hovedstaden har de tre største aktører valgt hver deres strategi efterfølgende.
Beslutningen om akutsygeplejen i Sundhedsråd Hovedstaden blev, som vi tidligere har beskrevet her på Regional-Indsigt, truffet efter en usædvanlig omfattende proces med spørgsmål, analyser og argumenter fra kommunerne.
Læs også: Afstemning om akutsygepleje splitter Sundhedsråd
Men efter afstemningen har reaktionerne fra de tre centrale aktører været bemærkelsesværdigt forskellige, når vi har henvendt os med en række spørgsmål ift forløb og beslutning.
Dermed tegner der sig et billede af tre forskellige strategier i et af de første større opgør i de nye sundhedsråd.
København: En principiel kamp for den kommunale model
København var den kommune, der tydeligst udfordrede regionens model undervejs i processen.
Bilagene til sagen viser en lang række spørgsmål om blandt andet:
- responstid
- medarbejderoverdragelse
- samarbejdet med praktiserende læger
- risikoen for svækket forebyggelse.
Argumentet fra kommunen har været, at akutsygeplejen fungerer bedst tæt på borgerne.
Accept af den politiske virkelighed
Det gentager sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), da vi henvender os efter afstemningen, og han lægger ikke skjul på, at København hellere havde set akutsygeplejen blive i kommunalt regi.
“Mange sundhedsopgaver løses bedst helt tæt på borgerne, og det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde bevaret den fremtidige drift af akutsygeplejen i kommunen. Det var der desværre ikke flertal for i sundhedsrådet,” lyder det.
Herved accepterer han og kommunen det politiske udfald.
København signalerer dermed en klassisk politisk position: uenighed med beslutningen – men accept af den institutionelle virkelighed i rådet.
København: “Vi holder øje med jer”
Den mest interessante sætning fra Jens-Kristian Lütken kommer til sidst. Her afslutter han med:
“Vi fortsætter nu arbejdet i sundhedsrådet med fokus på borgernes behov og sammenhæng i indsatsen. Det vigtigste er, at borgerne møder et sundhedsvæsen, hvor de ikke falder ned mellem flere stole.”
Det er politisk kode, som i praksis betyder: “ Vi accepterer beslutningen, men vi holder øje med implementeringen.”
Hvis man læser citatet samlet, bliver budskabet:
- Kommunal drift er bedst tæt på borgerne
- Vi ønskede at bevare den
- Men vi blev stemt ned
- Nu må vi sikre, at borgerne ikke taber på beslutningen.
Det er faktisk en ret tydelig indirekte kritik af regionens handlemåde, for det var jo formanden Thomas Rohden (B) – regionsrådsmedlem – der satte spørgsmålet til afstemning.
Frederiksberg: Tavshed efter afstemningen
Frederiksberg Kommune var den anden centrale aktør i sagen, men kommunen har endnu ikke ønsket at kommentere beslutningen.
Ifølge kommunens pressetjeneste har borgmester Michael Vindfeldt været til kommunalpolitisk topmøde i Aalborg, og det har derfor ikke været muligt at få en kommentar inden deadline.
På en sms skriver kommunen til os: “Det bliver svært for os at medvirke denne gang.”
Dermed står Frederiksberg foreløbigt uden en offentlig forklaring på kommunens position efter afstemningen.
Regionen: Sejren forklares ikke
Hvis København og Frederiksberg har accepteret udfaldet, har regionen valgt en anden strategi.
Formanden for sundhedsrådet, Thomas Rohden, ønsker ikke at kommentere beslutningen.
“Thomas Rohden springer over at kommentere i denne ombæring,” lyder det fra regionens pressetjeneste.
Det efterlader et tomrum i forhold til den faglige begrundelse for beslutningen.
Når man lægger svarene sammen ser det sådan ud:
| Aktør | Reaktion |
| København | springer til med kort kommentar |
| Frederiksberg | ingen kommentar inden deadline |
| Regionen | ønsker ikke at kommentere |
Det giver faktisk en ret interessant journalistisk observation:
👉 Alle parter dæmper konflikten efter afstemningen.
Implementeringen er under observation
Tavsheden kan dog også have en strategisk forklaring.
Beslutningen betyder, at regionen fremover skal drive akutsygeplejen via hospitalerne, samtidig med at opgaven formelt overgår til regionalt myndighedsansvar.
Dermed er regionen også den aktør, der i de kommende år skal vise, at modellen fungerer i praksis.
Både kommuner, praktiserende læger og medarbejdere vil i implementeringsfasen holde øje med, om responstid, samarbejde og forebyggelse udvikler sig som forventet.
En indbygget magtbalance
Sagen illustrerer samtidig en mere strukturel spænding i sundhedsreformen. Sundhedsrådet består her af syv regionale medlemmer og seks kommunale.
Hvis medlemmerne stemmer efter institutionslinjen, vil regionen derfor som udgangspunkt kunne samle flertal. Det har været en kendt faktor siden sundhedsreformen blev besluttet.
Det var også det mønster, der viste sig i sagen om akutsygeplejen, hvor man allerede ugen inden rådsmødet kunne aflæse, at der var ugler i mosen. Alene fordi dagsordenspunktet og dokumenterne til den 9. marts ikke var lagt op, men behæftet med sætningen. “Materialet eftersendes.”
En forvaltningskode for enten: “Vi er bagud eller halvlukket dagsordenspunkt.”
Det er samtidig interessant, at mini-kommunen Bornholm er placeret blandt de tre giganter – en på alle områder unfair placering, der også gav sig udslag i, at Bornholms repræsentant undlod at stemme, mens de øvrige medlemmer i praksis fordelte sig efter deres institutionelle tilhørsforhold.
To måder at håndtere konflikt på
Sagen i hovedstaden peger samtidig på en forskel i, hvordan sundhedsrådene håndterer uenighed, som er ved at spire frem.
For ikke så længe siden valgte man i Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland en anden strategi end åben afstemning.
Her vedlagde regionens administration et særskilt dokument med bemærkninger og forbehold til de horisontale aftaler mellem region og kommuner – blandt andet om økonomi og kommende kvalitetskrav.
I hovedstaden endte uenigheden i stedet i en direkte afstemning.
Begge dele er tidlige tegn på, hvordan samarbejdet i de nye sundhedsråd kan udvikle sig.
