Mens partierne kæmper om vælgernes opmærksomhed, har landets fire siddende regionsrådsformænd en mere jordnær dagsorden.
Det viser fire interviews, som Regional-Indsigt har foretaget (Se link i bunden af artiklen)
Deres sigte handler om, at få sundhedsreformen til at fungere. Det er den praktiske udfordring, der forbinder Bo Libergren (V) i Syddanmark, Mads Duedahl (V) i Nordjylland, Anders Kühnau (S) i Midtjylland og Lars Gaardhøj (S) i Hovedstaden – og måske snart Region Østdanmark.
De fire interviews, Regional-Indsigt har gennemført, viser et Danmarkskort med fire politiske temperamenter – fra pragmatisk styring og konsensus til kulturfusion og sundhedspolitisk løft.
Et reformårti i gang
Alle fire formænd står midt i implementeringen af den største omstilling siden strukturreformen og alle fire kæmper de lige nu for at blive genvalgt.
Gør de det, skal de dels etablere sundhedsråd, overtage opgaver fra kommunerne og bygge bro mellem hospitaler, praksis og lokale sundhedscentre.
Men hvor Mads Duedahl og Anders Kühnau taler om struktur og samarbejde, ser Bo Libergren og Lars Gaardhøj reformen som et spørgsmål om retning og fordeling.
”Vi skal vende sygehusene udad,” siger Bo Libergren, der ser sundhedsrådene som det redskab, der kan skabe reel integration mellem sygehus, akutsygepleje og kommunale pladser.
”Vi står over for de fire vigtigste år i regionernes levetid,” siger Mads Duedahl, der vil gøre reformens strategi til praksis.
”Vi skal løfte sundhedsopgaverne – ikke bare overtage dem,” siger Anders Kühnau, mens Lars Gaardhøj tilføjer: ”Et postnummer må ikke afgøre, hvor godt du bliver behandlet.”
Det nære sundhedsvæsen – samme ambition, forskellig tilgang
De fire formænd deler ambitionen om et stærkere nært sundhedsvæsen, men forskellene viser sig i metoderne.
- Bo Libergren ser de nye sundhedsråd som en ny infrastruktur for samarbejde og foreslår lokale sundhedsambassader i hver kommune, hvor regionens funktioner samles under ét tag.
For ham handler fremtiden om at vende systemet udad – og holde fast i den klassiske praksisstruktur frem for regionsklinikker. - Mads Duedahl beskriver de kommende år som en implementeringsfase, hvor det handler om at få sundhedsreformen til at virke. Han er mindst ideologisk af de fire og sætter kompromiset over konfrontationen.
”Der, hvor vi er uenige, det ved vi godt – derfor skal vi bruge tiden på det, vi er enige om,” siger han. - Anders Kühnau ser reformen som en mulighed for kvalitetsløft. Han går længst i at sige, at regionen ikke bare skal overtage kommunale opgaver, men hæve standarden:
”Vi skal kunne give medicin døgnet rundt og have lægedækning – det bliver et nyt behandlingsniveau.” - Lars Gaardhøj har fokus på geografisk lighed. Han kobler reformen med den nye Region Østdanmark og ser fusionen som en chance for at udligne forskellene mellem hovedstadens store hospitaler og Sjællands mindre sygehuse.
Politiske forskelle – men ingen ideologisk kamp
Selv om to er fra Venstre og to fra Socialdemokratiet, fylder partipolitikken mindre end praktikken, når vi taler med dem.
Ingen af de fire forventer store ideologiske sammenstød som i kommunerne – men de erkender, at klassiske skillelinjer stadig eksisterer:
- Bo Libergren og Lars Gaardhøj står på hver sin side af spørgsmålet om privates rolle.
Libergren ser brugen af privathospitaler som nødvendig for at nedbringe ventetider, mens Gaardhøj taler om strukturelle redskaber og styring frem for marked. - Anders Kühnau taler om fælles ansvar og politisk ejerskab, mens Duedahl fremhæver lokalt lederskab og bred enighed.
Det betyder, at der på trods af de her egentlig få forskelle tegner sig et fælles styringsfelt i dansk regionalpolitik: reformen skal ikke markere forskel, men sikre resultater.
Fusion og forandring
De største organisatoriske rystelser sker dog i øst, hvor fusionen mellem Region Hovedstaden og Sjælland skaber en “megaregion” med over 2,6 mio. borgere.
Her står Lars Gaardhøj, hvis han vinder med den tungeste opgave: at samle to kulturer, balancere forskelle i hospitalernes styrke og ligesom de andre gennemføre en parallel fusion af psykiatri og somatik.
“Det bliver en hård omgang. Men hvis vi gør det rigtigt, kan styrken i Hovedstaden og nærheden i Sjælland spille hinanden bedre,” siger han.
Fusionen fungerer samtidig som en lakmusprøve for hele reformen: kan de nye regioner skabe sammenhæng, lighed og faglig kvalitet, mens de håndterer daglig drift?
Fra vision til virkelighed
Ser man de fire regionsformænd under ét, fremstår de som implementeringens politikere.
Deres fælles udfordring er ikke at love nyt – men at få det allerede besluttede til at virke. Libergren vil sætte systemet i bevægelse gennem lokale strukturer. Duedahl vil søge enighed og kontinuitet og Gaardhøj insisterer på retfærdig fordeling og sammenhængskraft.
Tilbage står Kühnau, der gør meget ud af, at han vil hæve standarder og faglig kvalitet i forhold til de opgaver regionerne overtager fra kommunerne.
Forskellene i tone og metode afspejler regionale virkeligheder, men tilsammen tegner de billedet af fire formænd, regionspolitikere, der sigter mod mindre ideologi – mere implementering og samarbejde.
Når vælgerne har stemt på tirsdag, og politikerne skal rulle reformen videre, står de fire kommende regionsrådsformænd med det samme grundlæggende spørgsmål, som de siddende:
Kan regionerne levere mere sundhed tæt på borgerne, og vil det lykkedes dem at få sundhedsrådene til at virke efter hensigten eller får vi en ny kampzone mens organisationerne omformes?
Fra Frederiksberg til Nakskov: Én region, samme sundhed
I Region Midt vil Kühnau ikke bare overtage opgaver fra kommunerne, han vil også løfte dem
Fra strategi til virkelighed: I Region Nord er Duedahl ikke i tvivl
