På papiret er sundhedsreformens bevægelse forholdsvis enkel.
Regionerne får fra årsskiftet myndigheds- og finansieringsansvaret for blandt andet akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser og dele af den patientrettede forebyggelse. Tanken er netop, at et mere samlet ansvar skal skabe større sammenhæng og mindske risikoen for, at borgere falder mellem forskellige myndigheder. (ISM)
Men uge 40 gav en påmindelse om, at samlet ansvar og sammenhængende adgang ikke er det samme.
Regional-Indsigts gennemgang af kompressionsområdet viser det ganske konkret.
I december sidste år indgik regeringen, KL og Danske Regioner en aftale, der skulle skabe klarhed om ansvaret for kompressionsprodukter og forhindre, at borgere blev klemt mellem kommune og region. – Ni måneder senere har regionerne ikke etableret én fælles indgang.
Borgeren skal typisk gennem egen læge eller tilbage til en hospitalsafdeling. Regionerne registrerer området forskelligt, og i Region Sjælland kan en borger i visse situationer endda blive peget tilbage mod kommunen – netop efter at kommunen har vurderet, at opgaven ikke ligger dér. (Regional-Indsigt)
Et lille område med et stort spørgsmål
Kompressionsprodukter er en begrænset del af sundhedsvæsenet. Men konstruktionen gør sagen interessant netop nu. For fra 1. januar gennemfører Danmark samme type bevægelse i langt større skala.
Ansvaret for en række nære sundhedsopgaver flyttes fra 98 kommuner til fire regioner. Samtidig åbner reformen for horisontale aftaler, hvor kommunen fortsat udfører opgaven, selv om regionen har myndigheds- og finansieringsansvaret. (SM)
Det betyder, at borgeren i nogle tilfælde kan møde en kommunal medarbejder, som udfører en regional opgave efter regionale krav, mens andre borgere får samme type ydelse direkte fra regionen.
Her bliver spørgsmålet om indgangen afgørende.
Hvem ringer borgeren til? Hvem visiterer? Hvem tager over, hvis behovet ændrer sig? Og hvem har ansvaret for at opdage, hvis borgeren alligevel ender mellem to systemer?
Det er ikke organisationsdiagrammet, der afgør, om reformen opleves sammenhængende. Det gør den konkrete vej gennem systemet.
Pengene får også deres egen vej
Samtidig begynder en anden del af reformens konstruktion at blive tydeligere.
KL’s nye FAQ om sundhedsrådenes såkaldte kommunale investeringsmotor viser, at regionerne skal udmønte midler til kommunale sundhedsindsatser gennem aftaler med kommunerne. Regionsrådet skal efterfølgende redegøre for, at pengene er udmøntet, mens kommunerne får et betydeligt rum til selve anvendelsen inden for rammerne.
Dermed kan vi fra 2027 få en sundhedsstruktur, hvor opgaven, pengene, driften og myndighedsansvaret ikke nødvendigvis befinder sig samme sted.
Det behøver ikke være et problem. Tværtimod er fleksibiliteten en del af den nye justering. Men det gør noget andet nødvendigt: meget tydelige snitflader.
For hvis borgeren skal opleve ét sundhedsvæsen, skal det være systemet – ikke borgeren – der kan finde vej mellem dem.
DET AFGØRENDE SKIFTE
Fra placering af ansvar til organisering af adgang
Indtil nu har meget af reformdebatten handlet om, hvem der får opgaven.
Nu nærmer vi os spørgsmålet om, hvordan borgeren faktisk kommer ind til opgaveløsningen.
Kompressionssagen viser forskellen. Det kan være juridisk afklaret, hvilken sektor der har ansvaret, uden at der findes en enkel og ensartet vej for borgeren.
Fra 1. januar bliver den udfordring langt større. Reformens succes vil derfor ikke alene kunne aflæses i, om ansvar og penge er flyttet korrekt. Den skal også kunne aflæses i, om borgeren ved, hvilken dør der skal åbnes – og om der faktisk står nogen på den anden side.
UGES REFORMRADAR
OPGAVEN – myndighed og drift skilles ad
Regionerne overtager myndighedsansvaret for centrale nære sundhedsopgaver, men kommunerne kan gennem horisontale aftaler fortsat stå for driften. (Ikke alle steder men nogen)
Signalet: Reformen flytter ansvaret til regionerne, men ikke nødvendigvis selve opgaven. Derfor bliver det afgørende, om borgeren oplever sammenhæng, når regionen har ansvaret, men kommunen leverer hjælpen. Eksempelvis i Midt- og Vestsjælland.
PENGENE – en ny pengestrøm mellem region og kommune
KL’s materiale om investeringsmotoren viser den særlige konstruktion: Midler går via sundhedsrådene til kommunale sundhedsindsatser, mens regionsrådene skal kunne dokumentere, at rammerne er udmøntet. Der er samtidig fortsat elementer i økonomien for 2027, som ikke er endeligt fastlagt. KL
Signalet: Sundhedsrådene bliver ikke kun politiske samarbejdsorganer. De bliver også knudepunkter for penge, som skal omsættes til kommunal kapacitet.
ANSVARET – Danske Regioner trækker en grænse
Danske Regioner har i denne uge fastslået over for Regional-Indsigt, at organisationens bestyrelse ikke kan træffe bindende beslutninger på regionernes vegne. Regional-Indsigt
Det gør spørgsmålet endnu mere relevant frem mod 2027: Når fælles regionale modeller skal omsættes lokalt, skal det være synligt, hvem der faktisk har truffet beslutningen – og hvem der kan ændre den.
Signalet: Reformen decentraliserer dele af den politiske beslutningskraft samtidig med, at behovet for regional og fællesregional koordinering vokser.
UGENS SPØRGSMÅL
Hvis regionen har ansvaret, kommunen udfører opgaven og sundhedsrådet fordeler pengene – hvem oplever borgeren så som sit sundhedsvæsen?
Det kan lyde som et organisatorisk spørgsmål.
Det er det ikke. – Når noget går galt efter 1. januar, bliver det afgørende, om borgeren møder én indgang til sundhedsvæsenet – eller selv skal finde ud af, hvilken myndighed, driftsorganisation eller sektor der ejer problemet.
Kompressionssagen giver allerede nu et eksempel på, hvad der kan ske, når ansvaret er beskrevet tydeligere end vejen ind til hjælpen. Regional-Indsigt
DOKUMENTATION OG FORDYBELSE
Regional-Indsigt: Aftale skulle skabe klarhed – men regionerne har ikke skabt fælles indgang. Rundspørgen viser forskellige regionale veje, manglende fælles registrering og forskellig implementering af kompressionsaftalen. Regional-Indsigt
Regional-Indsigt: Danske Regioner erkender: Kan ikke træffe bindende beslutninger for regionerne. Svaret trækker en principiel grænse mellem fællesregional koordinering og den enkelte regions politiske beslutningskompetence. Regional-Indsigt
Sundheds- og Kirkeministeriet: Flytning af sundhedsopgaver. Her fremgår det, at myndigheds- og finansieringsansvaret flyttes til regionerne 1. januar, men at kommunerne gennem horisontale samarbejdsaftaler fortsat kan varetage driften. ISM
KL: FAQ om kommunale midler i sundhedsrådenes investeringsmotor. Materialet beskriver pengestrømmen, aftalerne mellem sundhedsråd og kommuner samt ansvaret for redegørelse og revision. FAQ’en blev senest opdateret 29. september. KL
Region Nordjylland: Nyt behandlingstilbud til unge. Fra 1. oktober har regionerne overtaget behandlingsansvaret for 18-24-årige med let til moderat angst eller depression. I Nordjylland etableres tilbud tre steder, samtidig med at private leverandører inddrages – endnu et konkret eksempel på, at nyt regionalt ansvar kan blive løst gennem flere leverandørtyper. Region Nordjylland



