Skip to main content

Byggeriet af det nye akutsygehus på Bispebjerg Hospital skulle oprindeligt have stået færdigt inden for det næste år. Nu ser det imidlertid ud til at hospitalet først vil være klar i 2030-2032, næsten seks år senere end planlagt.

Hertil kommer en stribe af skandaler, der underbygger historierne om, at sygehusbyggerier bare går galt og er voldsomt dyrt.

Tirsdag forsøgte regionsrådet i Region Hovedstaden så at sætte en prop i budgetoverskridelserne. Det fremgår af referatet fra regionsrådsmødet.

Ved at skære seks etager bort – en fra hver af de planlagte seks tårne i byggeriet – så kunne man spare 300 millioner kroner, så budgetoverskridelsen kun blev 1,5 mia. kr.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) understreger i en artikel i Jyllands-Posten, at hospitalet stadig vil kunne fungere som et fuldt akuthospital, og at behovet for sengepladser generelt er faldende:

”Alt peger derfor på, at der bliver brug for færre kvadratmeter på vores hospitaler, og administrationen i Region Hovedstaden påpeger, at planerne om etablering af et kvinde-barn-center i Akuthuset stadig kan lade sig gøre.”

Han tilføjede, at den kommende sundhedsreform gør det muligt at behandle flere patienter i eget hjem eller hos deres egen læge, hvilket har reduceret behovet for traditionelle sengepladser på hospitalerne.

Eksperter kritisk over for besparelserne

Beslutningen om at skære i byggeriets omfang er dog blevet mødt med skepsis fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. En taskforce nedsat af ministeriet har udtalt sig kritisk om regionens planer og advarer om, at sene ændringer i store byggeprojekter ofte ikke resulterer i de forventede besparelser. I en rapport fra taskforcen hedder det blandt andet:

”Taskforcens generelle erfaring er, at sene projektændringer med henblik på økonomiske besparelser, som dem der anbefales i denne sag, sjældent fører til de forventede besparelser.”

Ministeriets eksperter peger på, at ændringen kan introducere nye risici og øge projektets kompleksitet, hvilket kan føre til yderligere forsinkelser og omkostninger.

Trods advarslerne står regionsrådet fast på beslutningen om at nedskalere byggeriet. Region Hovedstaden har allerede indgået en ny kontrakt med entreprenøren LM BYG, som skal overtage styringen af byggeriet. Det nye byggeri vil indeholde færre kvadratmeter, men stadig rumme et muligt kvinde-barn-center, hvis den endelige beslutning herom fastholdes.

Ingen undskyldning for budgetskred

Ifølge professor emeritus i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen er der flere grunde til, at Nyt Hospital Bispebjerg er rendt ind i problemer:

For det første har man ifølge Kjeld Møller Pedersen haft for mange ønsker i forhold til den økonomi, der var til rådighed. Dernæst er byggeriet blevet sat igang, mens der var et byggeboom i Danmark, hvilket vanskeliggør, at få indhentet fordelagtige tilbud. 

Endelig har man haft udfordringer på grund af fredede bygninger på selve Bispebjerggrunden, men, “Intet af det er nogen undskyldning. Regionerne fik hele tiden at vide: Pas nu på budgetterne og efterlad plads til uforudsete udgifter og nye ønsker,” siger Kjeld Møller Pedersen til Jyllands Posten.

Uafsluttet voldgiftssag

Siden projektets begyndelse har der været betydelige økonomiske udfordringer. Regionen har måttet tage højde for stigende byggeomkostninger, blandt andet som følge af Covid-19-pandemien, krigen i Ukraine og et presset marked for entreprenørydelser.

Forsinkelserne skyldes samtidig problemer med den oprindelige entreprenør, det italienske firma Rizzani de Eccher (RdE), der i 2020 blev tildelt opgaven, men hurtigt løb ind i egne økonomiske vanskeligheder. 

På grund af firmaets forsinkelser og manglende fremdrift valgte Region Hovedstaden i 2024 at ophæve kontrakten, hvilket skabte yderligere usikkerhed om projektets fremtid.

“Kranerne står stille,” som det udtrykkes.

For at imødegå de stigende omkostninger ved det forsinkede byggeri har regionen tirsdag besluttet at reducere byggeriet med én etage i hver af de seks planlagte tårne, hvilket svarer til en reduktion på 54 sengepladser ifølge vores oplysninger.

Dette bringer hospitalets samlede størrelse ned fra 77.500 m² til 69.000 m².

Det skal desuden bemærkes, at regionen aktuelt fører en voldgiftssag mod Rizzani de Eccher, hvor man vil rejse et krav om, at entreprenøren skal kompensere regionen for de økonomiske konsekvenser af forsinkelser mv. Det vurderes dog af regionen, at det vil tage flere år, før en voldgiftssag er afsluttet, og en eventuel erstatning herfra indgår ikke i finansieringen.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind