Region Sjælland og Region Nordjylland har begge erfaringer med pendlerbusser for læger, men de to regioner håndterer ordningerne forskelligt. Det viser de svar, som Regional-Indsigt har fået efter at have spurgt regionerne om de skattemæssige og praktiske aspekter.
Sagen om læger der får pendlerbus stillet til rådighed, så de kan passe deres arbejde på Lolland (Udkanten af Danmark) eller transporterer sig mellem to arbejdspladser hos samme arbejdsgiver (Region Nordjylland) er ganske interessant, bl.a. fordi Region Sjælland har afvist at udvide deres ellers så populære ordning.
Læs også: Lokal løsning skaffede flere læger til udkanten – men så satte systemet bremsen i
Sjælland lægger ansvaret på lægerne
Region Sjælland har som sagt i flere år finansieret en bus, der kører læger fra hovedstadsområdet til en klinik i Nysted. Men regionen svarer ikke på, om man undersøgte de mulige udfordringer ved ordningen, herunder de skattemæssige, da man startede op år tilbage?
Faktisk svarer man undvigende på de fleste af vores spørgsmål og men ift skattedelen svarer man:
“Det er en forudsætning for aftalen, at de læger, der benytter transportordningen, selv sørger for de skattemæssige forpligtelser, der måtte være i forhold til at benytte transportordningen”.
Læs også: Direktør forlader Region Sjælland – kan være første træk i stoleleg
Dermed placerer regionen hele ansvaret hos den enkelte læge. Regionen giver ingen vurdering af, om pendlerbusordningen kan være problematisk, og heller ingen begrundelse for, hvorfor den i givet fald ikke skulle være det.
Nordjylland indretter bussen som arbejdsplads
I Nordjylland ser billedet anderledes ud. Her har man siden 2018 haft en bus mellem Aalborg og Thisted Sygehus.
“Bussen er til for, at medarbejdere, der har vagter både i Aalborg og Thisted, har mulighed for at transportere sig mellem de to matrikler og samtidig kunne bruge transporttiden på administrative opgaver og lignende ikke klinisk arbejde”, skriver Region Nordjylland.
Transporttiden regnes derfor som arbejdstid og aflønnes som sådan.
“Personalet, der benytter bussen, gør det som en del af deres arbejdstid, da der foregår arbejde i bussen, og de får derfor løn for den tid, de er i bussen,” oplyser Region Nordjylland.
Bussen er indrettet som et alternativ til et kontormiljø i det der fx. ikke vil kunne udføres arbejde i offentlig transport eller samkørsel (fx. bus/X-bus el. GoMore-kørsel).
Personalet betaler ikke for brugen af bussen. Driften betales af deres arbejdsgiver – Aalborg Universitetshospital. Den løn som lønmodtager får under transporten beskattes på almindelige vilkår.
“Personalet kan i skattemæssig sammenhæng ikke få befordringsfradrag for tilbagelagte kilometer i Personalebussen,” understreger regionen i sin mail til Regional-Indsigt.
Skatterevisor: kun problematisk, hvis lægerne får dobbeltfradrag
Skatterevisor Bjarne Bastved fra Revisorkompagniet vurderer, at der grundlæggende ikke er noget galt i at stille transport til rådighed fra arbejdsgiver, således som det er illustreret fra de to cases i henholdsvis Region Nordjylland og Region Sjælland – så længe reglerne følges.
“Hvis arbejdsgiver giver gratis transport til lægerne, er det i orden, så længe lægen ikke også bruger befordringsfradraget. Problemet opstår kun, hvis lægen både får gratis transport og samtidig trækker kørslen fra på sin selvangivelse,” siger han til Regional-Indsigt.
Han understreger forskellen til en firmabil: “Får du stillet en bil til rådighed, bliver du beskattet, fordi du har råderet over den. Men en bus, hvor du bare får et lift i forbindelse med dit arbejde, er en anden sag.”
Han peger dermed på to ting som medarbejder og arbejdsgiver skal være opmærksom på ved arbejdsgiverbetalt transport: Råderet og befordringsfradrag.
For de læger, der måtte have fået både transport og og opgivet befordringsfradrag, kan konsekvensen blive alvorlig:
“Så skal de selv betale det tilbage til Skat, den regning kan regionerne ikke dække for dem,” siger Bjarne Bastved.