Skip to main content

I december 2024 startede Region Sjælland en særlig enhed på socialområdet, som når man først hører om den mindre om en bestillingsportal, hvor kommunerne bare kan lægge deres bestillinger ind.

Men enheden, som er en del af en ny strategi i regionen, som vi tidligere har skrevet om, er langt mere finmasket og nuanceret end en tilbudsportal. Det vender vi tilbage til.

Det nye initiativ er nemlig bl.a. interessant, fordi Region Sjælland driver 13 forskellige tilbud med ca. 1000 pladser, med ca. 1800 medarbejdere og en omsætning på ca. 1,1 mia. kr. om året.

Vi har derfor sat socialdirektør Pia Bille stævne, for lige at finde ud af hvad der er op og ned. For hvis det ikke er en tilbudsportal, hvad er det så en af landets store  leverandører på socialområdet lige har fundet på?

“I rammeaftalen har man et indsatsområde, der handler om  forstærket samarbejde og det her er en af vores initiativer ind i det forstærkede samarbejde,” siger fortæller Pia Bille og fortsætter:

“I stedet for at vente på en færdig bestilling fra kommunerne, så har vi etableret en enhed, der sammen med kommunerne, kan skabe fagligt overblik og finde en løsning for borgere med de mest komplekse problemstillinger, inden for det vi kan.”

Skaber skræddersyede tilbud

Det vil sige, i Region Sjælland puljer man de mange forskellige kompetencer og erfaringer, der her på tværs af de tretten specialiserede tilbud på en sådan måde, at man potentielt kan skabe flere og mere skræddersyede tilbud til borgere med de mest komplekse problemstillinger.

Det kræver ledelse på flere niveauer ude i den enkelte enhed, men også på tværs, forstår vi på Pia Bille.

“I strategien kalder vi det specialiseringsledelse. Det vil sige, at vi med vores størrelse og forskellige tilbud og kompetencer kan skabe målrettede og tilpassede tilbud på tværs af regionen. Enheden er vores forsøg på at skabe én indgang, hvor kommunerne kan gå hen med den samlede mængde problemer, der knytter sig til borgeren, hvor vi i dialog finder løsningerne,” siger Pia Bille.

Region Sjælland gør altså på den led op med, at bestillerne fra kommunerne kommer og peger på det tilbud de vil have. I stedet finder man noget, der matcher den enkelte borger.

Tilbage i fællesskaber

Man har særligt fokus på de mest komplekse sager, dem som ofte beskrives som “enkeltmandstilbud.” I samarbejdet med kommunerne har man foreløbig stillet garanti for, at  man i 2025 etablere ti pladser med særlige kompetencer målrettet denne gruppe borgere.

“Her arbejder vi med den grundlæggende forestilling, at alle skal tilbage i fællesskaber. Selvom det ikke er sikkert , det lykkes for alle, så skal vi tro på, at det er muligt at komme tilbage i fællesskaber, fortælle Pia Bille og fortsætter:

“Derfor arbejder vi med matchningsprocesser, hvor vi søger at lave match mellem borgere, ud fra en erfaring om at sætter vi to – tre mennesker, der set med samfundets almindelige normer er nogle meget særlige personer, så kan de potentielt have glæde af fx en times samvær om dagen.”

Filosofien bag denne tilgang er, at man i regionen fagligt set ikke tror på, at ret mange mennesker har godt af at leve i et enkeltmandstilbud, for altid.

“Vi tænker sådan, at det kan være nødvendigt for enkelte borgere, fordi de har det så svært,  at de en periode skal være skærmet for andre mennesker, men målet er altid, at man gradvist bliver optaget i fællesskaber igen,” siger Pia Bille.

Får en særlig opgave ift behandlingsoptimering

Hun ser også de her matchingsprocesser som en nøgle til at skabe bedre faglig kvalitet og bedre økonomi for både kommuner og regionen.

“Det gør ikke noget, at man kan gøre det smartere og spare penge, men det her er en måde, der primært tager udgangspunkt i at forbedre tilbuddet til borgerne og så tager vi gerne den afledte effekt, at modellen giver en bedre økonomi. Jeg tror, at det der somme tider går galt på området er, at man tænker for ensidigt på penge. Løsningerne skal findes i dybgående forståelse af de problemer, der knytter sig til  opgaveløsningen,” siger Pia Bille.

Noget andet som man har særligt fokus på i den nye enhed er opfølgningen på behandlingsplanerne i forhold til den enkelte borger.

“Desværre har vi set, at meget komplekse borgere visiteres til tilbud, hvor der er nogle helt særlig ting man skal arbejde med for at kunne nå i mål med behandlingsplanen, men så glider borger og tilbud ind i nogle rutiner, hvor det særligt fokus, borgeren har behov for, træder i baggrunden, ” siger Pia Bille.

Det er præcis her, at den nye enhed får en særlig opgave ift behandlingsoptimering, hvor man støtter det enkelte tilbud, særligt omkring, de indsatser der ligger i behandlingsplanen, som er fremmede for den enkelte afdeling, fordi de enten er nye og kræver faglig sparring udefra.