Når omkring 1.300 kommunale politikere, direktører, chefer og leverandører torsdag og fredag i denne uge samles til KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg, sker det med fokus på både den kommende politiske sæson på social- og sundhedsområdet.
Men selv om programmet i høj grad har en dagsorden, der taler ind i emner, som er relevante for regionerne, er den regionale deltagelse beskeden.
En gennemgang af deltagerlisten viser, at der samlet set kun er omkring 30 repræsentanter fra regionerne, hvoraf ca. en tredjedel er embedsværk.
Og så er der det bemærkelsesværdige, at ikke en eneste af deltagerne kommer fra Region Hovedstaden og blot én fra Region Sjælland.
Det kunne umiddelbart ligne en regional nedprioritering af et kommunalt arrangement, der netop handler om arbejdet med reformer og udfordringer, som kommuner og regioner skal løfte i fællesskab.
Men svar fra regionerne peger i andre retninger.
Ikke et strategisk regionalt hovedforum
Fra flere regioner lyder det samstemmende, at deltagelsen ikke er centralt styret.
I Region Syddanmark skriver man:
“Da konferencen omhandler social- og sundhedsområdet, som er nogle af regionens ansvarsområder, er det fagligt en konference, som er relevant for regionsrådsmedlemmer at deltage i. Der prioriteres ikke imellem de deltagende regionsrådsmedlemmer. De der ønsker at komme til konferencen, kan komme afsted.”
I år deltager der 8 regionsrådsmedlemmer, men man har ikke et samlet overblik over deltagelsen blandt embedsfolkene, lyder det .
Region Nordjylland peger på noget tilsvarende:
“KL`s Social- og Sundhedspolitiske Forum har i sagens natur Social- og Sundhedsområdet som genstandsfelt, derfor er det også politikere og embedsmænd med berøring med disse fagområder i Region Nordjylland som er prioriteret deltagelse.”
Her har man tilmeldt syv – 2 embedsfolk og 5 politikere, hvilket er lidt færre end sidste år, men det skal der ikke lægges noget i forstår vi.
Ifølge Region Midtjylland – som har givet et mundtligt svar til Regional-Indsigt – ligger der heller ikke nogen egentlig strategi bag deltagelsen, som i høj grad har været frivillig.
Det samlede billede peger derfor mindre på en nedprioritering og mere på, at man regionalt set ikke betragter KL’s forum som et strategisk rum for det fælles samarbejde med fx har i regionsrådene.
Østdanmark: Fusion og reform fylder
Det mest markante fravær findes i øst.
Her deltager ingen fra Region Hovedstaden og kun ét regionsrådsmedlem fra Region Sjælland.
Men ifølge regionsrådsformand Lars Gaardhøj fra Region Østdanmarkj skyldes det ikke manglende interesse.
“For mit eget vedkommende, så falder det ellers spændende KL-arrangement midt i en super travlt periode, hvor fusionen mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden og implementeringen af sundhedsreformen tager rigtigt mange timer i døgnet.”
Han peger samtidig på, at arrangementet kolliderer med et arrangement i Danske Regioner.
“Arrangementet falder desuden sammen med bestyrelsesseminar i Danske Regioner, der ligger i torsdag og fredag. Det er jeg som næstformand naturligvis nødt til at prioritere.”
Den forklaring mødte vi også, da vi talte med Mads Duedahl, som er formand for Danske Regioner.
Det ændrer billedet af en mulig nedprioritering.
For mens KL’s forum for kommunerne fungerer som et centralt samlingspunkt for både politik, drift og marked, er der ikke tilsvarende koordinering på den regionale side, selv om man fra centralt hold finder arrangementet relevant og givende.
“Vi havde været der, hvis det ikke var for vores eget bestyrelsesseminar,” er meldingen fra Danske Regioners Formandskab.



