Mellem 1.200 og 1.400 unge mellem 14-17 år med fx ADHD, OCD eller angst venter på at komme i behandling i psykiatrien i Region Hovedstaden. Nu skal et nyt ungdomsambulatorium på Rigshospitalet være med til at skabe mere plads.
Ambulatoriet åbnede i august og har allerede omkring 250 unge i udredning eller behandling. Når det er fuldt bemandet, vurderer centerchef Hallur Gilstón Thorsteinsson, at der vil være plads til fire gange så mange patienter tilknyttet klinikken som i dag.
Men kapacitetsudvidelsen er også et kapløb med udviklingen. Antallet af nye patienter vokser ifølge centerchefen hurtigere, end psykiatrien kan åbne nye ambulatorier og rekruttere og oplære medarbejdere.
Godt på vej
Spørgsmålet et par måneder efter opstart er, hvordan går det egentlig med driften af det nye ambulatorium siden, det er åbnet? Og hvad er målet fremover? Det sætter Regional-Indsigt spot på her.
”Vi er kommet rigtig godt fra start. De gamle bygninger er blevet shinet gevaldigt op, vi har fået ansatte dygtigt personale og de første ca. 250 unge er i gang med udredning og behandling”, siger Hallur Gilstón Thorsteinsson, centerchef for det nye ambulatorium.
Ambulatoriet er endnu ikke på fuld drift, men de er i øjeblikket i gang med at regne på, hvor mange patienter de kan tage ind, når det er oppe på fuld damp.
”Jeg tror på sigt, at vi kan have 1.000 patienter tilknyttet i stammen, når vi er oppe og køre fuldt ud. Og så vil nogle unge mennesker komme på ugebasis, mens andre fx vil komme hver halve år,” siger centerchefen.
Med i regnestykket skal man bl.a. tage højde for den tid, som personalet bruger på andre ting end den direkte kontakt med patienterne, fx at dokumentere og koordinere behandlingen.
Man kan ikke bare skaffe 30 klinikere
Hvad angår personale, er de allerede godt på vej imod de 30 klinikere, de har oplyst i pressematerialet, at de gerne vil have ansat, siger Hallur Gilstón Thorsteinsson. Pt. er de mellem 15-20 ansatte.
Han mener ikke, at det bliver noget problem at skaffe de resterende, fordi de allerede nu har fået en god specialistbemanding af speciallæger og specialpsykologer – selvom netop disse funktioner kan være svære at rekruttere andre steder.
”Hvornår er der fuld bemanding?”
”Vi satser på, at vi er færdige med personalerekrutteringen i løbet af foråret, så der er fuld drift i efteråret. Vi oplever, at det påvirker rekrutteringen positivt, at vi ligger midt i København, og det betyder også noget, at det er på Rigshospitalet, hvor der er gode samarbejdsmuligheder,” siger han, og uddyber, hvorfor de ikke bare ansætter alle med det samme:
”De nye medarbejdere skal lære undervejs, derfor stiger bemandingen kun gradvist. Jeg synes faktisk, at det er en vigtig pointe for den kæmpestore kapacitetsudvidelse, som ligger i alle regionerne. Selvom pengene er der, kan man jo ikke bare have 20 eller 30 medarbejdere, der kan starte med det samme. Dels er der jo nogle arbejdsgange, dels skal det rutinerede personale oplære det nye personale, og det tager tid fra, hvor mange patienter, de kan se.”
Et skridt på vejen
Der er som nævnt omkring 1.200-1400 unge mennesker, der lige nu er visiterede og venter på at starte op i psykiatrien i hele regionen.
”Hvad er det forventede fald i ventetiden, efter I har åbnet dette ambulatorium?”
”Det nye ambulatorium er et vigtigt led i den samlede kapacitetsopbygning på psykiatriområdet, og det kommer til at gøre en væsentlig forskel i forhold til ventetider, men ambulatoriet kommer selvfølgelig ikke til at løse problemet alene.”
”Det her er det 17. ambulatorium i hovedstaden for børn og unge med psykiatriske diagnoser. Vi har især set stor stigning blandt unge der henvises, så dette er faktisk vores sjette ambulatorium på ungeområdet. De andre dækker småbørn og skolebørn, og så har vi et par specialambulatorier, bl.a. for børn og unge med spiseforstyrrelser og spædbørn. Vi er desuden i gang med at planlægge etableringen af to yderligere ambulatorier for skolebørn med psykiatriske problemer.”
“Er der risiko for, at kapacitetsudvidelsen ikke følger med i antallet af unge med psykiatriske problemer?”
”Vi kan se, at antallet af nye patienter stiger hurtigere, end vi kan nå at etablere de nye ambulatorier og at rekruttere og oplære nyt personale. Så det er naturligvis en udfordring. Men det er vigtigt at understrege, at vi har en flerstrenget strategi, når det kommer til at nedbringe ventetider – vi har gang i en række andre initiativer samtidig, bl.a. med øget digitalisering og effektivisering af patientforløbene,” siger han.
Hvilken rolle spiller ambulatoriet i den fælles østdanske psykiatriplan?”
”Regionen etableres formelt den 1. januar, men alle sundhedsråd i den kommende Region Øst er i gang med at se på dette område og er i gang med at planlægge en styrket indsats for børn og unge med psykiske udfordringer og sygdomme. Hos os i hovedstadsområdet kommer vi til at åbne et ambulatorium mere på Rigshospitalet og et på Herlev Hospital. Vi er også i gang med at se på, hvordan man kan styrke indsatsen på Bornholm.”



