Sundhedsrådene er et af sundhedsreformens mest centrale greb. De skal både være politisk motor for det nære sundhedsvæsen og fungere som koblingspunkt mellem kommuner og regioner.
I de kommende uger holder Danmarks nye sundhedsråd deres første møder. Et vigtigt skridt mod at omstille og fremtidssikre sundhedsvæsenet.
Når der udgives en fælles håndbog fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, KL og Danske Regioner, er det derfor ikke blot en introduktion – men et dokument, der fastlægger forventninger, roller og magtforhold.
Håndbogen fortjener derfor at blive læst som det, den også er: et normativt oplæg til, hvordan sundhedsrådene forventes at agere i praksis.
Vi har gennemgået håndbogen og fundet fem centrale træk, signaleres til de nye medlemmer af de 17 sundhedsråd:
- Sundhedsrådene er ikke dialogfora
- Populationsansvar frem for lokale hensyn
- Samarbejde er en forudsætning – ikke et valg
- Initiativret som håndgreb
- Balance i ord – regional dominans i struktur
Vores analyse, som du kan læse uddybet i det efterfølgende viser, at håndbogen tegner billedet af sundhedsrådene som toppen af det, man kunne kalde sundhedsvæsenets diffusionsbælte: her skal nationale mål, regionale planer og kommunale indsatser mødes og omsættes til konkret prioritering. – Det nære sundhedsvæsen.
Men samtidig bliver det tydeligt, at balancen mellem kommuner og regioner i høj grad er normativ snarere end institutionel.
Sundhedsrådene er ikke dialogfora
Et gennemgående signal er, at sundhedsrådene ikke er tænkt som rådgivende eller koordinerende organer, men som aktive forvaltningsenheder. Det understreges gentagne gange, at sundhedsrådene har et ”umiddelbart politisk og forvaltningsmæssigt ansvar for drift og udvikling af regionens sundhedsopgaver” inden for deres geografiske område
I det politiske forord hedder det direkte, at ”vi lykkes kun med reformen, hvis sundhedsrådene fungerer”. Det placerer et betydeligt ansvar hos rådene – også for reformens samlede succes eller fiasko.
Dermed er forventningen ikke blot samarbejde, men handlekraft. Sundhedsrådene skal prioritere, omstille og flytte ressourcer – også når det indebærer vanskelige beslutninger mellem sygehusdrift og nære indsatser.
Populationsansvar frem for lokale hensyn
Håndbogen insisterer på, at sundhedsrådene arbejder med et egentligt populationsansvar. Det betyder, at rådene skal ”prioritere ressourcer efter de specifikke behov, der er i den samlede befolkning i sundhedsrådets område”
Det er et markant signal til især kommunalt valgte medlemmer: Sundhedsrådene er ikke en forlængelse af kommunalbestyrelserne. Lokale særhensyn, institutionsloyalitet eller geografisk balance kan komme i konflikt med den logik, som håndbogen lægger op til – nemlig en behovsbaseret prioritering på tværs af kommuner.
Dermed legitimeres også omfordeling: nogle områder kan få mere, andre mindre – hvis befolkningens samlede behov tilsiger det.
Samarbejde er en forudsætning – ikke et valg
Håndbogen efterlader ikke meget rum for frivillighed, når det gælder samarbejde mellem regioner og kommuner. Sundhedsrådene skal ”udpege relevante samarbejdsområder”, som kan danne grundlag for konkrete aftaler mellem region og kommuner
Særligt de såkaldte horisontale samarbejdsaftaler fylder: De skal være klar senest 1. april 2026, og sundhedsrådene får i overgangsåret 2026 en central rolle i at forberede dem.
Læs også: KL er bekymret for beslutningsgrundlaget i horisontale aftaler
Konflikter mellem sektorer anerkendes indirekte, men håndbogen tilbyder ikke egentlige mekanismer til konfliktløsning. Samarbejdet er givet på forhånd – spørgsmålet er alene, hvordan det organiseres.
Medlemmerne får håndgreb – via dagsorden og økonomi
Sundhedsrådsmedlemmerne udstyres med usædvanligt stærke politiske værktøjer. Et centralt eksempel er initiativretten, som giver ethvert medlem mulighed for at kræve en sag sat på dagsordenen. Afvisning kan kun ske, hvis sagen ”klart ligger uden for sundhedsrådets kompetence”
Dertil kommer den økonomiske styring. Sundhedsrådene skal udmønte betydelige midler til nære indsatser, samtidig med at der indføres loft over sygehusudgifter, men ikke over nære regionale indsatser. Det er et tydeligt politisk signal om, hvor omstillingen skal ske.
Økonomien er således ikke blot et driftsvilkår, men et aktivt styringsredskab.
Balance i ord – regional dominans i struktur
Formelt betoner håndbogen ligeværdighed mellem kommunale og regionale medlemmer. Medlemmerne har samme stemmeret, og sekretariatsbetjeningen må ikke forskelsbehandle kommunale og regionale medlemmer
Men strukturelt er sundhedsrådene entydigt regionalt forankrede. De er stående udvalg i regionerne, regionsrådsmedlemmerne har flertal, og kun regionale medlemmer har adgang til standsningsretten, der kan bringe sager videre til regionsrådet.
Kommunale medlemmer forventes at bidrage med et kommunalt perspektiv – men kan ikke indgå aftaler på kommunernes vegne og er ikke underlagt instruktionsbeføjelser fra kommunalbestyrelsen. Det placerer dem i en politisk mellemposition: medansvarlige for prioriteringer, men uden fuld kontrol over implementeringen.
Et ambitiøst, men konfliktfølsomt design
Håndbogen tegner billedet af sundhedsrådene som toppen af det, man kunne kalde sundhedsvæsenets diffusionsbælte: her skal nationale mål, regionale planer og kommunale indsatser mødes og omsættes til konkret prioritering.
Men samtidig bliver det tydeligt, at balancen mellem kommuner og regioner i høj grad er normativ snarere end institutionel. Det rejser et åbent spørgsmål, som håndbogen ikke besvarer:
Hvad sker der, når samarbejdet bliver reelt konfliktfyldt – og når omstillingen mod det nære sundhedsvæsen kræver, at nogen må afgive ressourcer, kapacitet eller indflydelse?
Det spørgsmål vil sundhedsrådene hurtigt blive tvunget til at besvare i praksis – uanset håndbogens intentioner.
