Skip to main content

Region Sjællands Universitetshospital (SUH) har i flere år kæmpet med et betydeligt merforbrug, som i begyndelsen af 2024 var på cirka 385 millioner kroner. Trods en fokuseret indsats er budgetbalancen endnu ikke nået.

Det fremgår af en række dokumenter, som er forelagt regionspolitikerne.

Tilbage i november 2024 gennemgik vi her på Regional-Indsigt et notat fra revisionsvirksomheden PWC med en række kritiske iagttagelser af udfordringerne på Sjællands Universitetshospital. Nu står vi under to måneder inde i 2025 i den situation, at hospitalet står med hatten i hånden og et ønske om en tillægsbevilling på 145 mio. kr. – Hvilket Regionsrådet i Sjælland har efterkommet.

Dette rejser to spørgsmål: Hvad burde sygehusledelsen have gjort anderledes i 2024 og hvilke tiltag skal iværksættes i 2025 for at opnå en varig løsning?

Svarene på de to spørgsmål fremgår ikke af referatet fra seneste regionsrådsmøde, men de er heller ikke nogle, vi har opfundet her på redaktionen, nej det er svar, der er trukket ud af de dokumenter, som regionspolitikerne er blevet forelagt i forbindelse med sagen.

Hvad lykkedes ikke for hospitalsledelsen i 2024?

Selvom man satte alle sejl til i begyndelsen af 2024 med at skabe et bedre styringsgrundlag ved at inddrage PWC, så gik implementeringen af de nødvendige værktøjer og processer for sent i gang.

Det har betydet, at ledelsen ikke havde det fulde overblik tidligt nok til at foretage justeringer i tide.

Herudover kan vi udlede tre større medvirkende årsager til, at de mange tiltag ikke lykkedes for ledelsen.

  1. Manglende konsekvent personaleplanlægning
    • Til trods for at der blev indført et “kvalificeret ansættelsesstop”, var ansættelsesniveauet stadig for højt i starten af 2024, hvilket bidrog til et merforbrug. Hospitalet burde have reageret hurtigere med en mere stram rekrutteringspolitik.
  2. Utilstrækkelig reduktion af eksterne behandlinger
    • En stor del af SUH’s omkostninger skyldes behandlinger, der foretages på privathospitaler. Planen om at hjemtage flere behandlinger blev kun delvist realiseret, primært pga. mangel på personale og kapacitet. Dette burde have været prioriteret tidligere i 2024.
  3. Sen budgettilpasning i fusionen med Nykøbing Falster Sygehus
    • Fusionen mellem SUH og Nykøbing Falster Sygehus var en stor strukturel ændring, men de to hospitalers økonomistyringsmodeller blev først harmoniseret mod slutningen af året. En tidligere konsolidering kunne have givet bedre budgetkontrol.

Nødvendige tiltag i 2025

For at komme i mål i 2025 har man udarbejdet en ret så omfattende handleplan, hvor man skal finde 150 mio. kr. men for os at se, når vi læser den samlede mængde dokumenter, står tre centrale områder bøjet i neon, som sygehusledelsen skal fokusere på: effektiv økonomistyring, personaletilpasninger og reduktion af eksterne udgifter.

1. Strammere økonomistyring og rapportering

  • Implementering af en konsekvent budgetopfølgning, hvor alle afdelingsledere har et klart ansvar for at overholde deres budgetrammer.
  • Udvidet brug den ledelsesrapportering som er udviklet i Power BI med henblik på løbende overvågning af budgetforbrug.
  • Højere detaljeringsgrad i budgettet, så afdelinger har bedre mulighed for at justere deres forbrug proaktivt.

2. Skarpere personaletilpasning

  • Afvikling af unødvendige stillinger, særligt vakante stillinger.
  • Tilpasning af fremmødeplaner, så de stemmer overens med budgettet.
  • Bedre ressourceoptimering i afdelingerne gennem teknologi og arbejdsprocesoptimering.

3. Reduktion af eksterne udgifter

  • Fortsat øget kapacitetsudnyttelse af operationslejerne og styrket planlægning med henblik på øget hjemtagning af behandlinger fra privathospitaler med en forventet budgetforbedring på mindst 30 millioner kroner.
  • Strammere styring af udenregionale behandlinger, hvor man har forventet opdrift som følger af ændringen i udrednings- og behandlingsret fra 60 dage til 30 dage og her har man sat en målsætning om at reducere disse udgifter med yderligere 20 millioner kroner. 

Er det realistisk?

I regionens eget statusnotat på implementeringen skriver man: “SUH står ved indgangen til 2025 et meget bedre sted i arbejdet med en god økonomistyring.”

Når vi her ser på de her kort skitserede “nødvendige tiltag”, som vi lige har kunnet uddrage af diverse dokumenter, så har SUH samtidig et massivt sparekrav på hele 150 mio. kr., og de foreslåede tiltag vil være svære at gennemføre uden betydelige organisatoriske konsekvenser. 

Strammere personaletilpasninger og hjemtagning af flere behandlinger kan på kort sigt presse medarbejderne og reducere serviceniveauet for patienterne. Omvendt vil en mere effektiv økonomistyring give bedre forudsigelighed og større kontrol over forbruget.

Hvis sygehusledelsen følger de foreslåede tiltag konsekvent i 2025, er det realistisk, at SUH kan reducere underskuddet markant. Det er dog usandsynligt, at hospitalet vil opnå fuld budgetbalance i 2025.

Det er næsten den samme konklusion, som regionen når frem til i handleplanen, hvor man skriver:

“Det vurderes ikke realistisk at gennemføre omstillinger af så stort omfang inden for et enkelt år – både i konsekvens af det samlede omfang og i konsekvens af, at de mange omstillingstiltag har en implementeringstid, som betyder, at effekten skal ses over en længere årrække.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind