Region Østdanmark har sat tal på en af sundhedsreformens store ambitioner. Med det nye signaturprogram Health at Home vil regionen sammen med DTU på sigt flytte 100.000 behandlinger ud af hospitalerne og tættere på borgernes hjem og hverdag.
Programmet skal ifølge en pressemeddelelse bruge nye teknologier og dataanalyser til at udvikle måder, hvor patienter kan få behandling i eller tættere på eget hjem med samme kliniske patientsikkerhed som på hospitaler og sygehuse.
Det lyder som sundhedsreformen i praksis. Men det rejser også et spørgsmål, som ikke står tydeligt i den offentlige præsentation af programmet:
Hvor er kommunerne?
Hospitalet rækker længere ud
Health at Home er ikke en af de fire kommunale sundhedsopgaver, som med sundhedsreformen flytter myndigheds- og finansieringsansvar til regionerne.
Programmet ligner snarere et regionalt hospitals- og teknologiprogram, hvor hospitalets behandling, monitorering og kliniske ansvar flyttes længere ud fra ambulatorier og sengeafsnit. – Det er en vigtig forskel.
Sundhedsreformen handler på den ene side om, at regionerne overtager ansvaret for blandt andet akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og dele af genoptræning og rehabilitering.
Health at Home handler på den anden side om, at behandlinger, som i dag er knyttet til hospitalet, i højere grad skal kunne foregå i eller tættere på patientens hjem.
Det er ikke nødvendigvis kommunen, der får mere ansvar. Det er snarere hospitalet, der får et større behandlingsrum.
Sundhedsrådene er skabt til samarbejdet
Det er her, programmet bliver interessant i forhold til sundhedsreformen.
Region Østdanmark beskriver selv de seks kommende sundhedsråd som den konstruktion, der skal styrke samarbejdet mellem regionen og kommunerne. Sundhedsrådene består af regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere fra regionens 46 kommuner.
De er med andre ord netop oprettet for at få det nære sundhedsvæsen til at hænge bedre sammen på tværs af hospitaler, kommuner og almen praksis.
Samtidig har Region Østdanmark tidligere beskrevet, at flytningen af de kommunale sundhedsopgaver organiseres forskelligt i regionens seks sundhedsråd. I nogle områder skal regionen selv drive opgaverne, mens der i andre indgås horisontale samarbejdsaftaler med kommuner, som fortsætter med at varetage opgaver på regionens vegne.
Derfor er spørgsmålet om Health at Homes forankring ikke teknisk.
Det handler om, hvorvidt et af de største konkrete programmer for behandling tættere på hjemmet bliver koblet til den nye fælles styring i sundhedsrådene – eller primært bliver et regionalt hospitals- og innovationsprogram.
Læs også: Akutsygeplejen – Seks sundhedsråd, og tre styringslogikker
Når behandlingen flytter hjem
Det er ikke svært at forstå ambitionen. – Hvis patienter kan følges hjemmefra, undgå unødvendige kontroller og modtage behandling uden at skulle møde op på hospitalet, kan det både give bedre patientforløb og frigøre kapacitet på hospitalerne.
Men når behandling flytter hjem, flytter den også ind i en hverdag, hvor andre aktører allerede er til stede.
Det kan være hjemmepleje, kommunal sygepleje, praktiserende læge, pårørende, bostøtte eller socialfaglige medarbejdere. Det kan også være regional akutsygepleje med eller uden horisontal aftale, som efter reformen får en ny placering i det samlede sundhedsvæsen.
Derfor bliver grænsefladerne afgørende:
- Hvem reagerer på data fra hjemmemonitorering?
- Hvem tager ud til patienten, hvis målingerne ændrer sig?
- Hvem har ansvaret, hvis patienten både er i et hospitalsforløb og modtager kommunal hjælp?
Og endelig hvordan undgår man, at behandling i hjemmet blot flytter opgaver fra hospitalets matrikel til kommunale medarbejdere uden klare aftaler om ansvar, data og økonomi?
Ikke en kritik – men en grænseflade
Region Østdanmark har ikke sagt, at kommunerne er uden rolle i Health at Home. Men i den offentlige præsentation er det regionen og DTU, der står tydeligt frem. Kommunernes, sundhedsrådenes og almen praksis’ roller er derimod mindre tydelige.
Det kan der være gode grunde til, hvis programmet først og fremmest handler om hospitalsbehandling, kliniske data og teknologisk udvikling.
Men netop derfor er spørgsmålet vigtigt. For sundhedsreformens mantra er ikke bare behandling uden for hospitalet. Det er et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen.
Hvis hospitalet flytter længere ud i borgerens hjem, bliver det afgørende, at kommunerne ikke først bliver koblet på, når de afledte opgaver opstår.
Det principielle spørgsmål
Health at Home kan vise sig at blive et vigtigt skridt i omstillingen af sundhedsvæsenet, men programmet viser også en spænding i sundhedsreformen.
På den ene side oprettes sundhedsråd for at styrke samarbejdet mellem regioner og kommuner. Og på den anden side lanceres et af de mest konkrete programmer for behandling tættere på hjemmet som et regionalt innovationsprogram mellem Region Østdanmark og DTU.
Det behøver ikke være et problem, men det rejser et principielt spørgsmål: Når hospitalet flytter hjem, hvor begynder kommunen så?
Note:
Regional-Indsigt har sideløbende med udarbejdelsen af denne perspektivering bedt Region Østdanmark uddybe, hvilken rolle kommunerne og sundhedsrådene får i Health at Home.



