Skip to main content

Manglen på læger på Nykøbing Falster Sygehus har nået et kritisk punkt. Region Sjælland har derfor besluttet at flytte 94 læger fra Roskilde og Køge for at sikre dækning på det pressede sygehus. Det fremgår af en artikel hos DR.

Hidtil har det især været vikarer fra virksomheden Surgiteam der i flere år har holdt driften i gang – en løsning, som regionen nu forsøger at erstatte med fast personale, efter at vikarvirksomheden Surgiteam mistede opgaven efter det seneste udbud, hvor priserne faldt mindst 10 procent ifølge regionsrådsformanden.

Læs også: Lavere priser og faldende behov for lægevikarer i Region Sjælland 

Vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Morten Ziebell, forklarer, at man i længere tid har været afhængig af midlertidige løsninger: 

“Vi har også måttet ty til vikarer for at dække vores vagter i Nykøbing, og selvom de har gjort det godt, så er det ikke den samme forpligtigelse, man har til en afdeling, når man går ud af døren.”

Regionen har derfor nu beordret læger til at arbejde på hospitalet i Nykøbing Falster, efter frivillige tiltag ikke havde tilstrækkelig effekt. “Det er selvfølgelig ikke sjovt, men omvendt har vi længe forsøgt at få lægerne derned af frivillighedens vej, og det er ikke lykkes,” siger Ziebell til TV2 ØST.

Fagforening advarer om risici

Men beslutningen møder kritik fra lægerne og deres faglige organisation. 

Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, mener, at Region Sjælland burde have søgt dialog frem for at tvinge lægerne: 

“Det kræver en god dialog mellem regionsledelse, sygehuse og medarbejdere, men tilsyneladende er Region Sjælland ikke interesseret i en sådan dialog,” siger hun til DR.

Hun advarer også om, at beslutningen kan skade både arbejdsmiljø og rekruttering. “Vi er bekymrede for, at arbejdspresset bliver endnu større på de afdelinger, der skal afgive medarbejdere,” siger hun.

Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, mener til gengæld, at det er den rette beslutning, som regionens ledelse har taget.

Brugte over 100 millioner på vikarfirma

Region Sjælland har som nævnt for ganske nyligt indgået 16 delaftaler i milliardklassen, men ønsker nu at reducere afhængigheden af den dyrere løsning med lægevikarer.

Her er det værd at bemærke, at vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Morten Ziebell mere eller mindre beskriver vikar-løsningerne som noget man har måtte ty til, men det er så som så med det midlertidige.

En aktindsigt, som vores søstermedie OPS-Indsigt fik i slutningen af 2024 viser nemlig, at den private vikarvirksomhed Surgiteam fra 2020 og frem til og med 2023 sendte regninger for over 100 millioner i retning af Region Sjælland.

Spørgsmålet bliver derfor om Region Sjælland på længere sigt ved hjælp af de her to greb, hvor man dels er kommet af med den dyreste af vikarvirksomhederne, dels beordre lægerne ansat på regionens sygehuse til at tage vagter på Nykøbing Sygehus, kan opnå både billigere og mere balanceret lægefordeling på tværs af landsdelen?

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind