Da Regional-Indsigt i sidste uge beskrev det danske gennembrud, hvor alvorligt syge kræftpatienter blev flyttet fra indlæggelse til ambulant behandling, stod én ting tilbage:
Hvor blev gevinsten egentlig af – hvor strømmede den frigjorte økonomi hen? – som helt logisk burde opstå, når man reducerer antallet af sengedag per patient så betragteligt.
Forsøget reducerede nemlig indlæggelsestiden med en faktor syv, sænkede antibiotikaforbruget og havde ingen dødsfald i den kritiske fase . Men hvad sker der med kapaciteten – og økonomien?
Det svarer overlæge Lone Smidstrup Friis fra Rigshospitalet på, da vi henvender os.
Men indledningsvist er det væsentligt at forstå den kontekst, hvori projektet har løbet, fastslår hun.
“De data vi har publiceret, er en opgørelse over 5 års outcome (2018-2022). I denne 5 års periode var det ca. 75% af patienterne, der blev planlagt til det ambulante forløb – men forud for dette er vi gradvist overgået til ambulant behandling – og der er således ikke tale om en “abrupt” overgang,” fortæller hun.
Sengepladserne blev ikke “overflødige”
Et centralt spørgsmål er, om omlægningen har frigjort personale og kapacitet i sengeafsnittene?
Men ifølge Lone Friis er virkeligheden en anden.
“I løbet af den tidsperiode, hvor der er sket en transition fra indlæggelse til ambulant behandling, er der samtidig sket store ændringer i tilgængeligheden af hæmatologiske sengepladser,” forklarer hun .
Hun peger blandt andet på færre sygeplejersker og en sammenlægning mellem to specialeafdelinger på Rigshospitalet og Herlev:
“Hvilket samlet set betød en kraftig reduktion i sengepladser. De tilbageværende sengepladser er der fortsat et stort behov for bla fra patienter med forskellige hæmatologiske diagnoser, der ikke nødvendigvis skal transplanteres.”
Med andre ord: Gevinsten er ikke blevet til tomme senge – og den er heller ikke direkte årsag til, at man har reduceret i antallet af sengepladser, men kan snarere beskrives som en kærkommen faglig innovation, der havde den afledte effekt, at det blev muligt at opretholde behandlingskapaciteten trods mangel på bl.a. sygeplejersker til sengeafsnittene.
Ingen økonomisk bundlinje
Men hvad så med økonomien?
Her bliver billedet mere uklart. – “Vi har ikke regnet på dette i kroner og ører, men blot opgjort besparelser i antal sengedage og i forbruget af intravenøs medicin,” siger Lone Friis .
Samtidig understreger hun, at besparelserne ikke er “gratis”: “Det skal selvfølgelig modregnes de ekstra timer og de ekstra ressourcer, der bruges i ambulatoriet” .
Det peger på en klassisk problemstilling i sundhedsvæsenet: Aktivitet flyttes – men forsvinder ikke nødvendigvis, for nye løsninger, som i dette tilfælde, giver også afledte nye udgifter/opgaver for andre.
Fra forsøg til standard
En væsentlig oplysning er, at forsøget ikke længere er et forsøg. “Den beskrevne procedure er aktuelt blevet standardbehandling,” fortæller Lone Friis .
Dermed er omlægningen ikke længere et pilotprojekt, men en integreret del af driften. Dog er det ikke alle patienter, der kan omfattes:
“Det betyder ikke, at 100 % kan planlægges til ambulantforløb – da der fortsat kan være logistiske udfordringer som mangel på kapacitet i ambulatoriet, på patienthotellet mm.,” lyder det fra Lone Friis.
Ikke et spørgsmål om social ulighed
I den oprindelige artikel blev det udlagt, at modellen kunne skabe nye skævheder – fordi nogle patienter kan have sværere ved at klare et ambulant forløb.
Her påpeger Lone Friis, at der ikke er en direkte kobling til social ulighed:
“Modellen er som udgangspunkt nu for alle patienter – og har intet med “samfundslag” at gøre. Men der kan selvfølgelig være enkelte patienter, hvor der er forskellige fysiske eller psykosociale årsager til, at behandlingen bedst kan gennemføres under indlæggelse,” forklarer Lone Friis
Men understreger, at indlæggelse er undtagelsen.
Nyt fokus: Tilpasning frem for besparelse
Ifølge overlæge Lone Friis er næste skridt ikke økonomi – men tilpasning.
Afdelingen har allerede gennemført en kvalitativ undersøgelse af patienters og pårørendes oplevelser for at optimere modellen yderligere .
“Målet er at tilpasse og optimere den ambulante behandling så den passer bedst muligt til den enkelte patients behov,” slutter hun.
