Af Lars Lindskov – regionsrådsmedlem (M)
Råstoffer lyder måske ikke som det mest spændende politiske emne. Men sand, grus og sten er helt afgørende for alt fra boligbyggeri og fjernvarme til veje, sygehuse og den grønne omstilling.
Derfor er Region Sjællands nye Råstofplan vigtig. Og derfor er det også nødvendigt at tale ærligt om de dilemmaer og paradokser, planen rummer.
For på den ene side ønsker vi færre råstofgrave af hensyn til naboer, natur og lokalsamfund. På den anden side betyder færre lokale graveområder ofte længere transport af råstoffer – og dermed mere CO₂, mere tung trafik og højere priser.
Det er et reelt dilemma.
I den foreslåede plan lægges der stor vægt på genanvendelse og sekundære råstoffer. Det er både positivt og nødvendigt. Men vi risikerer at planlægge ud fra en for optimistisk forestilling om, hvor meget genbrugsmateriale realistisk kan erstatte nye råstoffer.
Genanvendelse kræver mere end politiske ambitioner
Mange bygge- og anlægsprojekter kræver fortsat jomfruelige råstoffer med dokumenteret kvalitet. Genanvendelse kan ikke stå alene.
Samtidig oplever branchen, at kommunale myndigheder flere steder gør det vanskeligt at etablere miljøstationer og materialebanker, hvor overskudsjord og byggematerialer kan genanvendes lokalt. Dermed modarbejdes ambitionen om øget cirkulær økonomi i praksis.
Hvis vi politisk mener det alvorligt med genanvendelse, kræver det også, at myndighederne understøtter lokale løsninger og skaber bedre rammer for anvendelsen af sekundære råstoffer.
Forsyningssikkerhed og lokal planlægning hænger sammen
Jeg er også bekymret for, om råstofplanen i tilstrækkelig grad sikrer den langsigtede forsyningssikkerhed på Sjælland. Flere steder videreføres interesseområder år efter år uden reel afklaring. Det skaber usikkerhed for både borgere og virksomheder.
Samtidig peger flere råstofaktører på, at regionen ikke konsekvent følger sine egne principper om rækkefølgeplanlægning og udvidelser tæt på eksisterende graveområder. Det kan i sidste ende føre til længere transportafstande og unødigt langvarige graveaktiviteter.
Vi skal selvfølgelig beskytte både borgere, natur og lokalsamfund. Men vi bliver også nødt til at være realistiske om samfundets behov for råstoffer.
En ansvarlig råstofpolitik handler ikke om enten-eller. Den skal både sikre mere genanvendelse, lokal forsyning, færre transportkilometer, tydeligere rammer for branchen og større klarhed for borgerne.
Det savner jeg i den nuværende plan – og derfor kommer vi fra Moderaternes side til at stemme imod, når sagen skal besluttes i regionsrådet på næste rådsmøde.
Lars Lindskov – Regionsrådsmedlem (M), Region Sjælland



