Det er ikke hver dag, at en region på et og samme tidspunkt skifter ud i toppen af både den politiske og den administrative ledelse, men det skete tirsdag aften på regionrådsmødet i Sjælland.
Det har længe været ventet, at Trine Birk Andersen (S) overtog posten som regionrådsformand efter Heino Knudsen.
Læs også: Regionrådsformand skifter endnu engang retning
En af de helt store opgaver, der blinker i horisonten for Trine Birk Andersen, er den sundhedsreform, som regeringen i sidste uge kom med et længe ventet udspil til.
”Jeg kommer til at være dybt optaget af, at der rent faktisk kommer en bedre og mere fair fordeling af de sundhedsfaglige ressourcer, så lægerne, sygeplejerskerne og de andre dygtige faggrupper også kommer derhen, hvor der er størst behov,” siger Trine Birk Andersen i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver desuden, at hun som sygeplejerske har et indgående kendskab til sundhedsvæsnet indefra og den erfaring vil hun tage med i hendes nye rolle som regionsrådsformand.
”Og så ligger det mig meget på sinde, at der også bliver kigget på, hvordan det kan sikres, at Region Sjællands borgere får en demokratisk stemme i fremtidens sundhedsvæsen, hvis der bliver tale om en sammenlægning af de to østdanske regioner,” siger Trine Bak Andersen.
Det skal her bemærkes, at hun samtidig tilføjer, at hun selvfølgelig vil arbejde konstruktivt ind i en samlet storregion for at tilsikre den nødvendige lighed og fordeling af sundhedsressourcer, men i formuleringen ligger der et håb om, at en sammenlægning ikke bliver en realitet.
Læs også: Både Region Sjælland og Region Hovedstaden vil fremad
Samme forbehold som formanden
Regionsmødets overraskelse er, at man ansætter en af de nuværende hospitalsdirektører, Mette Touborg som regionsdirektør i stedet for Lone Lindsby, der blev konstitueret for snart et år siden og som i mange år har været medlem af koncerndirektionen.
Mette Touborg er i dag hospitalsdirektør på Holbæk Sygehus og har lidt samme forbehold for sammenlægningen af Region Sjælland med Region Hovedstaden som hendes formand, kan man læse ud af pressemeddelelsen.
”Med reformudspillet er der lagt op til en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Hvis udspillet vedtages politisk, får vi sammen med Region Hovedstaden ansvar for at sikre, at det bedste fra de to nuværende regioner samles i et endnu bedre sundhedsvæsen til gavn for borgerne,” siger Mette Touborg.
Bemærk her det lille ” Hvis udspillet vedtages politisk.”
Kender det kommunale perspektiv
Mette Touborg er ikke et ubeskrevet blad. Ud over at hun i dag er hospitalsdirektør, var hun i mange år en meget populær borgmester for SF i Lejre Kommune inden hun rykkede til Københavns Kommune som administrerende direktør for kultur- og fritidsforvaltningen.
Det er derfor interessant, når hun i pressemeddelelsen lægger vægt på, at sundhedsreformen vil kræve et vedholdende fokus og stærke samarbejdsrelationer for at indfri reformens intentioner.
”Samtidig er der lagt op til et nyt og udvidet samarbejde med kommunerne, hvor vi med de nye sundhedsråd også skal finde gode lokale løsninger,” siger hun.
Hvad der lyder næsten som en åbning til regionens kommuner.
I et ledelsesperspektiv ser hun store forandringer forude, uanset hvordan den kommende sundhedsreform ender med at blive udmøntet. Det vil for hende at se om kræver stort fokus på ledelse, hvor medarbejdere bliver involveret tæt.
”Ellers lykkes vi ganske enkelt ikke. Så ledelsesopgaven er klar – vi skal samle og sætte retning for det nye, samtidig med vi holder næsen i sporet og sikrer stabil drift, fokus på patientrettigheder og nedbringelse af ventetider,” siger Mette Touborg.
Lone Lindsby fortsætter i sin stilling som koncerndirektør den 1. oktober, hvor Mette Touborg, sætter sig i stolen som regionsdirektør.