“Ingen skal være kastebold mellem kommune og region.”
Så klart formulerer socialminister Monika Rubin ambitionen, da hun i slutningen af juni sendte et nyt lovforslag om kompressionsprodukter i høring. Ministeren erkender samtidig, at borgere i dag bliver sendt frem og tilbage mellem myndigheder uden at få den hjælp, de har behov for.
“Alt for mange bliver gjort til projektledere i deres egen sag og sendt rundt mellem myndigheder. Det har skabt et systemkoks, som der nu skal rettes op på. Ingen skal være kastebolde mellem kommune og region,” siger hun i en pressemeddelelse.
Det er de færreste uenige i. Patientforeningen DALYFO er enig, partiet Venstre er enig og det samme er Danmarksdemokraterne.
Enigheden rækker også ud i kommuner og regioner, for her var KL og Danske Regioner med til at indgå en aftale i december 2025. Man var desuden også enige i 2024, da man besluttede sig for sundhedsreformen. Her lovede aftaleparterne, at man skulle udarbejde en særlig model, der ville løse de her mange års problemer.
Dengang forudså vi på Regional-Indsigt, at løftet i aftalen om sundhedsreformen ville betyde, at hele 2025 ville gå med drøftelser og modeludvikling. I 2026 skulle man så udarbejde ny lovgivning, som man med lidt held kunne implementeres i 2027.
Det paradoksale er, at der trods politisk konsensus om målet hele vejen rundt, så har ingen haft drivkraft til at sætte handling blandt ordene. Regional-Indsigts interviews og aktindsigt, dokumentere at patienter trods løfter fortsat oplever at falde mellem to stole.
Ingen ved, hvor døren er
Den mest markante beskrivelse kommer ikke fra en politiker. Den kommer fra COO Cecilie Lodberg Bosse fra Apodan, der leverer kompressionsløsninger og møder patienterne, når de forsøger at få en bevilling.
Hun havde forventet, at aftalen ville skabe klarhed. “Så skete der det modsatte af, hvad vi forventede. Total stilstand,” har hun tidligere sagt til Regional-Indsigt.
Virksomheden oplever patienter, som får at vide, at regionen har ansvaret, men når de forsøger at søge hjælp, ved de ikke, hvor de skal henvende sig. Der er ganske enkelt ikke et brohoved i regionerne.
Det er ikke længere et spørgsmål om lovfortolkning. Det er et spørgsmål om, hvorvidt organisationen er klar til at løfte opgaven.
Myndighederne afventer
Regional-Indsigt har spurgt både Socialministeriet, Sundhedsministeriet, KL og Danske Regioner, hvordan aftalen fungerer i praksis, herunder muligheden for midlertidige løsninger indtil lovgivningen er klar.
Ingen beskriver i deres svar implementeringen af aftalen fra december 2025. Socialministeriet henviser til det nye lovforslag og Sundhedsministeriet understreger, at aftalen fortsat gælder, men svarer ikke på, hvordan regionerne skal følge den i praksis.
KL har ikke ønsket at kommentere sagen og Danske Regioner afventer ministeriernes videre håndtering.
Ingen af aktørerne beskriver, hvem der konkret har ansvaret for at sikre, at aftalen fungerer, sådan som alle mener, at den bør fungere også mens klar lovgivningen afventes.
Patienterne kan ikke vente
Samtidig med at myndighederne afventer, vokser presset fra andre sider. DALYFO oplever deres medlemmer mister deres bevillinger og flere er på vej ud af arbejdsmarkedet.
Læs også: Patientforening til ministeren: Vent ikke til oktober
Venstres sundhedsordfører Christoffer Melson spørger, hvorfor et færdigt lovforslag ikke blev behandlet før sommerferien og Danmarksdemokraternes Marlene Harpsø efterlyser samme prioritering og helst, at man ruller lovforslaget igennem i august.
Læs også: Folketingsmedlem: Regeringen bør hastebehandle lov om kompressionsprodukter
Fælles for dem er én bekymring, at ventetiden bliver et problem i sig selv.
En skolebogscase i implementering
Kompressionssagen begyndte som en diskussion om behandlingsredskaber og hjælpemidler og kaotisk jura i Ankestyrelsen. Den er nu endt som noget andet.
Flere politiske aftaler er blevet indgået. Et lovforslag blev skrevet. Ministerierne arbejder videre, men mellem den politiske beslutning og borgerens hverdag er der opstået et tomrum, som hele tiden synes at udvide sig.
Det tomrum har hverken kommuner, regioner eller ministerier for alvor taget ejerskab over. Det er borgerne der i sommervarmen sidder derhjemme uden de rette kompressionsredskaber og det er her værd at bemærke at der ikke blot er tale om et par strømper.
Det er måske den vigtigste læring af kompressionsforløbet.
Ingen ønsker, at patienterne skal være kastebolde, men ingen har fået eller taget ansvaret for at sikre, at de er holdt op med at være det.
Det er tankevækkende, her hvor vi står midt i årtiers gigant-reform på sundhedsområdet, hvor opgaver og milliarder rykker fra kommuner til regioner. Hvor galt kan de processer gå, når vi ser på forløbet omkring kompressionssagen?
