Når de nyvalgte regionspolitikere tager plads i regionsrådssalen efter nytår, er det ikke kun til en stille opstart med introduktionsmøder og rundvisninger. Det er snarere som at træde ind i en motor, der allerede kører på høje omdrejninger.
Sundhedsreformen, der blev vedtaget i flere faser i 2025, har sat en kædereaktion i gang, hvor næsten alle grundlæggende elementer i regionernes opgaveportefølje enten er under ombygning eller på vej til at blive det.
I interviews med Regional-Indsigt forud for valget peger de fire siddende formænd næsten identisk på den samme opgave som det altoverskyggende fokuspunkt: Implementeringen af reformen. Og det er ikke blot en prioritering, de vælger — det er en prioritering, der vælger dem.
Et nyt politisk landskab på mere end en facon
Fra 1. januar 2026 etableres de forberedende sundhedsråd, Her skal kommunale og regionale politikere sidde side om side. Sundhedsrådene bliver allerede fra deres start de nye politiske knudepunkter i det nære sundhedsvæsen, og det er her, regionerne skal finde fælles fodslag med kommunerne om strukturer, økonomi og udvikling.
I runde termer lander syv nye opgaver i skødet på de nye regionspolitikere. ( se liste)
For de regionspolitikere, der har gjort sig hjemmevant i et regionalt beslutningsrum, åbner der sig nu en helt ny arena, hvor kommunale forhold og lokale forskelle er en del af hverdagen.
Selv om sundhedsrådene i 2026 blot er forberedende, skal de ikke blot være dialogfora. De skal nemlig efterhånden træffe beslutninger om økonomi, kapacitet, planlægning og indsatser i geografiske områder — og de skal gøre det i et tempo, som er dikteret af en stram, national tidsplan. Man kunne fristes til at kalde sundhedsrådene for “den nye region” i regionen.
Opgaveflyt: Når en reform rammer driften
I foråret 2026 begynder nedtællingen til det, der bliver en af de mest omfattende administrative øvelser i nyere sundhedspolitisk historie: Overflytningen af akutsygeplejen, patientrettet forebyggelse, midlertidige pladser og specialiseret rehabilitering fra kommunerne til regionerne.
Denne opgaveflyt ændrer hele dynamikken i det nære sundhedsvæsen, fordi regionerne går fra primært at være sygehusdrivere til at skulle styre og kvalitetsudvikle et hverdagsnært driftsområde, som hidtil har været forankret i kommunerne. Det vil kræve nye ledelseslag, nye kompetencer og nye samarbejdsformer — og ikke mindst en fælles forståelse mellem kommuner og regioner af, hvad kvalitet i det nære sundhedsvæsen egentlig er.
Et dokument fra Region Sjælland illustrerer præcis, hvor travlt regionerne får. Se bare her; (Artiklen fortsætter efter artiklen)
Bemærk her, at man laver aftaler om opgaveflytning med kommunerne inden 1 april, men kvalitetsstandarderne for for opgaverne, kommer efter at aftalerne er indgået mellem kommuner og regioner, så det skal nok give nogle udfordringer, for hvad er det for en kvalitet, man har lavet aftaler på baggrund af?
For regionsrådene er denne proces ikke blot politisk, men intensivt operationel. På under ti måneder skal man forhandle aktiver og passiver, personaleoverdragelser og driftsmodeller på plads med hver enkelt kommune. Det er et puslespil, hvor ingen puslespilsbrikker er ens.
Tre samtidige planprocesser
Fremtidens sundhedsvæsen skal tegnes, mens det bygges for mens opgaveflyt og sundhedsråd fylder meget, kører flere andre spor parallelt.
For det første skal regionerne sammen med kommunerne formulere en nærsundhedsplan, der skal blive det nye strategiske dokument for alle indsatser i det nære samarbejde. Det er her, synet på kapacitet, kvalitet, lægedækning og forebyggelse skal omsættes til konkret handling.
For det andet skal regionerne implementere de nationale kvalitetsstandarder, som løbende rulles ud fra 2027 og frem. – og med dem følger ansvar og forventninger.
Psykiatri og somatik: Den stille strukturreform i reformen
Selvom den organisatoriske og faglige integration af psykiatri og somatik er i proces i flere regioner, så sammenlægningen kan træde i kraft allerede 1. januar 2026, følger der flere års efterarbejde. Det handler om alt fra fælles visitation og kapacitetsstyring til kulturforståelse mellem fagområder, der historisk har været adskilt både fysisk og fagligt.
For politikerne bliver psykiatri-somatik en lakmustest på, om regionerne formår at prioritere på tværs af driftsenheder — og ikke kun på tværs af geografi.
Almen praksis: En reform i reformen
Også almen praksis befinder sig i en brydningstid. Nye fordelingsmodeller, ændrede opgavebeskrivelser og en ny honorarstruktur er på vej. Samtidig skal regionerne sikre lægedækning gennem flere og mere fleksible klinikformer. Regionsklinikker, licensklinikker og kapacitetsudvidelser er allerede i gang, og presset forventes kun at vokse.
For regionspolitikerne er denne del af reformen en særskilt udfordring, fordi den både er fagligt kompleks og politisk følsom: Hvor går grænsen mellem nødvendig regional styring og indgreb i et liberalt erhverv?
Et system i bevægelse
Sundhedsreformen ændrer ikke blot opgavefordelingen. Den ændrer også rytmen, samarbejdsfladerne og balancen mellem niveauerne i hele sundhedsvæsenet.
Regionspolitikerne går ind i en valgperiode, hvor opgaven er implementering, men meget taler for at de vil blive målt på visioner og tage skylden der, hvor implementeringen går galt.
De vil nemlig med et stigende borger- og mediefokus på, at reformens løfter om nærhed, sammenhæng og lighed blive vejet på en ny vægt skål. En del af dem der har dobbeltmandater og som sidder i kommunale byråd, ved allerede, hvad det vil sige når enkeltsager havner på forsiden.
Den virkelighed kommer antageligvis til at brage ind i regionerne i en langt større skala, når regionerne overtager opgaver fra kommunerne. Borgerne følger jo med og det samme gør deres modusHvis de gamle valgperioder kunne beskrives som politiske løb, er den kommende mere som en forhindringsbane: Mange aktører, høj kompleksitet og meget lidt plads til at træde forkert.
