Der er udsigt til et markant økonomisk løft af almen praksis, efter at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er blevet enige om en ny fireårig aftale.

Læs også: Fire centrale områder flyttes ud af PLO’s overenskomst med regionerne

Aftalen, der blev offentliggjort torsdag, tilfører samlet 4,5 mia. kr. til almen praksis i perioden 2027-2030. Når den er fuldt indfaset, vil den årlige økonomi være øget med 1,7 mia. kr.

Pengene skal blandt andet understøtte sundhedsreformens ambition om bedre lægedækning og mere tid til patienter med komplekse sygdomsforløb.

Det er især den nye honorarstruktur, der skal gøre en forskel. Fremover skal betalingen til klinikkerne i højere grad afspejle patienternes behandlingsbehov frem for alene antallet af patienter.

RLTN-formand Anders Kühnau fremhæver netop mulighederne for at forbedre lægedækningen:

“Særligt at der nu bliver bedre mulighed for at etablere og drive lægepraksis i de områder, hvor der er størst behov,” siger Anders Kühnau.

PLO ser en milepæl

Også hos PLO bliver aftalen modtaget positivt.

Organisationens formand, Jørgen Skadborg, fremhæver især den fireårige tidshorisont og de økonomiske rammer, der skal gøre det muligt for lægerne at løfte sundhedsreformens ambitioner.

“Det er en milepæl, at vi nu har fået en aftale om vilkår og rammer for almen praksis, der rækker fire år frem i tiden,” siger Jørgen Skadborg.

Aftalen betyder blandt andet, at klinikker med mange patienter med store behandlingsbehov får et højere basishonorar pr. patient. Samtidig er det aftalt, at ingen læger bliver sat ned i det faste honorar pr. patient som følge af omlægningen.

Derudover forenkles honorarstrukturen betydeligt. Fremover bliver der fire konsultationstyper: korte, almindelige, lange og komplekse konsultationer. ligesom der også indføres et fast klinikhonorar og særskilt betaling for lægefaglige konferencermed eksempelvis sygehuslæger og speciallæger.

Skal gøre det mere attraktivt at drive klinik

Et centralt formål med omlægningen er at forbedre økonomien i klinikker med mange behandlingskrævende patienter. Det kan få betydning i områder, hvor det gennem længere tid har været vanskeligt at rekruttere praktiserende læger.

Problemet findes blandt andet i Nordjylland og i dele af det østlige Danmark, herunder Sydsjælland, Lolland-Falster og flere øområder.

Læs også: Region udvider ordning – som næsten ingen brugte

Her har regionerne i varierende omfang været nødt til at sikre lægedækningen gennem regionsklinikker og udbudsklinikker, når det ikke er lykkedes at tiltrække læger til traditionel almen praksis.

Den nye aftale skal forbedre de økonomiske forudsætninger for at drive praksis i områder med mange patienter med store behandlingsbehov. – Men om ændringerne også fører til flere læger i netop disse områder, vil først vise sig, når aftalen træder i kraft og de nye vilkår begynder at påvirke lægernes valg af arbejdssted.

Læs også: Region Midtjylland fejrer 10 nye læger – men mangler næsten det dobbelte

Nye rammer for klinikkernes økonomi

Aftalen ændrer også den økonomiske styring af almen praksis.

De nuværende individuelle højestegrænser for omsætningen bliver erstattet af omsætningsbånd, der beregnes på baggrund af klinikkernes patientantal og patienternes sygdomstyngde.

I 2027 kan klinikkerne afvige med op til 25 procent fra deres beregnede omsætningsbånd. Frem mod 2030 bliver spændet gradvist indsnævret til 15 procent. Samtidig afsættes der omkring 30 mio. kr. årligt til fælles it-løsninger, ligesom samarbejdet om kvalitet, forskning og efteruddannelse får en ny organisering.

Fire år til at løfte almen praksis

Den nye aftale skal nu godkendes af PLO’s repræsentantskab og efterfølgende ved en urafstemning blandt medlemmerne. 

Hvis den bliver endeligt godkendt, træder den i kraft den 1. januar 2027. Dermed får almen praksis en fireårig økonomisk ramme, som skal understøtte de betydelige ændringer, der følger med sundhedsreformen.

Men aftalen er ikke i sig selv en garanti for, at flere læger vil etablere sig i de områder, hvor manglen er størst. Den bliver først for alvor prøvet, når de nye økonomiske vilkår skal omsættes til bedre lægedækning i praksis.

Læs også: Region åbner sin tiende regionsklinik – mens jagten på praktiserende læger fortsætter

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i tre uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 3 ugers gratis prøveperiode

Log ind