Skip to main content

”Fortælling om Region Østdanmark” er et dokument, som skal bruges i kommunikationen med borgere og medarbejdere, så man kan få et billede af, hvad fremtidens stor-region i Danmark skal stå for.

Det er ikke en strategi, men en rammefortælling, fremgår det af et dagsordenspunkt til regionsrådsmødet i denne uge i Region Sjælland.

Dokumentet som lige nu er på godkendelsesrejse i de to regioner, er udarbejdet for at skabe ro udadtil og give pejlemærker til borgere og medarbejdere, indtil de nyvalgte politikere og ikke mindst ledelse i 2026 formulerer den egentlige strategi.

Læs også: Sådan vil man skrue fortællingen om Region Østdanmark sammen

En syntese uden konkrete forvaltningslinjer

Læser man fortællingen op imod de to regioners egne strategier, er der tydelige fingeraftryk fra begge sider:

  • Region Hovedstaden har via sin strategi sat sit præg med fokus på patientrettigheder, hurtig udredning og ligestilling af psykiatri og somatik. Også innovationsprofilen og vægten på forskning kan genkendes.
  • Region Sjælland har via sin strategi leveret temaerne om nærhed, kampen mod ulighed i sundhed og det stærke fokus på kroniske sygdomme som KOL og diabetes. Forebyggelse og behandling tæt på borgerne er løftet næsten direkte ind i Østdanmarks fortælling.

Resultatet er en syntese, hvor de to regioners selvfortællinger er flettet sammen til et samlet narrativ om nærhed, kvalitet og lighed i sundhed. Men samtidig er det tydeligt, at dokumentet bevidst ikke tager stilling til forvaltningsstrukturen. Der lægges nemlig ingen konkrete forvaltningslinjer fast for fremtiden.

En venteposition med interne slag

Når man skræller fortællingens værdipolitiske lag væk, står et andet billede tilbage: 

Regionerne træder nemlig administrativt vande. Dokumentet skaber udadtil et billede af retning og sikkerhed, men reelt er de forvaltningsmæssige spørgsmål udskudt til 2026.

Indtil da fungerer fortællingen som en form for buffer. 

Borgerne får løfter om tryghed, nærhed og lighed, mens medarbejderne får forsikringer om, at de ”følger opgaven”. Men i det organisatoriske maskinrum er situationen en anden: 

De to regioners ledelseslag og nøglepersoner befinder sig i et vakuum, hvor Region Østdanmark skal bygges op over en to til tre årig periode, afhængigt af, hvordan man lige læser de tre faser, som der er lagt ud – forberedelse i 2025, overgang i 2026 og drift fra 2027.

Fortællingen om Region Østdanmark kan derfor også læses den type af administrative kompromisser, vi så mange af op til kommunalreformen i 2007, som i virkeligheden dækker over de egentlige slag om kultur, magt og fordeling af poster – et slagsmål der ikke tåler dagens lys i et demokrati og derfor udspiller sig på de indre linjer.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind