Det afgørende er ikke, om borgere med behov for kompressionsprodukter møder én fælles regional indgang, når de efter kommunale afslag bliver vejledt mod sundhedsvæsenet.
Det afgørende er, om de hurtigt får en faglig vurdering og adgang til de nødvendige produkter. Sådan lyder meldingen fra Danske Regioner, efter at Regional-Indsigt har kortlagt, hvordan landets fem regioner håndterer den politiske kompressionsaftale fra december 2025.
Undersøgelsen viste, at ingen af regionerne har etableret en særlig fælles indgang for borgere, der efter kommunale afslag og klagesager hos Ankestyrelsen bliver vejledt mod sundhedsvæsenet.
Læs også: Aftale skulle skabe klarhed – men regionerne har ikke skabt fælles indgang
Samtidig kan fire af de fem regioner ikke levere en samlet opgørelse over, hvor mange borgere der får kompressionsprodukter udleveret.
Regional-Indsigt har derfor spurgt Danske Regioners formand, Mads Duedahl, om organisationens ansvar for implementeringen af aftalen, som Danske Regioner selv var med til at indgå. Svaret kommer fra Danske Regioner som organisation.
Hjælpen er vigtigere end indgangen
Danske Regioner understreger, at borgere ikke skal sendes rundt mellem myndigheder uden at få hjælp. Men organisationen mener ikke, at én bestemt regional indgang nødvendigvis er løsningen.
“Det afgørende er ikke, om der findes én bestemt regional indgang – der er, at borgeren hurtigt får en faglig vurdering og adgang til det nødvendige produkt,” skriver Danske Regioner.
Dermed flytter organisationen fokus fra regionernes organisering til resultatet for borgerne. Det er imidlertid netop resultatet, der er vanskeligt at dokumentere.
Regional-Indsigts rundspørge viste, at regionerne i vidt omfang benytter eksisterende henvisningsveje gennem egen læge og sygehusafdelinger, men ikke har et fælles overblik over, hvad der sker med de borgere, der sendes videre fra det kommunale system.
Fælles forståelse – men lokale løsninger
Regional-Indsigt har også spurgt, hvorfor Danske Regioner ikke har sikret en fælles model for modtagelse og vurdering af borgerne.
“Danske Regioner har arbejdet for en fælles forståelse af aftalen, som samtidig skal kunne implementeres i lokale organiseringer og arbejdsgange,” lyder svaret.
Organisationen beskriver dermed en tilgang, hvor aftalen skal forstås fælles, men omsættes gennem regionernes eksisterende strukturer. Svaret indeholder ikke oplysninger om, hvilke konkrete initiativer Danske Regioner har taget for at skabe den fælles forståelse, eller hvilke resultater arbejdet har ført til.
Det står i kontrast til andre områder, hvor Danske Regioner har arbejdet med konkrete fælles regionale tiltag, blandt andet omkring lægevikarer og fertilitetsbehandling.
I kompressionssagen viser Regional-Indsigts kortlægning derimod forskellige procedurer og registreringsmetoder. Region Midtjylland oplyste eksempelvis, at en arbejdsgruppe fortsat var i gang med at afklare uklarheder i aftaleteksten.
Mangler viden om borgernes samlede forløb
Danske Regioner peger selv på en væsentlig udfordring ved at vurdere, om decemberaftalen virker.
“Hvis man skal kunne vurdere aftalen ordentligt, kræver det viden om hele borgerens forløb på tværs af kommune og region,” skriver man til Regional-Indsigt.
Det er netop den viden, som Regional-Indsigts undersøgelse viser, at regionerne har vanskeligt ved at levere. Ankestyrelsen kan opgøre de kommunale klagesager, men regionerne har ikke et tilsvarende fælles overblik over, hvad der sker, når borgere efterfølgende søger hjælp i sundhedsvæsenet.
Danske Regioner beskriver ikke i sit svar en konkret plan for at etablere en fælles registrering eller opfølgning. Dermed står spørgsmålet tilbage, hvordan aftaleparterne skal kunne vurdere, om den politiske aftale faktisk har forhindret, at borgere kommer i klemme mellem de to sektorer.
Lovforslaget er kun en mellemstation
Danske Regioner ser muligheder for større ensartethed, når lovgrundlaget er på plads. Men det lovforslag, Folketinget nu har sendt til første behandling, er ikke den endelige løsning på grænsedragningen mellem kommunernes og regionernes ansvar.
Det fremgår direkte af bemærkningerne til L 56, som regeringen fremsatte den 8. oktober.
Allerede med sundhedsreformen i november 2024 blev det aftalt, at sundhedsministeren og socialministeren skulle udvikle en model med et klart ansvar for behandlingsredskaber og hjælpemidler.
Indtil denne model er udviklet og implementeret, skal den politiske aftale fra december 2025 fungere som overgangsordning. L 56 skal her skabe det juridiske grundlag for, at kommunerne kan udlevere kompressionsprodukter inden for aftalens rammer.
Men lovforslaget indeholder en væsentlig begrænsning.
Kommunerne får mulighed – ikke pligt
Lovforslaget giver kommunerne mulighed for at bevilge individuelt tilpassede kompressionsprodukter, selv om produkterne efter de almindelige regler ikke ville kunne bevilges som hjælpemidler. Men der bliver ikke tale om en generel pligt til at benytte den nye mulighed.
Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af lovbemærkningerne, at den enkelte kommunalbestyrelse selv kan beslutte, om ordningen skal indgå i kommunens serviceniveau.
Det fremgår også, at den politiske aftale fra december ikke giver borgerne et selvstændigt retskrav på udlevering efter aftalens rammer. Det er her en væsentlig forskel mellem den politiske intention og den juridiske konstruktion.
Regional-Indsigts tidligere kortlægning viste, at omkring halvdelen af landets kommuner havde haft kompressionssager hos Ankestyrelsen. Men lovforslaget giver ikke i sig selv sikkerhed for, at alle kommuner fremover vil benytte den nye mulighed.
Nogle kommuner kan vælge at ændre praksis. Andre kan fortsat give afslag. Hvor mange der vil gøre hvad, ved vi endnu ikke. Dermed kan lovændringen skabe bedre muligheder for at udlevere kompressionsprodukter, men den sikrer ikke i sig selv ensartet kommunal praksis.
Og mens Danske Regioner forventer større ensartethed, står både den fælles opfølgning på borgernes forløb og den permanente model for ansvarsfordelingen fortsat tilbage som uløste spørgsmål.
